Analyse

Vækstøkonomier indfører barrierer for digital handel

Digital handel er i vækst – det samme er digital protektionisme. Især de store vækstøkonomier er ved at lukke deres digitale grænser. Det kan få konsekvenser for danske virksomheder, som bruger digitale værktøjer i alle dele af værdikæden. Der er derfor behov for internationale regler, der sikrer stabile rammer for digital handel.

Tænketanken ECIPE har udviklet et indeks, der giver mulighed for at rangere lande i forhold til digitale handelsbarrierer. Indekset viser, at vækstøkonomierne og især Kina er langt mere protektionistiske end gennemsnittet for de 65 lande, der indgår i undersøgelsen.

Kilde: ECIPE Digital Trade Restiveness Index, 2017. Anm.: ECIPE er en tænketank baseret i Bruxelles og Stockholm, som forsker i handels- og international økonomisk politik. Tænketanken er overvejende finansieret af Svenkt Näringsliv.

Indtil nu har det været vanskeligt at danne et samlet overblik over, hvilke lande der har de største digitale handelsbarrierer, og hvordan de beskytter deres digitale økonomi. Det giver ECIPE et kvalificeret bud på med en bred definition af digital handel, der omfatter alle erhvervsmæssige transaktioner på tværs af landegrænser, som er baseret på digitale værktøjer såsom e-handelsplatforme, maskine-til-maskine kommunikation og dataopbevaring gennem cloud-tjenester.

Hvad er digital handel?

a) Benyttelse af digitale kanaler til køb og salg af varer, som leveres i fysisk form. Eksempelvis køb bøger via en webshop.

 

b) Køb og salg af digitale varer, som traditionelt er blevet leveret i fysisk form. Eksempelvis køb af software, film, musik, spil og e-bøger via en webshop.

 

c) Køb og salg af digitalt leverede tjenesteydelser. Eksempelvis vedligeholdelsen af en vindmølle, finjusteringen af et høreapparat eller monitoreringen af en vandpumpe.

ECIPE’s indeks bygger på fire typer af restriktioner, som omfatter reguleringer, der begrænser virksomhedernes muligheder for at sælge og markedsføre deres produkter og tjenesteydelser gennem  e-handelsplatforme og indrette deres forsyningskæder optimalt, og som diskriminerer til fordel for lokale virksomheder.

Kilde: ECIPE Digital Trade Restrictiveness Index, 2018

Fælles for BRIK-landene samt Indonesien og Vietnam er, at de i stort omfang har indført reguleringer, der begrænser mulighederne for, at udenlandske virksomheder kan sælge deres produkter via e-handelsplatforme, udstationere it-specialister og bruge digitale værktøjer såsom maskine-til-maskine kommunikation i deres globale forsyningskæder. Det er barrierer, der hæmmer de udenlandske virksomheders udviklingspotentiale, og som stiller dem svagere i konkurrencen med virksomheder, der har deres hovedkvarter i de pågældende lande.

Kina er det land, der har de suverænt største digitale handelsbarrierer og er ikke langt fra at være et helt lukket land, når det kommer til digital handel. Det skyldes, at de kinesiske myndigheder nøje overvåger virksomheders dataoverførsler og lægger begrænsninger på, hvordan og i hvilket omfang virksomheder må omrokere it-specialister. Derudover udelukkes udenlandske virksomheder i stort omfang fra at foretage investeringer og deltage i offentlige udbud inden for informations- og kommunikationsteknologi.

Frankrig er med en indeksværdi på 0,35 det eneste land i Europa, som er blandt de ti mest handelsrestriktive lande. Årsagen er, at Frankrig gennem flere år har haft klare restriktioner på overførsel af data på tværs af landegrænser.

Danmark har derimod en indeksværdi på 0,22 og er 0,02 indekspointer under gennemsnittet. Det vil sige, at Danmark er blandt de mest åbne lande over for digital handel, men stadig et stykke fra eksempelvis Norge, der har en indeksværdi på 0,13. Det skyldes blandt andet, at Danmark har højere toldsatser på salg af digitale varer og tjenesteydelser. Norge, Singapore og Hong Kong er de eneste lande i verden, der ikke har nogen toldsatser på salg af digitale goder.

Digital protektionisme er vokset de sidste 10 år

Når flere lande indfører handelsbarrierer, som er målrettet digitale transaktioner, er det blandt andet en reaktion på, at den digitale økonomi fylder stadig mere i international handel. Eksempelvis  har e-handel, online kundesupport, maskine-til-maskine kommunikation og cloud-tjenester medført en kraftig vækst i mængden af data, der overføres på tværs af landegrænser.

Væksten i grænseoverskridende datastrømme kan måles ved den anvendte båndbredde, som indikerer kapaciteten til at overføre data på tværs af grænser. Såfremt den nuværende vækst i grænseoverskridende dataoverførsler fortsætter, vil data i starten af 2020’erne krydse landegrænser i samme omfang som varer og tjenesteydelser.

Anm.: Stiplede linjer indikerer projektioner. Kilde: IMF, Verdensbanken, TeleGeography, Global Bandwidth Forecast Service, DI beregninger

Et af de redskaber, som især de store udviklingsøkonomier bruger til at begrænse datastrømmene, er såkaldte ”datalokaliseringskrav. Det vil sige krav om, at data skal opbevares på servere inden for landets grænser, hvormed der helt eller delvist lægges begrænsninger på udførsel af data. Antallet af datalokaliseringskrav har været støt stigende de sidste 10 år og i 2016 var der 84 implementerede tiltag for datalokalisering på globalt plan.

Kilde: ECIPE Digital Trade Trade Estimates, 2016

Datalokaliseringskrav begrundes ofte med hensynet til landets sikkerhed. Eksempelvis at data skal opbevares lokalt for ikke at kompromittere borgernes data. Der er bred enighed om, at der skal stilles høje krav til, hvordan myndigheder og virksomheder opbevarer og behandler data, men datalokaliseringskrav er en ineffektiv og dyr løsning.

Først og fremmest er data bedre sikret, hvis det opbevares på mere end én server. Derudover forhindrer datalokaliseringskrav virksomheder i at indfri produktivitetsgevinsterne ved maskine-til-maskine-kommunikation mellem produktionsenheder i forskellige lande. Det gælder eksempelvis dataoverførsler mellem vindmøller i Kina og virksomhedens hovedkontor i Danmark. Bag datalokaliseringskrav gemmer der sig derfor ofte en skjult dagsorden om at beskytte landets økonomiske interesser.

Danmarks digitale førerposition gør os sårbare

Udsigten til flere digitale handelsbarrierer er skidt nyt for danske virksomheder, der i disse år satser massivt på digitale værktøjer til at forny deres forretningsmodel og nå ud til kunder på fjerntliggende eksportmarkeder. I den seneste version af Europa-Kommissionens Digital Economy and Society Index indtager Danmark positionen som det mest digitaliserede land i Europa. Det skyldes, at Danmark scorer højt på et bredt udsnit af indikatorer for digital konkurrencedygtighed, heriblandt internetdækning, digitale kompetencer i befolkningen og digitalisering i den offentlige sektor.

Anm.: Indekset bygger på et vægtet gennemsnit af fem dimensioner: internetadgang, internetfærdigheder, onlineaktiviteter, integration og udvikling af digital teknologi og digitale offentlige tjenester. Kilde: Europa-Kommissionens Digital Agenda Scoreboard 2018

DI har set nærmere på, hvordan en række forskellige danske virksomheder anvender digitale værktøjer såsom maskine-til-maskine-kommunikation, cloud-tjenester og e-handelsplatforme i deres daglige forretning, jævnfør eksempelboksen nedenfor. Gennemgangen viser, at de data, som virksomhederne overfører på tværs af landegrænser, kan inddeles i følgende kategorier:

  • Maskindata (produktionsaktivitet, målepræcision, tilstand)
  • Undersøgelses- og forskningsdata (byggeprojekter, produktudvikling, laboratorieforsøg)
  • Anonymiseret persondata (anvendelse bygninger, forbrugsmønstre)

Langt hovedparten af virksomhedernes dataoverførsler drejer sig således om ikke-personfølsomme oplysninger. Eksemplerne fra DI’s medlemskreds  indikerer derfor, at der  i praksis ikke er et klart grundlag for at bruge sikkerhed som argument for at indføre datalokaliseringskrav.

Kilde: DI

Internationale regler skal styrke digital handel

Den digitale økonomi har udviklet sig med hastige skridt de seneste 10 år, og blandt andet af den grund indeholder eksisterende regler for international handel kun i begrænset omfang regler for overførsel af data, som i udgangspunktet hverken er en fysisk vare eller en tjeneste. I fraværet af internationale regler har flere lande indført digitale handelsbarrierer for at beskytte deres økonomiske interesser. Blandt regeringer og i erhvervslivet er der derfor stor efterspørgsel på internationale regler, som sikrer stabile rammer for digital handel, som varetager følgende grundprincipper:

  1. Mulighed for at overføre data på tværs af grænser. Herved forbydes national lovgivning, der fordrer tvungen datalokalisering.
  2. Klare krav til privatlivsbeskyttelse, som eksempelvis kan sikres gennem regulatorisk samarbejde. Dette tillader også en opdeling mellem personlige og ikke-personlige data.
  3. Ikke-diskriminerende regulering af e-handelsplatforme, datastrømme og etableringen af digitale virksomheder.

Det kræver først og fremmest, at der i WTO udvikles multilaterale regler for digitale tjenester og datastrømme. De nuværende regler på området tolkes primært ud fra den såkaldte GATS (General Agreement on Trade in Services), som trådte i kraft i 1995. På WTO’s ministerkonference i december 2017 blev der derfor forhandlet om et nyt og særskilt regelsæt for blandt andet handel via e-handelsplatforme. Det lykkes imidlertid ikke at finde et kompromis. I stedet blev der nedsat en arbejdsgruppe bestående af proaktive medlemsstater, der forhandler om en aftale, som de øvrige WTO-medlemsstater løbende kan tilslutte sig.

I EU er der på det seneste sket fremskidt. I juni 2018 vedtog Europa-Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet en forordning, der etablerer et digitalt indre marked, som sikrer fri bevægelighed for data på samme vis som med varer, tjenester, kapital og arbejdskraft. Forordningen giver kun EU’s medlemsstater mulighed for at indføre datalokaliseringskrav, når særlige sikkerhedsmæssige hensyn taler for det.

EU’s institutioner er derimod endnu ikke nået til enighed om, hvordan EU’s frihandelsaftaler skal bruges til at forhindre datalokaliseringskrav og andre digitale handelsbarrierer på EU’s eksportmarkeder. Det skyldes bekymring blandt nogle medlemsstater for at følsomme data ikke vil være tilstrækkeligt beskyttet, når de opbevares uden for EU’s jurisdiktion. En løsning på problemet vil være, at EU i samarbejde med Japan - som er et højudviklet og digitaliseret land - udvikler regler for e-handelsplatforme, dataoverførsler og opbevaring af følsomme data med henblik på at sætte internationale standarder. Derigennem vil EU påtage sig et digital lederskab, som er afgørende for at europæiske virksomheder kan bruge dette potentiale i den digitale økonomi til at styrke deres konkurrenceevne.

Relateret