US-Canada-Mexico handelskrig rammer amerikanerne hårdt
Hvis USA indfører 25 procent told på varer fra Mexico og Canada, vil det ramme amerikanerne hårdt. På kort sigt skønnes USA’s BNP at falde 2 pct. og næsten 1 pct. på langt sigt. Europa og Danmark vil også mærke konsekvenserne: I 2027 skønnes dansk BNP at være 23 mia. kr. lavere, og beskæftigelsen kan falde med 6.000 personer.
Trump varsler straftold på varer fra Canada og Mexico fra 1. februar 2025. Hvis toldsatserne hæves til 25 procent, vil det ikke kun ramme Mexico og Canada hårdt – USA selv står også til at lide betydelige konsekvenser. Ifølge nye modelberegninger fra DI, baseret på den globale model fra Oxford Economics, kan USA’s BNP falde med op til 2 procent, og næsten 900.000 arbejdspladser kan gå tabt. Beregningerne tager udgangspunkt i et scenarie, hvor toldsatserne forbliver uændrede på det højere niveau efterfølgende. Told er således eneste politiske ændring, der betragtes. Øvrige økonomiske politikker holdes ude af denne analyse.

Anm.: USA hæver toldsatser overfor Canada og Mexico til 25 procent. Det lægges til grund, at Mexico og Canada gengælder til fulde. Toldsatser antages at hæves permanent fra Q1 2025.
Kilde: DI-beregninger på baggrund af Oxford Economics.
Gengældelsestold fra Canada og Mexico vil ramme amerikanske virksomheder hårdt. Modelberegningerne antager, at Canada og Mexico vil svare igen ved at hæve toldsatser tilsvarende. Da de to lande tilsammen står for over en tredjedel af USA’s samlede eksport, vil konsekvenserne være mærkbare.
Samtidig vil højere toldsatser i USA gøre det dyrere for amerikanske virksomheder at købe varer fra Canada og Mexico, som tilsammen leverer 28 procent af USA’s vareimport. Til sammenligning står Kina kun for 13,5 procent – altså mindre end halvdelen. Det understreger, hvor afhængige USA’s virksomheder og forbrugere er af Canada og Mexico som leverandørlande.

Anm.: Data dækker varehandel i USA for perioden januar 2024 - november 2024.
Kilde: Bureau of Economic Analysis, BEA
Handelskrigen vil også mærkes på langt sigt. I modelberegningerne er det lagt til grund, at de højere toldsatser vil svække forbrugertilliden på kort sigt. Selvom tilliden gradvist stabiliserer sig, og globale handelsstrømme tilpasses, vil USA fortsat opleve en negativ effekt. På langt sigt ventes BNP at være knap 1 pct. lavere. Denne langsigtede effekt skyldes primært et tab af produktivitet som følge af den lavere globale samhandel.
Handelskrigen kan mærkes over Atlanten
Handelskrigen rammer også Europa – og Danmark. Effekterne af handelskrigen begrænser sig ikke til ”over there”, men rammer også den anden side af Atlanten. Fra 2027 og frem forventes BNP i EU at ligge 0,6 pct. under niveauet i et scenarie med uændrede toldsatser, mens BNP i Danmark vil være 0,8 pct. lavere. Årsagen er primært faldende efterspørgsel fra USA og andre eksportmarkeder. På længere sigt forventes dansk eksport at være tre pct. lavere end i scenariet med uændrede toldsatser.

Anm.: USA hæver toldsatser overfor Canada og Mexico til 25 procent. Det lægges til grund, at Mexico og Canada gengælder til fulde. Toldsatser antages at hæves permanent fra Q1 2025.
Kilde: DI-beregninger på baggrund af Oxford Economics.
Samlet set betyder det, at dansk økonomi mærker konsekvenserne. I 2027 vil dansk BNP være 23 mia. kr. lavere end i et scenarie uden handelskrig, og beskæftigelsen vil være reduceret med 6.000 personer. Selvom Danmark ikke direkte er en del af konflikten, påvirkes både virksomheder og forbrugere markant. Handelskrigen understreger, hvor dybt global økonomi er forbundet, og hvordan internationale spændinger kan få vidtrækkende konsekvenser, især for små, åbne økonomier som den danske.

Anm.: Figuren viser afvigelser relativt til grundforløbet med uændrede toldsatser. Toldsatser i USA overfor Canada og Mexico hæves til 25 procent. Det lægges til grund, at Mexico og Canada gengælder til fulde. Toldsatser antages hævet permanent fra Q1 2025.
Kilde: DI-beregninger på baggrund af Oxford Economics.
Sådan har vi gjort
I denne analyse betragtes betydningen af en handelskrig mellem USA, Canada og Mexico. Toldsatser antages at blive hævet til 25 procent i USA på varer fra Mexico og Canada fra første kvartal 2025 og frem. Det antages, at Canada og Mexico gengælder til fulde.
Effekterne på udvalgte økonomier af handelskrigen er beregnet ved brug af Oxford Economics’ Global Economic Model. Modellen er en global konjunkturmodel for verdensøkonomien. Den er særligt oplagt til at analysere, hvordan enkelte lande, f.eks. USA, påvirker verdensøkonomien. Dvs. man kan opstille antagelser om et muligt scenarie, såsom en ændring i toldsatser. På baggrund heraf beregnes den direkte indflydelse på udvalgte økonomier, samt indirekte via globale handelsmønstre.

Kilde: DI-beregninger på baggrund af Oxford Economics.