Analyser

Følelsen af stress er mere udbredt blandt ledere end medarbejdere

I dansk erhvervsliv er der forskel på, hvor udbredt det er at føle sig stresset alt efter, om du er medarbejder, mellemleder eller leder for en leder – hvor begge former for ledere oftere føler stress. Der er også forskelle på tværs af køn og anciennitet i virksomheden

DI og Ennova har gennemgået næsten 50.000 besvarelser fra trivselsundersøgelser blandt medarbejdere i danske virksomheder med øjnene rettet mod oplevelsen af at føle sig stresset.

Anm.: Baseret på 48.952 besvarelser i 2022 og 2023

Kilde: Ennova og DI

Samlet set føler 16,4 pct. af respondenterne sig stressede. Hvorvidt man har personaleansvar betyder dog noget for, hvor stor en andel, der føler sig stressede. Har man ikke ledelsesansvar er andelen, der føler sig stressede 16 pct., hvilket er lidt mindre end gennemsnittet. Derimod er mellemledere de mest udsatte, hvor 19,4 pct. rapporterer, at de føler sig stressede. Rykker vi en tand op i ledelseshierarkiet til ledere af ledere, så er andelen, der føler sig stressede lidt lavere end for mellemledere – men dog stadig over gennemsnittet. Det virker derfor helt klart, at personaleansvar kan tynge og føre til en større risiko for at føle sig stresset.

Dykker vi videre ned i de bagvedliggende tal, så ses det at kvinder oftere end mænd føler sig stressede. De ligger 0,9 procentpoint højere end gennemsnittet, mens mænd ligger 0,4 procentpoint lavere. 

Anm.: Baseret på 48.952 besvarelser i 2022 og 2023. Der er udeladt data for køn på ledere, da resultaterne ikke er signifikante.

Kilde: Ennova og DI

Skiftes fokus videre til hvor længe man har været ansat på den samme ar-bejdsplads, så ses det tydeligt, at der er færre, der føler sig stressede i de to første år, mens andelen stiger, når deres ”hvedebrødsdage” på arbejdspladsen er overstået. Det ses både for medarbejdere og ledere. Det ses også, at når man har været længere tid på samme arbejdsplads kan risikoen for at føle stress også blive større i takt med, at man bliver mere klar over, at jobbet ikke lever op til de forventninger, som man havde til det, da man skrev under på ansættelseskontrakten. Det er især for medarbejdere uden personaleansvar, at det gør sig gældende. Et eventuelt mismatch mellem arbejdsopgaver og ens egne evner bliver også tydeligere med tiden og kan øge risikoen for følelsen af stress.

Hvor mange personer, der refererer til samme leder som en selv har også betydning for ens risiko for at føle sig stresset. Når din leder har personaleansvar for en stor gruppe medarbejdere (mindst 15), så er risikoen for, at man føler sig stresset mindre. Det gælder især hvis man også selv er leder. Sammenlignet med gennemsnittet er andelen mere end fire procentpoint lavere. En del af forklaringen kan her være at jo flere der er i et team des bedre mulighed er der for at fordele ansvar og opgaver både så det i højere grad kan tilpasses den ansattes evner og ønsker, eller så ansatte nemmere kan aflaste hinanden i pressede situationer.

Sådan har vi gjort

Der er taget udgangspunkt i medarbejdertilfredshedsundersøgelser blandt ansatte i danske virksomheder fra 2022 og 2023 gennemført af Ennova. Analysen er baseret på svar fra 48.958 respondenter.

Respondenterne er blevet spurgt om hvor ofte de føler sig stressede, hvor respondenter, der svarer ”Aldrig”, ”Sjældent” og ”Sommetider” vurderes til ikke at føle sig stressede, mens respondenter, der svarer ”Ofte” eller ”Hele tiden” vurderes at føle sig stressede.

Resultaterne fra medarbejdertilfredshedsundersøgelserne er i denne analyse opdelt på forskellige baggrundsvariable for respondenterne. Der er således ikke taget højde for, at nogle af baggrundsvariablene kan presse resultaterne i samme retning.

Skrevet af:

Andreas Fernstrøm, Tine Louise Mundbjerg Eriksen, tme@ennova.com

Relateret indhold