Flere end 300.000 udenlandske lønmodtagere
I oktober 2022 var der for første gang mere end 300.000 udenlandske lønmodtagere i Danmark opgjort i fuldtidspersoner. Dermed er hver ottende lønmodtager i Danmark i dag udlænding. For ti år siden var det kun hver femtende.
I oktober 2022 var der for første gang mere end 300.000 udenlandske lønmodtagere på det danske arbejdsmarked målt i fuldtidspersoner. Helt præcist var antallet 300.641 ifølge tal fra jobindsats.dk. Det er kun lidt over fem år siden, at antallet af udenlandske lønmodtagere rundede 200.000 for første gang. I gennemsnit har der været en vækst på 18.000 fuldtidspersoner om året i perioden fra oktober
2017 og frem til nu. Især i det seneste år har fremgangen været stor
med en tilvækst på 32.000 fuldtidspersoner.
Udviklingen understreger hvor vigtige udlændinge er blevet for arbejdsmarkedet i Danmark. For ti år siden var det kun hver femtende
lønmodtager i Danmark, der havde udenlandsk statsborgerskab. I
dag er det hver ottende. I mange brancher er andelen dog meget højere,
mens andelen til gengæld er lav i den offentlige sektor. Blandt
de mere end 800.000 i branchegruppen Offentlig administration,
undervisning og sundhed var det kun 6 pct., der var udlændinge.
Det er kun halvt så meget som andelen i alle brancher. Ser man på
brancherne uden for den offentlige sektor kommer udlændinges andel
derfor helt op 15 pct.
Andelen af udlændinge er allerhøjest i Landbrug, skovbrug og fiskeri
med 38 pct. og i Hoteller og restauranter med 31 pct. Også i
den sammensatte branche Rejsebureau, rengøring o.a. operationel
service er andelen af udlændinge høj med 28 pct. Her er det især
rengøringsbranchen, som driver den høje andel af udlændinge.
Handel, Industri og Bygge og anlæg er de tre største overordnede
branchegrupper i den private sektor. Her var andelene af udlændinge
henholdsvis 10 pct. (Handel), 15 pct. (Industri) og Bygge og
anlæg (16 pct.).