Heliac

Heliac arbejder aktivt med den grønne omstilling ved at erstatte behovet for fossile brændstoffer med grøn energi. Solpanelerne fra Heliac producerer varme, der både kan bruges til fjernvarme og industrielle processer. Dermed taler Heliac særligt ind i verdensmål 7, Bæredygtig energi.

Der bliver med rette talt meget om den grønne omstilling. Heliac er en af de virksomheder, der gør noget ved det og i praksis fører den grønne omstilling ud i livet. Og virksomheden gør det på en måde, hvor den grønne omstilling og en reduktion af kundernes omkostninger går hånd i hånd. Det er der et stort forretningspotentiale i.  

Som Heliac forklarer det:

Vi gør det muligt for virksomheder at reducere deres CO2-udledninger, samtidig med at de reducerer deres omkostninger. Dette motiverer virksomhederne til at anvende vores løsning, hvorved SDG-målene adresseres Henrik Pranov, stifter af og direktør for Heliac

Med andre ord: Hvad der er godt for virksomheden, er også godt for klimaet.

Heliac blev stiftet tilbage i 2014, og virksomhedens vision er at erstatte fossile brændstoffer med grøn energi. Kernen i Heliacs forretning er at lave solpaneler, der producerer varme, som både kan bruges til fjernvarme og til industrielle processer. Det er billigere at producere varmen på denne vis end gennem fossile brændstoffer. I stedet for de traditionelle metoder med store spejle som reflekterer solens stråler, bygger Heliacs løsning på at koncentrere solens stråler ved hjælp af en prisbillig linse, som fungerer som brændeglas. Solpanelernes varmeproduktion udleder hverken CO2 eller forurenende gasser og bidrager på den måde til den grønne omstilling. Ved at producere varme til fjernvarme reducerer Heliacs produkter samtidig forureningen i byerne.

Solpaneler får grøn omstilling og lavere omkostninger til at gå hånd i hånd

Heliac har skabt en forretningsmodel, der primært bygger på Verdensmål 7, Bæredygtig energi.Hver fjerde MWh’s varme fra Heliacs løsning erstatter 1 ton CO2, som naturgas ellers ville have udledt. For en typisk industrikunde betyder det en CO2-besparelse på 500.000 tons CO2 over et anlægs levetid.

Heliacs vurdering er, at solpanelernes varmeproduktion har potentialet til at erstatte processer, der står for 30-35% af verdens energiforbrug. Af den grund bidrager Heliacs løsninger også til, at indfri verdensmål 13, Klimaindsats.

Heliac bruger verdensmålene strategisk i deres forretningsmodel og giver et bud på, hvorfor deres produkt er en spydspids i forhold til at opfylde verdensmålene:

Så vidt vi kan se, er vores løsning den eneste skalerbare løsning der – uden behov for subsidier - er i stand til at producere industriel procesvarme billigere end fossile brændsler næsten overalt i verden Henrik Pranov, stifter af og direktør for Heliac

Selv mener Henrik at det i den grad kan betale sig at gøre verdensmålene til en del af sin kerneforretning: Det er så vigtigt at forstå, at SDG-målene ikke blot er greenwashing, men rent faktisk kan skabe værdi og/eller levere besparelser, samt ikke mindst, tiltrække og fastholde de bedste nye talenter.

Via deres arbejde med verdensmålene har Heliac endvidere erfaret, at et stigende fokus på verdensmålene medfører bedre muligheder for finansiering fra impact investorer og internationale institutioner. I den forbindelse ønsker Henrik at videregive 3 råd:

3 gode råd

1. Selvom disse investorer ikke har finansielt afkast som deres primære mål, har de stadig et afkastkrav, hvor afkastet måles i eksempelvis sparet CO2, antal nye arbejdspladser (til kvinder), vækst, og/eller antallet af mennesker de foreslåede løsninger når ud til. Derfor er det vigtigt at gøre sid det klart, hvilket afkast man som virksomhed vil måle på og hvordan. 

2. Investorerne har ofte langt dybere indsigt i de pågældende markeder og i de løsninger, der allerede findes – og alle deres tilhørende udfordringer, end hvad man som iværksætter med udgangspunkt i Danmark har mulighed for at have. Så ligesom med alle andre investorer, gælder det om at være meget skarp på value proposition og go-to-market strategi. Brug dialogen til at lytte, lære og tilpasse. 

3. Finansieringen skal være et afgørende skridt på en vej der i sidste ende bør gøre den foreslåede løsning markedsmæssigt selvbærende.

Fakta

Lokation (hovedkontor): Savsvinget 4 – 2970 Hørsholm

Antal medarbejdere: 16 fuldtid + 4 studiemedhjælpere

Virksomheden har eksisteret siden: 2014

Webadresse: www.heliac.dk

Relateret