Danske virksomheder er vilde med Sydøstasien
Sydøstasien er en vækstmagnet for danske virksomheder: Eksport og import er mere end fordoblet siden 2015. Investeringer samt antal datterselskaber i regionen når nye højder. Et innovativt erhvervsvenligt klima, en veluddannet befolkning og færre amerikanske og europæiske toldrestriktioner gør regionen ideel for virksomheder med en China+1 strategi.
Sydøstasien er en region i kraftig vækst, og danske virksomheder retter i stigende grad blikket mod mulighederne her. Importen fra de sydøstasiatiske lande—Filippinerne, Indonesien, Malaysia, Singapore, Thailand og Vietnam—er siden 2015 vokset med 125 procent og nærmer sig nu importniveauet fra Kina på knap 80 mia. kr. Dette gør regionen til en af de hurtigst voksende handelspartnere for Danmark.
Det øgede engagement skyldes flere faktorer: En stærk økonomisk vækst og dynamisk handelsaktivitet, et attraktivt investeringsklima og en veluddannet, engelsktalende arbejdsstyrke. Lønningerne i regionen ligger også fortsat betydeligt under niveauet i andre markeder, hvilket øger konkurrenceevnen. Samtidig lukrerer Sydøstasien på den stigende geopolitiske uro mellem USA og EU på den ene side overfor Kina på den anden side. Investeringer i Sydøstasien og handel med landene giver eksempelvis mulighed for at slippe uden om amerikansk straftold på kinesiske varer, hvilket gør regionen ekstra attraktiv for danske investeringer.
Sydøstasien efterspørger også danske varer og tjenester. Siden 2015 er den danske eksport til regionen vokset markant. Eksporten til de sydøstasiatiske lande vokset med over 100 procent og udgør nu næsten 65 mia. kr. Samtidig er eksporten til Kina er steget med 71 procent, og Danmark har nu som et af de få lande i EU et handelsoverskud i forhold til Kina. Dette gør Sydøstasien inkl. Kina til Danmarks tredjestørste eksportmarked (hvis man ser de seks lande samt Kina under ét), kun overgået af EU og USA.
Danske virksomheder etablerer sig i høj grad i Sydøstasien
Det er ikke kun dansk samhandel med Sydøstasien, der er stigende. Flere danske virksomheder etablerer sig også permanent i regionen. Antallet af danske datterselskaber i de sydøstasiatiske lande er vokset markant siden 2015 og nåede i 2022 næsten 600 selskaber med omkring 160.000 ansatte, sammenlignet med ca. 80.000 ansatte i USA. Der er nu flere danske datterselskaber i Sydøstasien end i Kina. Det betyder dog ikke, at virksomhederne vender Kina ryggen. Antallet af datterselskaber i Kina har holdt sig stabilt siden 2015. Dette understreger, at danske virksomheder ikke nødvendigvis vælger mellem Kina og Sydøstasien, men ser muligheder i begge markeder og derfor differentierer sig over begge.
Den øgede danske tilstedeværelse i Sydøstasien afspejles også i de direkte investeringer. De danske investeringer i "Øvrige Asien" (Asien eksklusiv Kina og Indien) ligger nu næsten på niveau med USA, trods markant vækst i de danske investeringer i USA de seneste år.1 Danske virksomheder investerer årligt tæt på 230 mia. kr. i regionen. Til sammenligning er investeringerne i Kina stagneret og ligger i de seneste år på under 50 mia. kr. årligt.
Danske virksomheders øgede interesse for Sydøstasien bekræftes af DI's virksomhedspanel. Her angav over 40 procent af de 289 virksomheder med internationalt engagement i marts 2024, at de planlægger at øge deres tilstedeværelse i øvrige Asien som en reaktion på de seneste års uroligheder. Kun ca. 10 procent svarede, at de vil mindske deres engagement i regionen. Omvendt er der en betydelig andel virksomheder, der vil reducere deres engagement i Mellemøsten, mens omtrent lige mange virksomheder planlægger at øge som at reducere deres engagement i Kina. Danske virksomheder øger således i høj grad engagementet i regioner med lav geopolitisk usikkerhed og stabile politiske relationer.
Sydøstasien vokser i hastigt tempo
Flere faktorer driver danske virksomheders stigende engagement i Sydøstasien. Først og fremmest er regionen præget af høj vækst, der klart overgår de globale og vestlige niveauer. Ifølge prognoser fra Oxford Economics forventes de gennemsnitlige BNP-vækstrater i perioden 2024-2029 at ligge på næsten 6 procent i Vietnam og Filippinerne og omkring 3 procent i Singapore. Til sammenligning forventes væksten i USA at være lige over 2 procent og kun 1,5 procent i EU.
Desuden styrkes Sydøstasiens globale forbindelser markant. Oxford Economics anslår, at samhandelen med resten af verden i perioden 2024-2029 vil vokse med op til 7 procent årligt i Vietnam og omkring 3 procent i Singapore.
Sydøstasien er en oplagt destination for ”China+1” strategi
Den senere tids geopolitiske uro, herunder potentiel handelskrig mellem USA og Kina, har fået flere virksomheder til at overveje at etablere sig i andre lande end kun Kina. Her har Sydøstasien hyppigt været nævnt som en oplagt mulighed for at slippe uden om vestlig straftold og fastholde de generelt gode erhvervsvilkår, som man også kender fra Kina. Det reflekteres i andelen af danske virksomheder med datterselskaber i Kina, der samtidigt har datterselskaber i Sydøstasien. I 2015 havde 25 procent af danske virksomheder med datterselskaber i Kina også et datterselskab i Sydøstasien. I 2022 er det tal steget til 31 procent. Givet de seneste års urolighe-der må det forventes, at dette tal er endnu højere i 2024.
Den stigende andel af virksomheder med datterselskaber i både Kina og Sydøstasien er ikke alene en tendens efter 2020, men er sket løbende siden 2015. At Sydøstasien er en attraktiv destination for virksomheder er således ikke udelukkende i kraft af geopolitisk uro, men i høj grad også et fordelagtigt erhvervsklima.
Sydøstasiens konkurrencedygtighed
I den første fase, hvor virksomheder begyndte at etablere sig i Sydøstasien, var de lave lønninger en vigtig drivkraft. Regionens lande har en ung befolkning med høje uddannelsesniveauer og gode engelskkundskaber, dels på grund af tidligere koloniforhold til Storbritannien. Dette reducerer sprogbarriererne betydeligt og letter integrationen for internationale virksomheder.
I dag er regionen blevet specialiseret i avancerede teknologier som elektronik, IT og grøn energi, hvilket gør den til et attraktivt marked for virksomheder inden for innovationstunge sektorer. Investeringerne i regionen er også betydelige: Som andel af BNP udgør investeringerne 26 procent, sammenlignet med 21 procent i EU og USA. Desuden har flere lande i regionen proaktive strategier for digitalisering og innovation. Flere regeringer arbejder målrettet på at tiltrække udenlandske investeringer gennem økonomiske incitamenter og forbedring af infrastrukturen.
Overordnet set er Sydøstasien en yderst konkurrencedygtig destination for virksomheder. Ifølge World Competitiveness Center's IMD-ranking for 2024, som vurderer landenes konkurrencedygtighed på flere centrale parametre, ligger Singapore på førstepladsen globalt, tæt fulgt af Danmark på tredjepladsen. Kina kommer ind som nummer 14, tæt på USA (nr. 12).
Andre sydøstasiatiske lande som Thailand, Malaysia og Indonesien ligger omkring 30. pladsen blandt de 67 lande i undersøgelsen, hvilket placerer dem på niveau med europæiske økonomier som Tyskland og Frankrig. Denne placering understreger, at Sydøstasien generelt kan måle sig med Vesten, når det kommer til konkurrenceevne, men ligger altså stadig bag Kina. Desuden scorer flere lande i regionen højt på parametre som digital infrastruktur, økonomisk effektivitet og forretningsvenlighed, som gør regionen attraktiv for investorer og virksomheder, der ønsker en stabil base i Asien. Kombineret med den høje vækst og politiske stabilitet er Sydøstasien en oplagt destination for langsigtede investeringer.
Fodnote
- Danske investeringer i de enkelte sydøstasiatiske lande er desværre ikke tilgængelige, hvorfor der her kun bruges data for Asien fratrukket Indien og Kina.