Kæmpe potentiale i at flytte behandlinger og kontroller for patienter med kroniske sygdomme til hjemmet

Gennem de seneste år er antallet af ambulante besøg på hospitalet for patienter med kroniske sygdomme steget. Patienter med kroniske sygdomme har flere ambulante behandlinger på hospitalet end den resterende befolkning – også hvis der tages højde for køn og alder.

Hvis man kun ser på de ”ekstra” besøg patienter med kroniske sygdomme har på hospitalet i forhold til en sammenlignelig del af befolkningen og samtidig forestiller sig, at man kunne flytte blot en femtedel af disse til hjemmet, så er det mere end 300.000 besøg, der flyttes fra hospitalet til hjem.¹  

I gennemsnit koster de godt 300.000 ambulante besøg knap 4.700 kr. pr. besøg.² Samlet set betyder det, at der potentielt kan frigøres op til ca. 1,4 mia. kr. I denne beregning er der ikke medtaget omkostninger til behandlingen i hjemmet, som blandt andet vil kræve udstyr til behandling, oplæring af patienterne i at anvende udstyret, adgang til fjernkonsultationer og medicinsk behandling og vurdering af eventuelle resultater. De 1,4 mia. kr. skal derfor ikke ses som et besparelsespotentiale, men som den ene side af ligningen, hvis man flytter behandlinger til hjemmet. DI har ikke et skøn for omkostningerne ved at flytte behandlingerne.

Det er især inden for diabetes II, KOL og astma, at potentialet ved at flytte ambulante besøg på hospitalerne til hjemmet er stort, da det er sygdomme, som mange lider af. Det betyder, at hvis man bare flytter nogle få behandlinger til hjemmet i gennemsnit, så vil det have stor betydning.

Fordelene ved hjemmebehandling er i høj grad, at patienter generelt føler større tryghed ved at kunne foretage standardiserede kontroller i hjemmet samtidig med ³, at det frigør arbejdstid på hospitaler. Den frigjorte tid kan også bruges til at styrke behandlingen af den gruppe af patienterne, der ikke kan bruge hjemme-behandlingsløsninger.

I takt med, at de teknologiske løsninger bliver flere, så vil det på sigt formentlig blive muligt at rykke endnu flere behandlinger og kontroller fra hospitalerne til hjemmet.

Ser man på de forskellige former for kroniske sygdomme, så er der relativt stor forskel på, hvor mange ”ekstra” ambulante besøg patienterne har på hospitalerne i forhold til en sammenlignelig del af befolkningen. Astmapatienter har ca. 0,6 flere ambulante besøg om året end generelt, mens patienter, der lider af leddegigt, har 3-4 flere ambulante besøg om året. 

Det gælder generelt, at der er flest ambulante besøg i forbindelse med, at sygdommen bliver identificeret i data (år 0). I de efterfølgende fem år (som er dem analysen er baseret på) ⁴,⁵ bliver der løbende færre ambulante besøg på hospitalerne – men stadig flere end for en sammenlignelig befolkningsgruppe. Det viser, at potentialet ved at flytte behandlinger til hjemmet også er stort, når den kroniske sygdom er blevet ”hverdag”. 

Sådan har vi gjort

Vi har i analysen taget udgangspunkt i data fra BIS – Beregner for investeringer i sundhed. Her er der data for otte kroniske sygdomme, som indgår i Register for udvalgte kroniske sygdomme og svære psykiske lidelser (RUKS). Vi har valgt ikke at medtage demens i denne analyse, da de har færre ambulante besøg end den sammenlignelige befolkningsgruppe. Og da vi anvender denne forskel til at beregne potentiale ved hjemmebesøg, så giver det ikke mening at medtage demens.

Vi fokuserer udelukkende på ambulante besøg på somatiske hospitaler. Det vil sige, at vi f.eks. ikke ser på omkostninger til receptpligtig medicin, konsultationer hos almen praktiserende læge eller akutte indlæggelser. 

Der er set på prævalente (eksisterende) patienter, hvor år 0 er det år, hvor de er identificeret. Der er i modellen data for år -2 til år 5. Vi vælger alene at beregne en effekt for år 1 til år 5, da det er her det vurderes, at der er (nemmest) mulighed for at flytte behandlinger til hjemmet. 

I beregningerne ses på forskellen mellem antallet af ambulante besøg for patienter med kroniske sygdomme i forhold til en sammenlignelig befolkningsgruppe (alder og køn), som ikke har den kroniske sygdom. For at give en illustration af potentialet ved hjemmebehandlinger, så antages det, at hver femte besøg kan flyttes til hjemmet. 

I figuren nedenfor ses metoden i beregning for en patient med leddegigt. Der er her set på år 1 efter, at patienten er identificeret i data. Det ses, at patienten med kroniske sygdomme har 7,1 ambulante besøg på hospitalet, mens en sammenlignelig befolkningsgruppe har 2,9 besøg. Det vil sige, at patienten med kroniske sygdomme har 4,2 flere ambulante besøg dette år. Det er dette tal, der beregnes potentiale ud fra (en femtedel i denne analyse). Denne beregning gentages for de medtagne kroniske sygdomme for år 1 til år 5 og ganges med populationen af patienter med kroniske sygdomme taget fra BIS. Til sidst anvendes gennemsnittet af potentialerne for den enkelte patient, så vi ikke tæller kronikerne med flere gange.

Antallet af behandlinger, der kan flyttes til hjemmet, kan potentielt blive overvurderet, da der ikke tages højde for multikronikere. Det vil sige, at personer kan tælle med to gange. 

Derudover er der heller ikke data for antallet af ambulante besøg efter år 5. Hvis de fortsætter med at konvergere mod en tilsvarende befolkningsgruppe, så vil antallet af besøg, der kan flyttes til hjemmet ligeledes blive overvurderet. 

Det vurderes dog ikke, at disse to effekter har betydning for analysen, da det netop er en analyse, som viser et potentiale – hvor der på sigt må forventes at kunne flyttes mere end hver femte besøg til hjemmet.

Fodnoter

1. Der er i data fra BIS en specifik pris på de forskellige behandlinger og sygdomme. Her er der beregnet den gennemsnitlige på tværs af sygdommene. Se yderligere forklaring sidst i analysen på de "ekstra" besøg.
2. Der er her anvendt de årlige gennemsnitlige omkostninger fra BIS ved ambulante besøg på hospitalerne. De er efterfølgende fordelt på antallet af ambulante besøg på hospitalerne.
3. Se eksempelvis denne undersøgelse om KOL-patienter, der behandles i eget hjem: Undersøgelse: Patienter med KOL vil gerne behandles i eget hjem (sundhedspolitisktidsskrift.dk).
4. År O bliver ikke medtaget, da det er antaget, at der er flere besøg i det første år med sygdommen, hvor det er påkrævet, at man kommer på hospitalet. De efterfølgende år er medtaget, da det her er vurderet, at der blandt andet er flere løbende kontroller, der kan klares fra hjemmet.
5. Hvis man også ser bort fra år 0, så vil det i stedet være godt 230.000 færre ambulante besøg og et potentielt frigjort beløb på 1,1 mia. kr.