EcoTree

Alle verdens lande kan mærke klimaforandringerne og konsekvenserne heraf. Udledningen af drivhusgasser stiger fortsat og er i dag mere end 50% højere end i 1990. Hvis ikke der handles nu, truer den globale opvarmning med uoprettelige konsekvenser for vores klima. Dette vil EcoTree være en del af at bremse ved at plante skove og sælge træerne , som naturligt vil sænke CO2 og skabe hjem for dyre- og plantearter, til virksomheder og private.



EcoTree er grundlagt i Frankrig, men idéen til virksomheden udsprang af inspiration fra det danske pantsorteringssystem. Et økonomisk incitament til at handle mere forsvarligt og bæredygtigt. Denne idé blev videreudviklet med tanke på at påvirke naturen positivt , og i dag eksisterer EcoTree. En virksomhed som sælger ejerskab til nyplantede og ældre træer med den vision at demokratisere skovene og dermed gøre det muligt for alle at engagere sig i naturen. Træer er det mest effektive middel, vi har i dag, til at filtrere kulstof ud af atmosfæren, og dermed aflaste den massive belastning vores CO2-udslip har på klimaet. Etablering af skov bidrager også til at biodiversiteten i naturen opretholdes – hvis den drives rigtigt. Thomas Norman Canguilhem, CEO i EcoTree, fortæller, at de hos EcoTree mener, at man som forbruger har større incitament til at passe på noget, hvis man ejer en del af det. For netop, at få flere til at engagere sig i naturen, belønner EcoTree også deres kunder, som engagerer sig i naturen, og tilbyder derfor et finansielt afkast for at bidrage til et bedre klima og en bæredygtigt skovdrift.

Tre mål at sigte efter

EcoTrees forretningsmodel bygger på tre af FN’s Verdensmål. Idéen bag virksomheden er at skabe en positiv udvikling i vores adfærd, som dermed er med til at bremse konsekvenserne af klimaforandringerne.

EcoTrees træer plantes i deres certificerede bæredygtige skove. Når disse træer fældes, kan de anvendes som bæredygtigt råmateriale, hvilket er med til at imødekomme behovet fra forbrugere, som i stigende grad efterspørger bæredygtige materialer i blandt andet møbler og byggeri. Træ er et yderst bæredygtigt materiale og et fantastisk alternativ til materialer som stål, beton og plastik. Virksomheden er med til at skabe en mere bæredygtigt produktion, og taler dermed ind i dagordenen for verdensmål nummer 12, ”Ansvarligt forbrug og produktion”.

EcoTree har derudover fokus på at bidrage til at gøre en forskel i at bremse de varige konsekvenser af klimaforandringerne, hvilket verdensmål nummer 13 ”Klimaindsats” drejer sig om. Netop flere træer kan gøre en forskel for den stigende udledning af drivhusgasser, da træer gennem deres grene, blade og rødder er i stand til at trække kuldioxid ud af atmosfæren og lagre det i selve træet. Hvert individuelle træ i EcoTrees skove er i stand til at absorbere 30 kg CO2 i gennemsnit om året, og EcoTrees skove bidrager dermed til at gøre en forskel i klimakampen.

EcoTrees bidrag til klimakampen taler også ind i dagordenen for mål nummer 15 ”Livet på land”. Særligt berører EcoTree delmål nummer 15.5 ”Beskyt biodiversitet og naturlige levesteder”, samt delmål 15.1 ”Bevar og genopret økosystemer på land og i fersk vand”.  EcoTrees skove er skabt efter et naturnært princip, hvilket skaber en frodig biodiversitet og en natur i trivsel. Når EcoTree køber en ny skov, gør de alt for at understøtte naturens egen proces, ved f.eks. proaktivt at skabe biodiversitetsprojekter som plantning af bevoksning til bier, anlægning af vådområder osv. Dette arbejde og bidrag til naturen medvirker til en genopretning af økosystemer i områder, som kan have været kritisk udfordret grundet klimaforandringer eller menneskeligt mislighold.

EcoTrees forretningsmodel skaber en naturlig balance mellem at forstørre virksomhedens kapacitet og styrke, samtidig med at investeringen i FN’s verdensmål øges. Virksomhedens udvikling er proportionel med dets bidrag til klimakampen. Jo flere træer de sælger og planter, jo mere vokser virksomheden og desto mere er de i stand til at bidrage til bæredygtig produktion. Forretningsmodellen bygger dermed på, at EcoTrees rentabilitet er forbundet med salgsmængden.  EcoTrees fokus ligger på at skabe opmærksomhed om klimaet og miljøets udfordringer, samt løsninger til dette. Derfor er et vigtigt element i EcoTrees særlige model også, at kunden tjener penge på sit klimaengagement, for dermed at få endnu flere til at bidrage til klimakampen. Virksomheden tjener dog sine penge på den indledende pris ved et salg af et træ.

Et træ for tre træer

Ved et køb hos EcoTree planter og vedligheder virksomheden det købte træ. Som træejer kan du altid følge med i træets udvikling, CO2-absorbering og lokalisering. Når et træ når dets modenhed og CO2-kurverne ikke længere er opadgående, fældes det for at nye og unge træer kan komme til. Hver gang ét træ fældes, plantes tre nye. Når et træ fældes og sælges, modtager ejeren 100% af overskuddet af salget. Hvert år stiger træets værdi med cirka 2%, ligesom træets størrelse og dermed dets evne til at absorbere CO2, hvorfor der kan forventes et pænt afkast, når træets cyklus er forbi. Hos EcoTree er det muligt både at købe et enkelt træ eller et månedligt abonnement, hvor du hver måned indbetaler et valgfrit beløb, som EcoTree derefter planter det valgte antal træer for. EcoTree fokuser yderligere på træplantning for virksomheder, som ønsker at integrere en konkret løsning i deres CSR-strategi. EcoTree forener bæredygtig udvikling og rentabilitet ved at tilbyde virksomheder muligheden for at beskytte miljøet på en konkret, håndgribelig og synlig måde.

Fire steps til et grønt afkast

EcoTree får overdraget træejerskabet på jord, som EcoTree Forestry Group opkøber. EcoTree står dermed for skovdriften, dog overdrager EcoTree træejerskabet til de kunder, som køber et træ gennem deres hjemmeside. Når træet når sin modenhed, og CO2-kurven knækker, indleder EcoTree en budrunde og forhandler den bedste pris med et savværk. Til slut, betaler EcoTree hele beløbet fra fældningen tilbage til kunden.  

For at bidrage til bekæmpelsen af de konsekvenser udledningen af drivhusgasser har, finder EcoTree det vigtigt at være bevidste om, arbejdets resultater og processer. Alle EcoTrees skove er derfor enten PEFC-certificerede eller på vej til at blive det, hvilket vil sige, at skovdriften er 100% bæredygtig, Det indebærer at:

  1. Bæredygtig certificering
  2. Ingen kemikalier
  3. Blandede træsorter
  4. Forskellige aldre
  5. Overvåget af eksterne eksperter
  6. Biodiversitetsprojekter.

Derudover har virksomheden et estimat på samtlige træers samlede CO2-absorbering, så de hele tiden ved, hvor stor effekten af deres arbejde egentlig er. EcoTrees træarter har en anslået gennemsnitlig optagelse på 30 kg. CO2 pr. år. Co2-estimatet er verificeret af Bureau Veritas.

Verdensmål som målrettet vej med inspiration i fælleskab

Arbejdet med FN’s Verdensmål har en stor betydning for EcoTree. Thomas forklarer, at det ikke er nok at ville gøre noget godt for planeten - man er nødt til at vide hvordan og hvorfor. Derfor har EcoTree gjort det til deres mærkesag at følge FN’s Verdensmål, der vedrører bæredygtig produktion og klimatiltag. Dette skaber ikke kun en mere målrettet vej i arbejdet - det gør det også muligt at finde inspiration i og fællesskaber med lignende bæredygtige virksomheder.

For os er de ikke konkurrenter - vi kæmper for det samme. Samtidig er verdensmålene med til at udpensle, hvor vigtigt vores arbejde er. Thomas Norman Canguilhem, CEO i Eco Tree

For at flere melder sig på banen i klimakampen, giver EcoTree tre gode råd med på vejen til andre iværksættere, som ser en forretning i Verdensmålene:

  1. Læg en plan for hvilke(t) af delmålene, I ønsker at engagere jer i - og følg den!
  2. Gå aldrig på kompromis med bæredygtigheden for pengenes skyld.
  3. Tro på (og skab chancer for) jer selv, men husk at I ikke er alene - hele verden hungrer efter bæredygtige løsninger.

 

Fakta

Hovedkontor: Flæsketorvet 68, 1711 København V

Webadresse: www.ecotree.green

Antal medarbejdere: 60

Virksomheden har eksisteret siden: 2016

Skrevet af:

Tine Dahl

Relateret indhold