Analyser

Virksomheder oplever færre udfordringer med hybridledelse i 2024

Hybridledelse giver færre udfordringer i 2024 end i 2022, men halvdelen af de adspurgte virksomheder oplever fortsat, at ledere er usikre om ansattes effektivitet på hjemmearbejdspladsen.

I 9 ud af 10 virksomheder har de ansatte mulighed for at arbejde hjemmefra i mere eller mindre faste intervaller. Det sætter nye krav til ledelse på den hybride arbejdsplads.

Anm.: Baseret på 217 respondenter i 2022 og 223 respondenter i 2024. Respondenterne kunne angive flere svar.

Fra 2022 til 2024 er usikkerhed om de ansattes effektivitet på arbejdspladsen blevet den største udfordring i forbindelse med hybridledelse. I 2022 svarede 42 pct. af virksomhederne, at de oplevede usikkerhed om effektiviteten. Det var dermed den fjerdestørste udfordring i 2022. Sammenlignet er dette tal steget til 48 pct. i 2024 og udgør dermed den største udfordring med hybridledelse i år.

De to største udfordringer med hybridledelse i 2022 var indsigt i de ansattes ve og vel, når man ser dem mindre samt at få et godt kollegialt samarbejde. Begge var en udfordring hos to ud af tre virksomheder i 2022. Begge udfordringer er faldet i 2024. I 2024 er udfordringer med at opnå indsigt i de ansattes ve og vel faldet med 19 procentpoint, mens udfordringer med at få et godt kollegialt samarbejde er faldet med 26 procentpoint i 2024.

I forlængelse heraf er også udfordringer med at få fordelt og koordineret opgaverne, når medarbejderne ikke er til stede hele tiden blevet halveret fra 2022 til 2024, hvilket udgør et fald på 15 procentpoint.

Fælles for respondenterne i undersøgelsen fra 2024 er dog, at der generelt er færre virksomheder, der oplever, at lederne er udfordrede af hybridarbejde. Alle kategorier på nær én er faldende fra undersøgelsen i 2022 til undersøgelsen i 2024. Det afspejler sig også i andelen af virksomheder, der ikke oplever nogle umiddelbare udfordringer. Denne er gået fra 5 pct. i 2022 til 13 pct. i 2024.

I 2024 har vi også spurgt ind til andre potentielle udfordringer, som vi ikke målte på i 2022. Herunder svarer f.eks. hver fjerde respondent, at manglende kompetencer til at lede hybridarbejde er en af ledelsens udfordringer.

Kompetencer i nærværende og tillidsbaseret ledelse

Selv om der generelt opleves færre udfordringer med ledelse på den hybride arbejdsplads, så mener 61 pct. af virksomhederne, at ledere og chefer har brug for at udvikle kompetencer i nærværende ledelse på distancen.

Halvdelen af respondenterne svarer, at der mangler kompetencer i tillidsbaseret ledelse, mens 44 pct. svarer, at lederne og cheferne har brug for at udvikle sine kommunikationskompetencer.

Anm.: Baseret på 223 respondenter. Respondenterne kunne angive flere svar. 2. pct. svrede "Andet", og 17 pct. svarede "Ved ikke".

Fakta om DI’s Future of Work undersøgelse

Virksomhederne har de seneste år fået nye erfaringer og kompetencer med øget hjemmearbejde og hybride arbejdsformer. Formålet med undersøgelsen er at klarlægge, hvilke tendenser vi ser inden for fremtidens arbejdsformer.

Spørgeskemaet blev sendt til 979 DI-medlemmer på tværs af brancher. Rapporten baseres på svar fra 265 virksomheder, der deltog i perioden den 22. februar til den 8. marts 2024.

Undersøgelsen blev sendt ud til relevante personer, der har indsigt i deres virksomheds udvikling i hybride arbejdsformer. Denne analyse har fokus på ledelse på den hybride arbejdsplads.

Christine Secher

Christine Secher

Fagleder, Tværgående projekter & kommunikation, Future of Work

  • Direkte +45 3377 4769
  • Mobil +45 2976 2320
  • E-mail chse@di.dk

Relateret indhold