Sådan implementerer virksomhederne generativ AI
35 pct. af virksomhederne, der bruger generativ AI, har implementeret det i hele virksomheden. Halvdelen af virksomhederne har guidelines til sikker brug af teknologien, og mere end hver tredje har implementeret deres eget lukkede system for generativ AI.
Generativ AI er ikke kun for IT-afdelingen
35 pct. af virksomhederne i DI’s medlemsundersøgelse om fremtidens arbejde har implementeret generativ AI (genAI) i hele virksomheden, så alle ansatte kan arbejde med det.
I 20 pct. af virksomhederne har enkelte udvalgte afdelinger adgang til genAI. I fritekst svarer mange af disse virksomheder, at det er inden for HR og marketingafdelingen, de har implementeret det. 16 pct. af virksomhederne har primært implementeret teknologien i deres IT- eller digitaliseringsafdelinger.
Det er således over halvdelen af de virksomheder, som bruger genAI, der arbejder med det i andre afdelinger end IT-afdelingen.
De ansatte kommer godt ombord i datasikkerhed og understøttes af ledelsen samt virksomhedens strategi
De virksomheder, som har implementeret genAI i hele eller dele af virksomheden, har typisk haft fokus på datasikkerhed, strategi for anvendelse og ledelse som drivkraft. Halvdelen af de virksomheder har en guideline til sikker anvendelse af teknologien. I 38 pct. af virksomhederne har de implementeret deres eget lukkede AI- system. Mange virksomheder har således fokus på datasikkerheden ved anvendelse af genAI.
Strategi og ledelse bliver også prioriteret. I 27 pct. af virksomhederne går lederne foran og understøtter læring og anvendelse. Det er også næsten hver tredje virksomhed, der har en strategi for anvendelse af genAI.
Undersøgelsen viser også, at der er en række tiltag, som er mindre udbredt blandt DI’s medlemmer. Bl.a. har 8 pct. af virksomhederne løbende evalueringer af genAI’s betydning for produktiviteten, mens ingen virksomheder evaluerer betydningen for trivslen på nuværende tidspunkt. 7 pct. af virksomhederne har drop-in møder for de ansatte med demonstration af, hvad genAI kan. Derudover har 5 pct. hyret eksterne konsulenter, der støtter afdelinger eller medarbejdere i anvendelsen af teknologien.
Mange virksomheder påpeger i fritekst i undersøgelsen, at de er i et tidligt stadie med genAI. Det har betydning for, hvilke og hvor mange forskellige tiltag virksomhederne anvender til implementering af teknologien.
Få virksomheder har talt om genAI i Samarbejdsudvalget og Arbejdsmiljøorganisationen
Selv om mange virksomheder har implementeret genAI i hele eller dele af virksomheden og har tiltag for at få de ansatte godt ombord i anvendelsen, er det de færreste, der har drøftet det i Samarbejdsudvalget (SU) og Arbejdsmiljøorganisationen (AMO). 6 pct. af virksomhederne svarer, at genAI er blevet diskuteret i SU og/eller AMO. Til sammenligning har 45 pct. af virksomhederne drøftet hybrid- og hjemmearbejde.
Fakta om DI’s Future of Work undersøgelse
Virksomhederne har de seneste år fået nye erfaringer og kompetencer med øget hjemmearbejde og hybride arbejdsformer. Formålet med undersøgelsen er at klarlægge, hvilke tendenser vi ser inden for fremtidens arbejdsformer.
Spørgeskemaet blev sendt til 979 DI-medlemmer på tværs af brancher. I alt deltog 265 virksomheder i undersøgelsen i perioden den 22. februar til den 8. marts 2024.
Denne rapport baseres på svar fra de 110 virksomheder, der har angivet i undersøgelsen, at de bruger generativ AI.
Undersøgelsen blev sendt ud til relevante personer, der har indsigt i deres virksomheds udvikling i hybride arbejdsformer.
Denne analyse har fokus på hjemmearbejde i danske virksomheder.
Future of Work
DI samler viden, inspiration og erfaringer om fremtidens arbejdsplads. Læs her, hvordan nye trends forandrer vores måde at arbejde på, og hvordan virksomhederne griber det an.
Læs mere