Analyser

Kortlægning af betalingsfrister i erhvervslivet

Denne kortlægning har til formål at belyse, hvordan betalingsfrister udfolder sig i dansk erhvervsliv og særligt i SMV’er, som udgør knap 75 pct. af de i alt knap 500 virksomheder, som deltager i undersøgelsen.

Hovedkonklusioner

Der indgår mange parametre, når virksomheder forhandler med hinanden. Prisen er den parameter, flest forhandler om, og kun en lille andel inddrager betalingsbetingelser i forhandlingerne.

Danske betalingsfrister ligger markant under EU-gennemsnittet med 20 dage mod EU-gennemsnittet på 34 dage.

Over 80 pct. af virksomhederne betaler deres leverandører og får betaling fra deres kunder inden for 60 dage. Kun meget få virksomheder har eller møder betalingsfrister over 90 dage.

Internationalt konkurrenceudsatte virksomheder oplever længere betalingsfrister både over for kunder og leverandører end virksomheder, der udelukkende opererer i Danmark.

En række virksomheder – også virksomheder med relativt korte betalingsfrister – kan blive presset på deres likviditet, da der er virksomheder, som skal betale deres leverandører, inden de har modtaget betaling fra deres kunder.

Små virksomheder opererer generelt med kortere betalingstider end store virksomheder, både når det gælder aftaler indgået med kunder og med leverandører.

Langt størstedelen af virksomhederne foretrækker uændrede rammer for betalingsfrister, og ser ikke noget behov for politisk handling. Hvis man fra politisk hold ønsker at indføre regulering, peger virksomhederne på, at en fælles europæisk løsning ville være at foretrække.

Aftalefrihed når virksomheder handler med hinanden

Når to virksomheder handler med hinanden, sker det med udgangspunkt i det grundlæggende princip om aftalefrihed. Det betyder, at virksomhederne selv fastlægger betingelserne for en handel, som blandt andet kan omfatte fastsættelse af pris, garantiperiode, leverings- og betalingsbetingelser. Aftalevilkår om betalingsfrister er således blot ét af mange parametre, som virksomhederne konkurrerer på.

Hvilken parameter forhandler din virksomhed generelt mest om i forhandlinger med kunder/leverandører?

Kilde: DI's Virksomhedspanel, 493 besvarelser, marts 2019

Den væsentligste forhandlingsparameter er prisen – øvrige parametre såsom betalingsfrister forhandles i mindre omfang.

Danske betalingstider markant under EU-gennemsnittet

Europa-Parlamentet offentliggjorde i efteråret 2018 en rapport, der konkluderer, at den gennemsnitlige betalingstid mellem virksomheder er faldende i EU og nu er nede på 34 dage.

Gennemsnitlige betalingsbetingelser og forsinkelser i aftaler mellem virksomheder

Kilde: Europa Parlamentets rapport “Directive 2011/7/EU on late payments in commercial transactions – European Implementation Assessment” juli 2018.

I Danmark er den gennemsnitlige betalingstid virksomheder imellem dog helt nede på 20 dage i 2018 og dermed markant under EU-gennemsnittet. Dette kan medføre at virksomheder, der handler over landegrænser i EU oplever et stigende pres for længere betalingsfrister.

Betalingsfrister i praksis

Virksomhederne er blevet spurgt ind til de betalingsfrister de møder, når de indkøber varer fra deres leverandører, og når de sælger varer til deres kunder. En kort betalingsfrist ved leverandørerne betyder, at virksomhedens likviditet hurtigere belastes af indkøbet. Denne belastning kan imødegås ved at give virksomhedens kunder tilsvarende korte betalingsfrister, så der kommer penge i kassen at betale leverandørerne med. Omvendt kan korte betalingsfrister ved leverandørerne og lange frister ved kunderne være en belastning for likviditetsflowet, da betalingen fra kunderne så ikke er faldet, når leverandørerne skal betales.

Størstedelen af de forlangte betalingsfrister ligger inden for 60 dage

Anm.: Spørgsmål om betalingsfrister hos leverandører lyder: Hvor lange betalingsfrister kræver din virksomhed i gennemsnit af dine leverandører? Spørgsmål om betalingsfrister fra kunder lyder: Hvor lange betalingsfrister kræver din virksomheds kunder i gennemsnit? Kilde: DI's Virksomhedspanel, 493 besvarelser, marts 2019

Over 80 pct. af virksomhederne betaler deres leverandører og får betaling fra deres kunder inden for 60 dage. Hvor 45 pct. af virksomhederne møder korte betalingsfrister ved deres leverandører, gælder de korte frister kun for lidt under 30 pct. af virksomheders aftaler med deres kunder. Det betyder, at nogle virksomheder bliver presset på deres likviditet, da de skal betale deres leverandører, inden de har modtaget betaling fra deres kunder.

Små virksomheder har kortere frister

Hvis man sorterer på størrelsen af virksomhederne, tegner der sig imidlertid et mere nuanceret billede på de forlangte betalingsfrister.

Blandt de små virksomheder aftaler 45 pct., at kundens betaling sker inden for 30 dage, hvorimod den mest udbredte praksis for de større virksomheder er, at der aftales en betalingsfrist på mellem 31 og 60 dage med kunderne.

Hvor lange betalingsfrister kræver din virksomheds kunder i gennemsnit?

Kilde: DI's Virksomhedspanel, 493 besvarelser, marts 2019

Når det gælder betalingsfrister aftalt med leverandørerne, tegner samme mønster sig med, at de små virksomheder har kortere betalingsfrister end de større virksomheder, hvor mere end halvdelen aftaler frister mellem 31 og 60 dage.

Hvor lange betalingsfrister kræver din virksomhed i gns. af dine leverandører?

Kilde: DI's Virksomhedspanel, 493 besvarelser, marts 2019

Små virksomheder opererer således med kortere betalingstider end de store virksomheder, både når det gælder aftaler indgået med kunder og med leverandører.

Dog er det værd at bemærke, at der også blandt små virksomheder er en overvægt af virksomheder, der har kortere betalingstid ved deres leverandører, end de selv giver til deres kunder. Det betyder, at de skal betale deres leverandører, inden de har fået betaling fra deres kunder, hvilket kan belaste deres likviditet.

Små virksomheder har flere korte betalingsfrister både til kunder og leverandører

Kilde: DI's Virksomhedspanel, 493 besvarelser, marts 2019

Internationalisering giver længere betalingsfrister

En høj grad af internationalisering fører til gennemsnitligt længere betalingsfrister, både når det gælder aftaler indgået med leverandører og kunder.

Internationalt konkurrenceudsatte virksomheder opererer med længere betalingsfrister end virksomheder, der ikke er internationalt konkurrenceudsatte. Denne tendens gør sig gældende, både når det gælder de frister virksomhederne møder ved deres leverandører, og de frister de giver deres kunder.

Forklaringen bag denne forskel kan være, at internationalt konkurrenceudsatte virksomheder oplever et hårdere pres for længere frister fra samhandelspartnere, som kommer fra andre EU-lande med længere betalingsfrister jf. figur 2.

Hvor lange betalingsfrister kræver din virksomhed i gennemsnit af dine leverandører?

Kilde: DI's Virksomhedspanel, 493 besvarelser, marts 2019

Hvor lange betalingsfrister kræver din virksomheds kunder i gennemsnit?

Kilde: DI's Virksomhedspanel, 493 besvarelser, marts 2019

Internationalt konkurrenceudsatte virksomheder oplever således længere betalingsfrister både over for kunder og leverandører, end virksomheder der udelukkende opererer i Danmark.

Pres for længere betalingsfrister internationalt

International konkurrenceudsættelse presser således betalingsfristerne i vejret. Dette kan skyldes, at der på mange af vores største nærmarkeder opereres med længere betalingsfrister, som det fremgår af figur 2.

Billedet forstærkes af, at over halvdelen (53 pct.) af de internationalt konkurrenceudsatte virksomheder angiver, at de har oplevet længere betalingsfrister gennem det seneste år. Et fænomen som ikke i samme omfang genkendes i samme udstrækning blandt hjemmemarkedsvirksomhederne.

Hvordan vurderer du, at længden på dine kunders betalingsfrister har udviklet sig i løbet af det seneste år?

Kilde: DI's Virksomhedspanel, 493 besvarelser, marts 2019

Kunders pres for at få længere betalingsfrister er størst for internationalt konkurrenceudsatte virksomheder. Der er dermed tale om en udfordring, som kun kan løses gennem en international indsats. En ren dansk løsning vil kun i begrænset omfang have virkning for virksomheder, hvis kunder ikke er inde for landets grænser.

Over halvdelen oplever forsinkede betalinger

Et vigtigt element i diskussionen af betalingsfrister er også, hvorvidt betalingen så reelt sker til det aftalte tidspunkt, eller om betalingen bliver forsinket.

Her svarer halvdelen, at betalingen først kommer op til 30 dage senere end aftalt. Virksomhedens størrelse eller grad af internationalisering synes ikke at have betydning for, hvorvidt betalingerne falder til tiden eller ej. Dette til trods for, at figur 2 peger på, at der på flere markeder i EU er en betydelig forskel mellem de aftalte og de reelle betalingsfrister, som virksomhederne møder.

Det kan give udfordringer med hensyn til likviditeten i virksomheden, hvis man ikke får pengene på det aftalte tidspunkt. Der kan være forskellige konkrete grunde til, at en betaling bliver forsinket, men undersøgelsen viser, at der er et forbedringspotentiale for rettidig betaling.

Halvdelen af virksomhederne oplever, at betalinger bliver op til 30 dage forsinket

Kilde: DI's Virksomhedspanel, 493 besvarelser, marts 2019

Uændrede regler foretrækkes

Den største andel af virksomhederne foretrækker uændrede rammer for betalingsfrister, og de ser ikke noget behov for handling på området. Regulering er ikke en foretrukken løsning – men hvis nye regler skal indføres på området, peger virksomhederne klart på, at en fælles europæisk løsning ville være at foretrække.

Virksomheder foretrækker uændrede regler og større debat om rimelige betalingsfrister

Kilde: DI's Virksomhedspanel, 493 besvarelser, marts 2019

Blandt virksomheder med under 20 medarbejdere findes den største andel, der peger på, at de ønsker uændrede rammer, når det gælder betalingsbetingelser. Fælles for alle virksomheder på tværs af størrelse er dog, at de ønsker EU-regler og ikke danske særregler, såfremt der skal ændres i lovgivningen.

Hvordan så du helst rammerne omkring betalingsfrister i fremtiden?

Kilde: DI's Virksomhedspanel, 493 besvarelser, marts 2019

De internationalt konkurrenceudsatte virksomheder udviser - ikke overraskende - markant større interesse for en fælles EU-løsning end for hjemmemarkedsvirksomhederne. Ingen af grupperne peger dog på danske særregler som den foretrukne løsning.

Hvordan så du helst rammerne omkring betalingsfrister i fremtiden?

Kilde: DI's Virksomhedspanel, 493 besvarelser, marts 2019

Det er vigtigt at tage højde for disse resultater i forhold til diskussionen af eventuelle tiltag, der kan understøtte en fair og rimelig betalingskultur og fremme virksomhedernes konkurrenceevne. Flere virksomheder nævner således eksplicit, at de ikke ønsker danske særregler på området, da det vil svække deres konkurrenceevne, hvis deres udenlandske konkurrenter kan forhandle betalingsbetingelser, og danske virksomheder ikke kan.

De danske regler

I Danmark har man i forhold til aftaler indgået mellem virksomheder implementeret EU’s Late Payment-direktiv i renteloven, således at der som udgangspunkt gælder en betalingsfrist på 30 dage. Man har dog fastholdt aftalefriheden, således at køber og sælger konkret kan aftale en længere betalingsfrist, der dog ikke må være urimelig over for sælger.

Vurderingen af om en konkret aftale kan betegnes som værende ”urimelig” i B2B-forhold skal ske via domstolene i lyset af ”urimeligheds”- princippet i Aftalelovens § 36.

Enkelte små virksomheder giver udtryk for, at de med succes aktivt henviser til rentelovens bestemmelser, når de ønsker kortere betalingsfrister ved kunderne. Dette synes dog ikke at være en udbredt praksis blandt de små virksomheder.

Erfaringer fra andre lande

Nedenfor er skitseret en række tiltag, som andre EU-medlemslande har forsøgt sig med på området. Tiltagene strækker sig fra frivillige tiltag til decideret regulering.

Et tiltag til at fremme betalingskulturen blandt virksomheder kunne være øget debat om rimelige betalingsfrister samt en indsats for at udbrede de gode eksempler og erfaringer relateret til forhandlinger, der kunne klæde særligt de mindre virksomheder bedre på i forhold til at forhandle længden af betalingsvilkår med deres kunder.

I Sverige og Holland har man med en vis succes arbejdet med en form for et etisk kodeks, hvor virksomheder forpligter sig til at betale deres leverandører indenfor rimelig tid eller indenfor en på forhånd fastlagt frist. Ved et sådant tiltag bevares den grundlæggende aftalefrihed mellem parterne.

I Storbritannien vedtog regeringen i 2017 en lovgivning, der stiller en række transparenskrav til større virksomheder. Der stilles krav om offentliggørelse af rapporter, der bl.a. indeholder oplysninger om deres standard betalingsfrister, korteste og længste betalingsfrister, hvordan ændringer i betalingsfrister forudgående diskuteres med leverandørerne, om virksomheden har tilmeldt sig et branchekodeks omkring betalingsfrister samt statistik over andel af fakturaer, der betales inden 30 dage, mellem 31-60 dage og efter 61 dage.

Reguleringen i Europa er baseret på et EU-direktiv fra 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (Late Payment direktiv). Direktivet er et minimumsdirektiv og giver derfor en vis grad af fleksibilitet i de enkelte medlemsstater.

Implementeringen af direktivet i andre medlemslande giver ikke et entydigt billede. Nogle lande fastholder – ligesom Danmark – aftalefriheden på området, hvorimod andre lande har indsat et loft i national lovgivning for længden af betalingsfrister i aftaler mellem virksomheder. Eksempelvis har Østrig og Spanien indført et loft på maksimalt 60 dage, og i Tyskland er loftet på 30 dage.

De danske regler

I Danmark har man i forhold til aftaler indgået mellem virksomheder implementeret EU’s Late Payment-direktiv i renteloven, således at der som udgangspunkt gælder en betalingsfrist på 30 dage. Man har dog fastholdt aftalefriheden, således at køber og sælger konkret kan aftale en længere betalingsfrist, der dog ikke må være urimelig over for sælger.

Vurderingen af om en konkret aftale kan betegnes som værende ”urimelig” i B2B-forhold skal ske via domstolene i lyset af ”urimeligheds”- princippet i Aftalelovens § 36.

Enkelte små virksomheder giver udtryk for, at de med succes aktivt henviser til rentelovens bestemmelser, når de ønsker kortere betalingsfrister ved kunderne. Dette synes dog ikke at være en udbredt praksis blandt de små virksomheder.

Erfaringer fra andre lande

Nedenfor er skitseret en række tiltag, som andre EU-medlemslande har forsøgt sig med på området. Tiltagene strækker sig fra frivillige tiltag til decideret regulering.

Et tiltag til at fremme betalingskulturen blandt virksomheder kunne være øget debat om rimelige betalingsfrister samt en indsats for at udbrede de gode eksempler og erfaringer relateret til forhandlinger, der kunne klæde særligt de mindre virksomheder bedre på i forhold til at forhandle længden af betalingsvilkår med deres kunder.

I Sverige og Holland har man med en vis succes arbejdet med en form for et etisk kodeks, hvor virksomheder forpligter sig til at betale deres leverandører indenfor rimelig tid eller indenfor en på forhånd fastlagt frist. Ved et sådant tiltag bevares den grundlæggende aftalefrihed mellem parterne.

I Storbritannien vedtog regeringen i 2017 en lovgivning, der stiller en række transparenskrav til større virksomheder. Der stilles krav om offentliggørelse af rapporter, der bl.a. indeholder oplysninger om deres standard betalingsfrister, korteste og længste betalingsfrister, hvordan ændringer i betalingsfrister forudgående diskuteres med leverandørerne, om virksomheden har tilmeldt sig et branchekodeks omkring betalingsfrister samt statistik over andel af fakturaer, der betales inden 30 dage, mellem 31-60 dage og efter 61 dage.

Reguleringen i Europa er baseret på et EU-direktiv fra 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (Late Payment direktiv). Direktivet er et minimumsdirektiv og giver derfor en vis grad af fleksibilitet i de enkelte medlemsstater.

Implementeringen af direktivet i andre medlemslande giver ikke et entydigt billede. Nogle lande fastholder – ligesom Danmark – aftalefriheden på området, hvorimod andre lande har indsat et loft i national lovgivning for længden af betalingsfrister i aftaler mellem virksomheder. Eksempelvis har Østrig og Spanien indført et loft på maksimalt 60 dage, og i Tyskland er loftet på 30 dage

Relateret