Velkommen til Dansk Industris nye website. Vi udvikler i øjeblikket et nyt site for at give dig den bedste brugeroplevelse. I en periode vil du derfor opleve indimellem at blive sendt til indhold på vores gamle site.

24.11.17 Analyser

En historisk milepæl i 2017 – danskerne ventes at bruge 1.000 mia. kr.

Vi forventer, at danskerne bruger mere end 1.000 mia. kr. på forbrug i 2017. De fleste af vores penge går til boligen, shopping af dagligvarer, tøj og transport. Vi tror på, at danskerne fortsat sætter tæring efter næring og bruger mindre, end der kommer ind på kontoen i år.

Vi forventer, at danskerne bruger mere end 1.000 mia. kr. på forbrug i 2017. Det er et historisk højt niveau og første gang nogensinde, at forbruget runder billionen. Privatforbruget er i den grad tilbage som den ene store vækstmotor i dansk økonomi.

Danskerne forventes at bruge over 1.000 mia. kr. på forbrug i år

Kilde: Danmarks Statistik og DI beregninger

Forbruget havde det svært og stod stille i en lang periode efter finanskrisen. Vi brugte alene penge på de mest nødvendige ting. Understøttet af faldende og lave renter og fremgang i reallønnen, på grund af fortsat lave prisstigninger, er købelysten dog gradvist kommet tilbage. Det har skabt grundlaget for en fremgang i forbruget som vil blive kronet med, at vi i 2017 krydser den historiske milepæl på 1.000 mia. kr.

Det bruger danskerne 1.000 mia. kr.

Det som danskerne bruger de fleste af deres penge på er tag over hovedet. Sidste år brugte vi lige over 225 mia. kr. på boligen og vedligeholdelse af boligen.

Danskerne brugte 225 mia. kr. på boligen sidste år

Kilde: Danmarks Statistik og DI beregninger

Det, danskerne har brugt næstmest på sidste år, var den samlede forbrugskategori, andre varer og tjenester. Den indeholder blandt andet café- og restaurantbesøg, hotelophold, børnepasning, forsikring og gebyr til finansielle institutioner.

Danskerne handlede også godt ind ude i butikker og på nettet sidste år. Vi brugte samlet set lidt over 180 mia. kr. på dagligvarer, tøj og sko.

Danskerne sætter alligevel tæring efter næring

Selvom vi har set en fremgang i forbruget, og vi nu har rundet et historisk hjørne, brugte danskerne ikke deres penge uden omtanke.

For hver 100 kr., der kom ind, brugte danskerne omtrent 96 kr. i 2016. Vi forventer, at danskerne også i 2017 sætter tærig efter næ- ring. Så rekorden i forbruget bliver sat for egne penge, og ikke, som vi så det op til finanskrisen, for lånte penge.

Danskerne brugte ikke alle deres penge på forbrug sidste år

Kilde: Danmarks Statistik og DI beregninger

Dette tegner et billede af, at husholdningerne stadig har mulighed for at bruge mere i de kommende år. Et øget forbrug er lig flere solgte varer og services. Det betyder mere gang i produktionen, som igen vil være med til at øge beskæftigelsen og indkomsterne. Så alt i alt er det positivt, når forbruget forventes at passere den historiske milpæl på 1.000 mia. kr. i 2017 og der samtidig foventes et fortsat potentiale for, at sætte forbruget op fremadrettet.

Relateret