DI's 2025-plan

Sådan fortsætter vi fremgangen

Kort fortalt

DI har en plan for, hvordan vi kan få det endnu bedre i Danmark. Vi kalder den "Sådan fortsætter vi fremgangen".

Hvis politikerne følger alle forslagene i DI’s plan, kan vi - sammen med vedtagne reformer siden 2015 - skabe mere end 120.000 nye private job og gøre Danmark mindst 130 mia. kr. rigere i 2025.

Vi kan betale for uddannelser i verdensklasse, gode behandlinger på de danske sygehuse og forskning i den højeste internationale liga. I alt kan vi investere mere end 30 mia. kr. mere i vores fælles fremtid.

Alt sammen uden at efterlade regningen til vores børn og børnebørn. DI’s 2025-plan er fuldt finansieret og vil sikre balance på de offentlige budgetter.

DI's fem strategiske målsætninger
1. Konkurrencedygtige omkostninger og investeringsvilkår

Vores omkostninger og investeringsklima skal være konkurrencedygtige. Vi skal ikke konkurrere på lønnen med lavtlønslande, og vi skal heller ikke halvere vores skattetryk og størrelsen af vores offentlige sektor.

Men det er helt centralt, at vi fastholder og bygger videre på de seneste års bedring af konkurrenceevnen og samtidig sikrer, at vores skatter og afgifter er konkurrencedygtige i forhold til verden omkring os.

DI har opstillet følgende konkrete mål for 2025:

  • Skattepolitiske tiltag skal reducere skattetrykket med mindst 2 pct. af BNP.
2. En offentlig sektor som fylder mindre og yder mere

For at vi kan få konkurrencedygtige omkostninger og investeringsvilkår, skal vi have en offentlig økonomi, som fylder mindre, men som på de afgørende felter yder mere.

Finanspolitikken skal være ansvarlig, og det indebærer blandt andet, at den offentlige saldo skal være i balance senest i 2025.

DI har opstillet følgende konkrete mål for 2025:

  • De offentlige forbrugsudgifter skal udgøre maksimalt 23½ pct. af BNP.
  • En modernisering, effektivisering og digitalisering af den offentlige sektor skal frigøre mindst 20 mia. kr.
3. Tilstrækkelig arbejdskraft i verdensklasse

Efterspørgslen efter arbejdskraft er stigende, og vi skal sikre, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har brug for.

Samtidig skal kvaliteten af arbejdskraften også være i verdensklasse.

DI har opstillet følgende konkrete mål for 2025:

  • Reformer og politiske initiativer skal løfte arbejdsudbuddet med mindst 100.000 fuldtidspersoner.
  • Mindst 35 pct. af dimittenderne fra universiteterne skal have en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse.
4. Blandt de mest produktive og innovative i verden

Produktivitetsvæksten har de seneste 15 – 20 år været lavere end tidligere og lavere end i udlandet, trods de bedre takter i fremstillingserhvervene.

Vi skal have løftet produktivitetsvæksten, så virksomheder i Danmark har adgang til nogle af verdens mest produktive og innovative medarbejdere.

DI har opstillet følgende konkrete mål for 2025:

  • Reformer og politiske initiativer skal løfte produktiviteten og dermed velstanden med mindst 55 mia. kr.
  • De offentlige udgifter til uddannelse, FoU samt investeringer skal udgøre mindst 18½ pct. af de primære udgifter.
5. Et åbent samfund der griber de globale muligheder

Vi skal som land og som virksomheder blive bedre til at udnytte de globale muligheder.

Virksomhederne skal øge salget og tilstedeværelsen i hele verden samtidig med, at Danmark som land bliver langt bedre til at tiltrække virksomheder, investeringer og medarbejdere udefra.

DI har opstillet følgende konkrete mål for 2025:

  • Eksporten som andel af BNP skal løftes med mindst 5 procentpoint via nye initiativer.