Dækningsafgiftsudfordringen for danske virksomheder lokalt

Denne udvikling rejser spørgsmål om dækningsafgiftens rimelighed og dens konsekvenser for konkurrenceevnen og lokal økonomisk aktivitet.

Efter ikrafttrædelsen af den nye erhvervsejendomsbeskatning har flere danske kommuner oplevet en markant stigning i provenuet fra dækningsafgiften i perioden 2023-2025. Denne udvikling skyldes primært den gradvise indfasning af de nye og højere ejendomsvurderinger, som har medført, at virksomheder i flere kommuner nu står over for væsentligt forhøjede skattebetalinger - ikke som følge af øget aktivitet eller indtjening, men som konsekvens af ændrede tekniske vurderingsprincipper¹.

I de kommuner, hvor der i forvejen opkræves dækningsafgift, fungerer denne skatteform nu i praksis som en automatisk eskalerende ekstraskat på erhvervslivet – uden at kommunalbestyrelserne nødvendigvis har taget aktiv stilling til den forøgede byrde. Dette rejser en grundlæggende diskussion om rimeligheden og hensigtsmæssigheden af dækningsafgiften som et skatteinstrument i moderne erhvervspolitik.

For tre ud af fire kommuner, der opkræver dækningsafgift, ligger den samlede erhvervsejendomsskattepromille over landsgennemsnittet, mens den rene grundskyldspromille ligger under - se figur 1. Der sker således i kommuner, der opkræver dækningsafgift, en overnormal beskatning af virksomheder ift. borgere sammenlignet med kommuner, der ikke opkræver dækningsafgift.

Dette er særligt udtalt i kommuner som Brøndby, Gentofte, København, Lyngby-Taarbæk og Gladsaxe, der alle, jf. figur 1, ligger væsentligt over landsgennemsnittet, når det kommer til den samlede erhvervsejendomsskattepromille og samtidig opkræver en dækningsafgift, der er mere end eller næsten to gange større end grundskylden - se figur 2.

Det er uhensigtsmæssigt af en række årsager, men tre centrale grunde springer i øjnene. For det første skaber afgiften geografisk skævvridning og konkurrenceforvridning mellem virksomheder i forskellige kommuner. For det andet underminerer afgiften virksomhedernes konkurrenceevne og deres mulighed for at bidrage til lokal vækst. For det tredje modarbejder afgiften kommunernes langsigtede interesser ved at mindske deres evne til at fastholde og tiltrække erhvervsliv og investeringer.

Utilsigtede konsekvenser

Indledningsvist er det dog værd lige at løfte blikket fra de konkrete afgifts- og skattesatser og se på, hvad omlægningen har haft af utilsigtede konsekvenser for de enkelte kommuners budgetter. Samlet set gælder det, at for en tredjedel af de kommuner, der opkræver dækningsafgift, har provenueffekten af omlægningen af ejendomsskatterne været negativ, mens det for to tredjedele gælder, at de har fået et merprovenu, når man sammenligner budgetterne for 2023 med 2025.

Figur 3 viser provenueffekterne for de to tredjedele af virksomhederne, der har oplevet en samlet stigning i provenuet fordelt på henholdsvis grundskyld og dækningsafgift.

Som det fremgår af figur 3, er det især stigninger i dækningsafgiften, der driver den samlede fremgang i provenuet. Det viser, at der sker en forskydning af den samlede ejendomsskattebyrde over imod erhvervslivet. Ser man bredt på alle de kommuner, der har oplevet et stigende provenu fra dækningsafgiften, og som samtidig har oplevet et fald i provenuet fra grundskylden (14 ud af 32 kommuner), er denne tendens meget tydelig - se figur 4.

Geografisk skævvridning og konkurrenceforvridning mellem virksomheder

Dækningsafgiften opkræves kun i en del af landets kommuner - typisk de større byer og kommuner med høje erhvervsejendomsvurderinger - mens andre kommuner helt har afskaffet eller aldrig indført afgiften. Resultatet er en betydelig forskel i den samlede skattebyrde, som virksomheder pålægges, alene baseret på deres geografiske placering. En virksomhed, der driver aktivitet i en kommune med høj dækningsafgift, kan stå over for store ekstra skattebetalinger hvert år sammenlignet med en tilsvarende virksomhed i en nabokommune uden afgiften.

Dette er blevet endnu mere udtalt efter omlægningen af erhvervsejendomsbeskatningen, hvor nye vurderinger i flere tilfælde har givet kraftige stigninger i den afgiftspligtige ejendomsværdi. Virksomheder, som ikke har ændret deres drift eller øget deres arealforbrug, oplever alligevel stigende skattebyrder, hvilket skaber en urimelig og konkurrenceforvridende situation på tværs af kommunegrænserne. Det undergraver både retfærdigheden i erhvervsbeskatningen og virksomhedernes mulighed for at træffe rationelle lokaliseringsbeslutninger.

Figur 5. illustrerer de kommunale forskelle i det samlede erhvervsejendomsskatteniveau. Som det fremgå af kortet, er det tydeligt, at det især er virksomhederne i kommunerne i Hovedstadsområdet, der betaler høje ejendomsskatter sammenlignet med det øvrige Danmark, men der er også andre steder i landet hvor skattetrykket er væsentligt over gennemsnittet. Det gælder fx Kolding, Randers, Kalundborg, Varde og Lolland kommune hvor erhvervsejendomsskatteniveauet er væsentligt højere end i de omkringliggende kommuner.

Svækket konkurrenceevne og hæmmet lokal erhvervsudvikling

Dækningsafgiften fungerer i praksis som en flad ekstraskat på at eje eller benytte erhvervsejendom - uafhængigt af virksomhedens indtjening eller branche. Dette gør den særlig problematisk for små og mellemstore virksomheder med lavere overskudsmargener, hvor faste omkostninger spiller en større rolle for driftsøkonomien.

Ændringerne i beskatningsgrundlaget for dækningsafgiften fra ejendomsværdien (forskelsværdien) til grundværdien har endvidere betydet, at virksomheder, der er mere pladskrævende og mindre kapitalintensive, beskattes relativt hårdere end det var tilfældet, hvorimod højteknologiske, videnstunge og kapitalintensive virksomheder beskattes lavere.

Afgiften mindsker virksomhedernes råderum til at investere i udvikling, rekruttering og grøn omstilling, og bidrager til at gøre visse kommuner mindre attraktive for nye virksomheder.

Samlet set budgetterer kommunerne i 2025 med et merprovenu fra dækningsafgiften på 628 mio. kr., som alene betales af virksomheder, og et fald i grundskyldsprovenuet på ca. 313 mio. kr., hvoraf den overvejende del vil komme private boligejere til gode. Bundlinjen er, at dækningsafgiften repræsenterer en ekstraskat på private virksomheder i kommunerne.

For kommuner, der gerne vil styrke lokal jobskabelse, innovation og bæredygtig vækst, virker dækningsafgiften derfor kontraproduktivt. Den lægger en ekstra byrde på de virksomheder, som netop er nødvendige for at realisere disse mål. Afgiften kan desuden føre til geografisk udtynding af erhvervsområder og tomgang i erhvervsejendomme, hvis virksomheder vælger at flytte aktiviteter til billigere kommuner.

Kortsigtet indtægt – langsigtede konsekvenser

Selvom stigningen i ejendomsvurderinger har øget dækningsafgiftsprovenuet i flere kommuner i perioden 2023-2025, bør denne udvikling ikke tolkes som en varig gevinst. Provenuet er teknisk betinget og ikke udtryk for en stigning i reel erhvervsaktivitet. Den kortsigtede indtægtsforøgelse risikerer at blive opvejet af langsigtede skadevirkninger: lavere investeringslyst, reduceret jobvækst og udflytning af virksomheder.

I takt med at flere virksomheder bliver opmærksomme på de betydelige forskelle i kommunal erhvervsbeskatning, vokser risikoen for, at dækningsafgiften bliver en lokaliseringsfaktor. Kommuner, der fastholder høje satser, kan derfor opleve et fald i nyetableringer og vækstinitiativer - med tabte indtægter fra både selskabsskat, arbejdsindkomst og lokal handel som følge. Set i dette lys bør kommuner, der aktuelt nyder godt af stigende provenu, overveje, om det i virkeligheden er et udtryk for en midlertidig overophedning - og ikke et bæredygtigt grundlag for langsigtet vækst.

Dækningsafgift fremstår forældet

Dækningsafgiften fremstår i stigende grad som et forældet og uhensigtsmæssigt instrument i en moderne kommunal erhvervspolitik. Med de nye ejendomsvurderinger er de negative konsekvenser for lokale virksomheder blevet tydeligere - ikke mindst i de kommuner, hvor provenuet er steget markant uden tilsvarende politisk stillingtagen.

Selvom selve rammen for erhvervsejendomsbeskatningen er et statsligt anliggende, har kommunerne selv råderet over dækningsafgiften. Det betyder, at de har flere konkrete redskaber til rådighed: De kan sænke afgiftssatsen, indføre en midlertidig lempelse eller helt udfase afgiften over tid. Ved at udnytte disse muligheder kan kommunerne aktivt forbedre deres erhvervsklima, styrke konkurrenceevnen og sende et klart signal til virksomheder om, at lokal tilstedeværelse og jobskabelse prioriteres højere end teknisk drevne merprovenu.

I lyset af den aktuelle udvikling bør kommuner derfor overveje, om det nuværende dækningsafgiftsniveau er i overensstemmelse med deres erhvervspolitiske målsætninger - og i hvilket omfang en justering kan understøtte en mere bæredygtig, lokal vækst.

Fodnoter

1. For den enkelte grundejer kan den model for indfasning, der blev vedtaget i november 2024, betyde at effekterne på den korte bane er begrænsede, mens kommunernes budgetter ikke påvirkes, da staten kompenserer dem i det omfang stigningsbegrænsningen fører til færre indtægter.