Analyser

Potentiale for flere udsatte unge i virksomhederne

Kommunerne har gode muligheder for at hjælpe flere udsatte unge ud i de lokale virksomheder. En rundspørge blandt virksomhederne viser, at en fjerdedel af virksomhederne allerede har udsatte unge på virksomheden og en anden fjerdedel af virksomhederne vil gerne samarbejde med kommunerne om at ansætte dem.

Næsten 65.000 ufaglærte unge mellem 15 og 29 år er hverken i gang med en uddannelse eller i job[1]. Ungeløftet er et nyt partnerskab i alle kommuner, hvor bl.a. kommuner og virksomheder sammen vil give flere jobmuligheder til de unge. DI’s rundspørge viser, at der er gode muligheder for, at kommunerne kan øge deres samarbejde med virksomhederne, så flere unge kan blive en del af fællesskabet og bidrage på en arbejdsplads.

Kilde: DI, Lokal Erhvervsvenlighed 2025

For at de unge kan lykkes i virksomhederne, er det vigtigt, at kommunerne igennem Ungeløftet har fokus på at finde gode match mellem de unge og virksomhederne for eksempel i forhold til de arbejdsopgaver, som virksomhederne har til de ufaglærte unge. Det er der gode muligheder for, da der er potentiale i alle brancher blandt andet i industrien og i bygge og anlægsvirksomheder.

Anm.: I branchen Engroshandel og detailhandel kommer størstedelen af svarene fra virksomheder inden for engroshandel. Det skyldes, at
spørgeskemaundersøgelsen er lavet for de brancher DI repræsenterer.
Kilde: DI, Lokal Erhvervsvenlighed 2025

Tidligere har kommunernes beskæftigelsesindsats for de ufaglærte unge fokuseret på, at de unge skulle kunne starte på og gennemføre en uddannelse. Med Ungeløftet har man politisk valgt at ændre fokus, så der er kommet mere fokus på, at flere udsatte unge skal have nogle erfaringer i et job i virksomhederne.

I dag er der oftere udsatte unge på de større virksomheder, men DI’s rundspørge viser, at der er en ligeså stor andel af små og mellemstore virksomheder, der gerne vil samarbejde med kommunen om at have udsatte unge ansat som et nyt tiltag. En tidligere DI virksomhedsundersøgelse har imidlertid vist, at kommunerne er mindre tilbøjelige til at opsøge de små og mellemstore virksomheder[2]. Det er derfor centralt, at kommunerne øger deres samarbejde med de mindre virksomheder for bedst muligt at anvende det store virksomhedspotentiale i lokale partnerskaber i Ungeløftet.

Kilde: DI, Lokal Erhvervsvenlighed

Andelen af virksomheder, der har udsatte unge ansat, er højest i Jylland og på Fyn. Andelen af virksomheder, der gerne vil ansætte udsatte unge som et nyt initiativ i samarbejde med kommunen, er også lidt lavere på Sjælland, men der er stadig et betydeligt uudnyttet potentiale i virksomhederne. Andelene kan desuden dække over et større antal i de områder, hvor der er forholdsvis mange virksomheder.

Anm.: Landsdelene følger definitionen i Danmarks Statistik.
Kilde: DI, Lokal Erhvervsvenlighed 2025


 

Fodnoter

  1. 65.000 ufaglærte unge er hverken i job eller under uddannelse: https://www.danskindustri.dk/arkiv/analyser/2025/10/65.000-ufaglarte-unge-er-hverken-i-job-eller-under-uddannelse
  2. Virksomheder og jobcentre har mange samarbejdsområder, som er med til at understøtte et velfungerende arbejdsmarked: https://www.danskindustri.dk/arkiv/analyser/2024/7/virksomheder-og-jobcentre-har-mange-samarbejdsomrader-som-er-med-til-at-understotte-et-velfungerende-arbejdsmarked/

Relateret indhold