20 virksomheder bidrager markant til jobskabelsen i Danmark
I de seneste år har der været stor fremgang på arbejdsmarkedet, og beskæftigelsen er i dag på det højeste niveau nogensinde. Stigningen skyldes ikke mindst landets 20 mest værdiskabende globale virksomheder, som har stået for mere end en fjerdedel af den samle-de beskæftigelsesfremgang i den private sektor. De udgør en vigtig jobmotor, ikke kun i hovedstaden, men i hele landet.
Selvom den ene krise har afløst den anden og skabt usikkerhed for mange danske virksomheder, så har arbejdsmarkedet klaret sig overraskende godt de seneste år. I perioden fra marts 2022 til marts 2025 er lønmodtagerbeskæftigelsen i den private sektor steget med hele 119.400 personer.
Anm.: Det lyselilla felt angiver afledte beskæftigelseseffekter som opstår ved, at andre virksomheder, der er underleverandører til en eller flere af de 20 virksomheder, der ansætter flere nye medarbejdere. Der benyttes en afledt beskæftigelseseffekt på 0,6. Afrundet til nærmeste 100.
Kilde: Danmarks Statistik og DI
Fremgangen har dog på ingen måde været jævnt fordelt på tværs af virk-somheder. Tværtimod har en betydelig del af beskæftigelsesfremgangen været trukket af de 20 mest værdiskabende globale virksomheder i Danmark.1 De 20 virksomheder øgede tilsammen antallet af ansatte i Danmark med ca. 21.400 personer de seneste tre år. Hertil kan lægges en skønsmæssig beskæftigelseseffekt på yderligere ca. 12.800 personer som følge af, at andre virksomheder, der er underleverandører til disse virksomheder, ansatte flere medarbejdere. Fremgangen i de 20 vækstlokomotiver bidrog dermed samlet set med hele 29 procent af den samlede beskæftigelsesfremgang – eller mere end hvert fjerde nye job – i den private sektor i den treårige periode.
Det er særligt i de seneste år, at beskæftigelsesfremgangen har været eks-traordinært understøttet af de 20 virksomheder. I perioden 2014-2019 var det således kun fire procent af fremgangen i den private beskæftigelse, der blev trukket af de 20 vækstlokomotiver og deres afledte aktiviteter, mens de stod bag henholdsvis 28 og 35 procent af fremgangen i 2023 og 2024. I de seneste måneder har der dog været en aftagende tendens i beskæftigelsesvæksten både blandt de 20 virksomheder og i andre store virksomheder (top 100), hvor flere har foretaget større fyringsrunder. Det kan endnu ikke ses i beskæftigelsestallene, men må formodes at lægge en klar dæmper på beskæftigelsesvæksten i den private sektor i den kommende tid.
Anm.: I figuren til venstre er årsvækstrater for de 20 mest værdiskabende globale virksomheder i Danmark (top 20) baseret på marts året før ift. marts i det pågældende år, da BFL-registret kun går til og med marts 2025. Tallene i figuren til højre angiver antallet af ansatte i de 100 virksomheder med flest ansatte i 2024 inden for et givent cvr-nr.
Kilde: Danmarks Statistik, virk.dk og DI
De 20 virksomheders medarbejdere fordeler sig bredt geografisk og bidrager til jobskabelsen over hele landet. Dette kommer blandt andet til udtryk ved, at de har medarbejdere i samtlige af landets kommuner (opgjort i marts 2025). Nordsjælland er den landsdel, hvor flest er ansat i en af de 20 virksomheder med knap hver tiende af landsdelens private lønmodtagere. I den modsatte ende finder vi Nordjylland og Bornholm, hvor det er under én procent. De 20 virksomheder har øget antallet af medarbejdere i alle landsdele over de seneste tre år med undtagelse af Bornholm.
Kilde: Danmarks Statistik og DI
Sådan har vi gjort
Definition af de 20 mest værdiskabende globale virksomheder
Denne analyse er udarbejdet på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik og regnskabsoplysninger fra Lasso X. De 20 mest værdiskabende globale virksomheder i Danmark defineres på koncernniveau ved at sammenlægge de relevante økonomiske størrelser (såsom værditilvækst, beskæftigelse, eksport mv.) for alle cvr-nr. i samme koncern. Således bliver al aktivitet inden for samme koncern behandlet som samme virksomhed. Blandt de koncernaggregerede virksomheder defineres de 20 virksomheder som virksomheder, der havde mindst 1.000 årsværk i 2023 og en gennemsnitlig årlig real værditilvækst per årsværk på mindst 1,5 mio. kr. i perioden 2019-2023 (fraregnet årene med højeste og laveste værditilvækst per fuldtidsansat i perioden). 20 virksomheder i Danmark, der behandles i analysen, opfylder disse kriterier.
Udviklingen i beskæftigelsen er opgjort på baggrund af beskæftigelsesdata for lønmodtagere (BFL) fra Danmarks Statistik. Der medtages kun lønmodtagere med minimum 40 timers beskæftigelse om måneden.
Fodnote
- De 20 mest værdiskabende globale virksomheder defineres som virksomheder, der består af et moderselskab og evt. flere datterselskaber inden for samme koncern, som havde mindst 1.000 årsværk i 2023 og en gennemsnitlig årlig real værditilvækst per årsværk på mindst 1,5 mio. kr. i perioden 2019-2023 inden for koncernen. Opgørelsesmetoden uddybes nederst.