Analyser

Danmarks klimaaftryk lokalt og globalt

I Danmark har vi nogle af verdens mest ambitiøse klimamål. Vi skal reducere vores CO2-udledninger med 70 pct. i 2030 ift. 1990, og i 2045 skal vi være klimaneutrale.

3 december 2024

Fokus på globale klimamål
I regeringsgrundlaget fra 2022 fremgår det, at regeringen vil sætte større fokus på det globale. Vi er et lille land, og vores udledninger alene svarer til 1 promille af verdens udledninger. Det betyder, at vi skal være ambitiøse i forhold til at reducere vores egne udledninger, men det er også vigtigt, at vi kigger ud over horisonten mod resten af verden og forholder os til vores globale påvirkning. Der skal i 2025 sættes nyt klimamål for 2035, og her er det oplagt, at der også kigges mod det globale.

Danske virksomheder gør en aktiv indsats
Danske virksomheder arbejder i dag intensivt med at sænke deres fodaftryk. Mange arbejder med at sætte vidensbaserede mål for at sænke udledninger i både scope 1, 2 og 3, fx gennem SBTI’er (Science Based Targets), og endnu flere skal med.

Eksporten af grøn teknologi og grønne løsninger leder allerede i dag til store CO2-reduktioner uden for landets grænser, og potentialet er større endnu. Men hvis vi virkelig skal gøre en forskel både lokalt og globalt, kræver det fokus på skalering og udbredelse af de grønne løsninger.

Mål på tværs af grænser kan være svære
Det kan være kompliceret at regne på CO2-udledninger og potentialer på tværs af landegrænser og kontinenter. Der er efterhånden enighed om en metode, men det er antagelsestungt, og valide data kan være svære at få fat på. DI har derfor udarbejdet en analyse, der ser på, hvilke elementer der indgår i forskellige tilgange til opgørelsen af klimaaftryk.

Som konsekvens af den større usikkerhed i opgørelser anbefaler DI, at der sættes pejlemærker for de forbrugsbaserede udledninger samt for eksportens klimanytte.

Læs mere om DI’s anbefalinger på det globale område:
Danmark som globalt, grønt foregangsland

 

Relateret indhold