Vidensarbejdere og privat forskning har banet vejen for superstjerne-virksomhedernes succes
Superstjerne-virksomhederne styrer dansk økonomi med deres usædvanligt høje evne til at skabe værdi. Øget brug af vidensarbejdere inden for STEM-fagene samt massive investeringer i forskning og udvikling (FoU) er vigtige drivkræfter bag superstjerne-virksomhedernes succes.
De 15-20 største og mest værdiskabende industrivirksomheder i Danmark – også kaldet superstjerne-virksomhederne – er buldret frem de seneste år, og de styrer i stadig større udstrækning udviklingen i dansk økonomi. 1 En af grundstenene til disse virksomheders succes er, at de i højere og højere grad benytter højtuddannet og specialiseret arbejdskraft. Siden 2008 har superstjerne-virksomhederne øget antallet af medarbejdere med en lang videregående uddannelse eller en forskerbaggrund med cirka 15.000, så de i dag beskæftiger knap 22.200 vidensarbejdere i Danmark. Det svarer til lidt over en tredobling i løbet af de seneste 15 år og overstiger dermed antallet af vidensarbejdere i alle de øvrige industrivirksomheder tilsammen, da der her kun er ansat cirka 21.500.
Andelen af vidensarbejdere i superstjerne-virksomhederne er steget særligt kraftigt fra knap 15 pct. 2008 til cirka 29 pct. i 2023, altså en stigning på 14 procentpoint. Til sammenligning er andelen af vidensarbejdere i de øvrige virksomheder i industrien steget fra cirka 3,2 til 8,1 pct., svarende til en stigning på knap 5 procentpoint.
Omkring en tredjedel af vidensarbejderne i superstjerne-virksomhederne har en teknisk baggrund. Den næstmest udbredte uddannelsesretning er samfundsvidenskab, efterfulgt af naturvidenskab. Det svarer i store træk til fordelingen blandt medarbejderne med en lang videregående uddannelse eller en ph.d. i den øvrige industri (ikke vist i figuren). Det er imidlertid værd at bemærke, at STEM-uddannelserne er mere end dobbelt så udbredte blandt de højtuddannede medarbejdere i superstjerne-virksomhederne sammenlignet med resten af industrien. Dette skyldes formentlig, at superstjerne-virksomhederne i højere grad er repræsenteret i brancher, hvor kompetencer inden for STEM-fagene er særligt efterspurgte. 2
Superstjerne-virksomhederne er også kendetegnet ved høj forskningsaktivitet. I 2021 havde superstjerne-virksomhederne i gennemsnit forsknings- og udviklingsaktiviteter for lidt over en kvart mio. kr. per fuldtidsansat. Det er over seks gange mere end i de øvrige industrivirksomheder, som havde forsknings- og udviklingsaktiviteter for knap 40.000 kr. per fuldtidsansat.3 Også når det gælder andre typer af immaterielle aktiver som f.eks. computer-software, brandværdi, patenter, kundenetværk, ledelsesstruktur mv., investerer superstjerne-virksomhederne langt mere end andre industrivirksomheder. Selvom immaterielle aktiver ikke er fysiske eller finansielle, så kan de have en meget stor værdi for en virksomhed.
Med deres øgede brug af vidensarbejdere og massive investeringer i forskning og udforskning trækker superstjerne-virksomhederne dansk økonomi i kraft af høj produktivitet. Superstjerne-virksomhedernes produktivitet steg med hele 5,5 procent om året i perioden 2001-2021. Til sammenligning steg produktiviteten i den øvrige industri med mere beskedne 2,9 procent om året. Superstjerne-virksomhederne har fået så meget luft under vingerne, at de kan rykke det samlede billede og skjule modgang i resten af økonomien. Det er derfor vigtigt at være påpasselig med at bedømme hele erhvervslivet under ét, når den aktive erhvervs-politik skal tilrettelægges.
Sådan har vi gjort
Denne analyse er udarbejdet på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik med udgangspunkt i Regnskabsstatistikken (FIRE) for 2021. Regnskabsstatistikken indeholder oplysninger om blandt andet resultatopgørelse, balance og investeringer for reelt aktive virksomheder i private ikke-finansielle byerhverv.
For at sikre et robust datagrundlag foretages flere datasorteringer på linje med andre studier på området. For det første frasorteres virksomheder med helt eller delvist imputerede regnskabsdata og virksomheder med under én fuldtidsansat. Desuden udelades virksomheder med negativ værditilvækst i indeværende år, året før eller året efter, da der kan være tale om registreringsfejl. Endelig frasorteres virksomheder med lønsumsudgifter eller værditilvækst på nul, da kun reelt aktive virksomheder betragtes som relevante for analysen. I analysen ses der alene på virksomheder i industrien.
Efter de ovennævnte datasorteringer indgår i alt 1.637 virksomhedsobservationer i 2021 i analysen. Superstjerne-virksomhederne er defineret som de 1 procent største virksomheder i industrien, målt på værditilvækst (det drejer sig om 17 virksomheder). I analysen anvendes et balanceret panel, hvilket betyder, at superstjerne-virksomhederne i 2021 følges over tid i hele perioden 2008-2023.
Til at analysere medarbejdersammensætningen i superstjerne-virksomhederne i forhold til andre industrivirksomheder anvendes detaljerede lønmodtagerdata fra e-Indkomst (BFL) for perioden 2008-2023 og uddannelsesdata (UDDA), som indeholder oplysninger om højeste fuldførte uddannelse i samme periode. I 2023 indeholder datagrundlaget oplysninger for i alt ca. 344.000 lønmodtagere i industrien, hvor de godt 76.500 er tilknyttet virksomheder, der defineres som superstjerne-virksomheder i 2021. Heraf havde knap 22.200 personer en lang videregående uddannelse eller en ph.d.
Det bemærkes, at uddannelsesoplysninger for internationale medarbejdere ofte er mangelfulde. Samlet set er der ca. 4 pct. af lønmodtagerne i superstjerne-virksomhederne, hvor der ikke fremgår en uddannelse i 2023, og som derfor ikke er medtaget i optællingen af vidensarbejdere i superstjerne-virksomhederne.
Fodnoter
- Superstjerne-virksomhederne er defineret som de 1 pct. største virksomheder i industrien, målt på værditilvækst. Der tages udgangspunkt i et balanceret panel af superstjerne-virksomheder i 2021 (seneste tilgængelige regnskabsdata), der følges over tid i hele perioden 2008-2023. Datagrundlaget beskrives nærmere nederst i analysen.
- STEM står for Science, Technology, Engineering og Mathematics og dækker over uddannelser inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik.
- Da virksomhedernes investeringer i forskning og udvikling svinger meget fra år til år, har vi også set på udviklingen i de foregående år. Også i dette tilfælde finder vi, at superstjerne-virksomhederne har betydeligt højere forsknings- og udviklingsaktiviteter per fuldtidsansat sammenlignet med de øvrige virksomheder i industrien.