Analyser

Lav geografisk mobilitet blandt ansøgere til universiteterne

Langt de fleste førsteprioritetsansøgere til bacheloruddannelser i hovedstaden nøjes med søge videregående uddannelser i hovedstaden. Blandt de kvalificerede førsteprioritetsansøgere, der afvises på en bacheloruddannelse i hovedstadsområdet, er det kun få, der bliver optaget på en videregående uddannelse uden for hovedstaden, mens halvdelen slet ikke bliver optaget på en uddannelse samme år. Når der lukkes studiepladser på universiteter, betyder den lave geografiske mobilitet i søgningen, at endnu flere unge forventes ikke at starte på en uddannelse, når de afvises på deres førsteprioritet, selvom der er ledige studiepladser andre steder i landet.

Som en del af den politisk vedtaget universitetsreform fra juni 2023 blev det besluttet, at der fra 2025 skal reduceres i antallet af optagne på universiteternes bacheloruddannelser, den såkaldte sektordimensionering. Det vil, alt andet lige, betyde flere afviste kvalificerede ansøgere på universiteternes bacheloruddannelser og særligt i hovedstaden, hvor der afvises klart flest kvalificerede ansøgere. Problemet vil være mindre udtalt på universiteter uden for hovedstaden, hvor der er ledige studiepladser på mange bacheloruddannelser.

Det er derfor relevant at belyse, hvor stor den geografiske mobilitet er blandt ansøgere, der har søgt en bacheloruddannelse i hovedstaden som deres førsteprioritet, og hvad der efterfølgende sker for de uddannelsessøgende, der er blevet afvist på deres førstevalg i hovedstaden.

Uddannelsessøgende kan søge op mod otte forskellige videregående uddannelser i prioriteret rækkefølge. I 2024 har knap hver fjerde (24 pct.) førsteprioritetsansøger til en bacheloruddannelse på et af hovedstadens universiteter også søgt en uddannelse uden for hovedstadsområdet som en af deres øvrige prioriteter. Det betyder omvendt, at langt størstedelen af de uddannelsessøgende, som har en bacheloruddannelse i hovedstaden som deres førsteprioritet, kun søger videregående uddannelser i hovedstaden. Det indikerer en lav geografisk mobilitet i søgningen blandt ansøgere til universiteterne i hovedstaden.

Når der i denne analyse henvises til hovedstadens universiteter, omfatter det Københavns Universitet, Copenhagen Business School (CBS) , Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Aarhus Universitet i København, IT-Universitetet i København (ITU) , Aalborg Universitet i København og Roskilde Universitet (RUC), hvilket følger afgræsningen af, hvilke universiteter hvis hovedcampus blev regnet for hovedstaden i den politiske aftale ”Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark”. Det er omkring halvdelen af alle nye bachelorstuderende, der bliver optaget på universiteter i hovedstaden.

Kilde: DI på baggrund af KOT

Ansøgere til Københavns Universitet er de mest geografisk mobile

Selvom de uddannelsessøgende til universiteterne i hovedstaden generelt ikke er særlig geografisk mobile i deres søgning, ses der tydelige forskelle mellem universiteterne. Blandt universiteterne i hovedstaden er de kvalificerede førsteprioritetsansøgere til Københavns Universitet mest tilbøjelige til at have søgt en anden videregående uddannelse uden for hovedstaden på en lavere prioritet.

I 2024 har tre ud af ti kvalificerede førsteprioritetsansøgere til en bacheloruddannelse på Københavns Universitet også søgt en videregående uddannelse uden for København som en øvrig prioritet. Ansøgerne til hovedstadens øvrige universiteter er mindre geografisk mobile i deres uddannelsessøgning – her er det kun mellem 13 pct. og 19 pct. af de kvalificerede førsteprioritetsansøgere, der også har søgt en uddannelse uden for hovedstaden.

En forklaring på forskellen i andelen af geografisk mobile førsteprioritetsansøgere til hovedstadens universiteter kan findes i, at Københavns Universitet udbyder en række bacheloruddannelser med særligt høje adgangskvotienter og mange førsteprioritetsansøgere, hvor uddannelsen også udbydes på universiteter uden for hovedstaden. Det betyder, at få uddannelser forklarer den markante forskel mellem Københavns Universitet og hovedstadens øvrige universiteter i forhold til andelen af geografisk mobile førsteprioritetsansøgere.

Anm.: Aarhus Universitet i København SV er undladt, da der kun udbydes en bacheloruddannelse
Kilde: DI på baggrund af KOT

Trods den overordnet lave geografiske mobilitet blandt førsteprioritetsansøgere til bacheloruddannelserne i hovedstaden, adskiller enkelte uddannelser sig markant. I 2024 havde 65 pct. af de kvalificerede førsteprioritetsansøgere til bacheloruddannelsen i medicin på Københavns Universitet i Køge også søgt minimum en anden videregående uddannelse, som ikke udbydes i hovedstaden. Det placerer uddannelsen som den bacheloruddannelse med højest andel af kvalificerede førsteprioritetsansøgere, der har søgt en uddannelse uden for hovedstaden blandt hovedstadens universiteters bacheloruddannelser i 2024. Det er primært bacheloruddannelser med meget høje adgangskvotienter, der har de mest geografisk mobile førsteprioritetsansøgere. En forklaring herpå kan være, at ansøgerne er særligt motiveret for at blive optaget på netop disse uddannelser og er bevidste om, at adgangskvotienterne er høje, og derfor vælger at søge geografisk bredt for at øge sandsynligheden for at blive optaget på uddannelsen.

Top 10 universitetsuddannelser med størst andel af førsteprioritetsansøgere, der også har søgt anden videregående uddannelse uden for hovedstaden, 2024

   

Førsteprioritetsansøgere der også har søgt en videregående uddannelse uden for hovedstaden

Institution

Uddannelse

Antal

Andel af alle førsteprioritetsansøgere på uddannelsen

Københavns Universitet

Medicin, Køge

142

65%

Københavns Universitet

Medicin, København

731

51%

Københavns Universitet

Odontologi

218

49%

Københavns Universitet

Veterinærmedicin

190

46%

Københavns Universitet

Psykologi

639

43%

DTU

Bachelor of Science in Engineering

63

34%

Københavns Universitet

Jura

492

33%

Københavns Universitet

Farmaci

94

33%

Københavns Universitet

Statskundskab

169

28%

CBS

Business Administration and Service Management

35

27%

Kilde: DI på baggrund af KOT

Kun halvdelen af de afviste kvalificerede ansøgere i hovedstaden optages på en anden videregående uddannelse

Blandt de kvalificerede ansøgere, der har søgt en bacheloruddannelse i hovedstaden som deres førsteprioritet og blev afvist, er det kun halvdelen (49 pct.), som bliver optaget på en anden videregående uddannelse. Den anden halvdel (51 pct.) af de afviste kvalificerede ansøgere blev altså ikke optaget på en anden videregående uddannelse ved studieoptaget i 2024, og har måttet vente et år inden der igen kan søges optagelse på en videregående uddannelse. Det inkluderer også de afviste ansøgere, som har søgt ind på videregående uddannelser med ledige pladser i perioden med efteroptagelse. De seneste par år har ni ud af ti bacheloruddannelser med ledige studiepladser ligget udenfor hovedstaden1.

Blandt den halvdel  af afviste kvalificerede ansøgere til uddannelser i hovedstaden, der blev optaget på en anden videregående uddannelse i 2024, synes den geografiske mobilitet meget lav. I 2024 blev kun en ud af ti (9 pct.) afviste kvalificerede førsteprioritetsansøgere til hovedstadens bacheloruddannelser optaget på en anden videregående uddannelse uden for hovedstaden. Derimod blev 40 pct. af de afviste kvalificerede førsteprioritetsansøgere på universiteterne i hovedstaden optaget på en anden uddannelse i hovedstaden. Det inkluderer stadig ansøgere, der har søgt ledige pladser ved efteroptagelse.

Kilde: DI på baggrund af KOT

Af de 51 pct. afviste kvalificerede førsteprioritetsansøgere, der ikke optages på en anden videregående uddannelse, har de fleste søgt ind på bacheloruddannelser med høje adgangskvotienter og høje ansøgertal som deres førsteprioritet i hovedstaden. Eksempelvis blev 566 afviste kvalificerede førsteprioritetsansøgere til bacheloruddannelsen i psykologi ved Københavns Universitet ikke optaget på en anden videregående uddannelse i 2024. Endvidere gjaldt det også for 377 afviste kvalificerede førsteprioritetsansøgere på bacheloruddannelsen i jura på Københavns Universitet og 125 på bacheloruddannelsen i erhvervsøkonomi på CBS.

Top 10 universitetsuddannelser i hovedstaden med flest afviste kvalificerede førsteprioritetsansøgere, som ikke optages på en anden videregående uddannelse, 2024

Universitet

Uddannelse

Antal afviste kvalificerede førsteprioritetsansøgere, der ikke blev optaget på en anden videregående uddannelse

Københavns Universitet

Psykologi

566

Københavns Universitet

Medicin, København

428

Københavns Universitet

Jura

377

Københavns Universitet

Odontologi

166

Københavns Universitet

Veterinærmedicin

158

Københavns Universitet

Statskundskab

128

CBS

Erhvervsøkonomi

125

CBS

Erhvervsøkonomi-psykologi

111

Københavns Universitet

Medicin, Køge

81

Københavns Universitet

Antropologi

74

Kilde: DI på baggrund af KOT

Andelen af afviste kvalificerede førsteprioritetsansøgere til hovedstadens bacheloruddannelser, der ikke blev optaget på en anden videregående uddannelse samme år, er stort set uændret over tid. Fra 2018 til 2024 blev omkring halvdelen af de afviste kvalificerede førsteprioritetsansøgere til hovedstadens bacheloruddannelser ikke optaget på en anden videregående uddannelse samme år. Omvendt er der sket et lille fald i andelen af afviste kvalificerede førsteprioritetsansøgere i hovedstaden, som er blevet optaget på en anden videregående uddannelse uden for hovedstaden – fra 14 pct. i 2018 til 9 pct. i 2024. Det tyder på, at de afviste kvalificerede førsteprioritetsansøgerne til hovedstadens bacheloruddannelser er blevet mindre geografisk mobile over de seneste år.

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriets KOT-data

Geografisk mobilitet blandt ansøgere i resten af landet

Tages der derimod et kig på den geografiske mobilitet blandt afviste kvalificerede førsteprioritetsansøgere i andre dele af landet, danner der sig et lidt andet billede, end der ses i hovedstaden. I 2024 var de afviste kvalificerede førsteprioritetsansøgere til Aarhus Universitet landets mest geografisk mobile ansøgere. Næsten to ud af ti (18 pct.) afviste kvalificerede førsteprioritetsansøgere på Aarhus Universitet blev optaget på en videregående uddannelse uden for Aarhus. Det tilsvarende tal var 9 pct. for hovedstadens universiteter.

Andelen af afviste kvalificerede førsteprioritetsansøgere til Syddansk Universitet og Aalborg Universitet, som blev optaget på en anden videregående uddannelse uden for hhv. Odense og Aalborg, ligger lavere end i Aarhus. I 2024 blev blot henholdsvis 12 pct. og 11 pct. af de afviste kvalificerede førsteprioritetsansøgere på Syddansk Universitet og Aalborg Universitet optaget på en anden uddannelse uden for henholdsvis Odense og Aalborg.

Kilde: DI på baggrund af KOT

Ansøgere til alle uddannelser i hovedstaden

Generelt er der en lav grad af geografisk mobilitet i søgningen blandt førsteprioritetsansøgere til videregående uddannelser i hovedstaden – ikke kun bacheloruddannelser på universiteterne. Lidt over en ud af fire (26 pct.) kvalificerede førsteprioritetsansøgere til samtlige videregående uddannelser i hovedstaden, og ikke kun bacheloruddannelser på universiteterne, havde  også søgt en videregående uddannelse uden for hovedstaden som en af deres øvrige prioriteter i 2024. Det betyder, at 74 pct. af samtlige kvalificerede førsteprioritetsansøgere på en videregående uddannelse i hovedstaden kun havde søgt uddannelser i hovedstaden. Der tegner sig et billede af, at kvalificerede førsteprioritetsansøgere til universiteterne i hovedstaden er lidt mindre geografisk mobile i deres søgemønstre end kvalificerede førsteprioritetsansøgere til samtlige videregående uddannelser i hovedstaden, men forskellen kan siges lille.  

Kilde: DI på baggrund af KOT

Højere frafald for studerende der ikke kommer ind på deres førsteprioritet

Generelt kan det konkluderes, at studerende, der ikke optages på deres førsteprioritet, har større sandsynlighed for at frafalde uddannelse sammenlignet med de studerende, der optages på deres førsteprioritet. Det viser flere undersøgelser fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Denne tendens gælder, selvom der tages højde for faktorer som gymnasiale karaktergennemsnit, og hvor afklarede de studerende er med hensyn til studievalg2.

Sådan gjorde vi

Analysens datagrundlag er Uddannelses- og Forskningsministeriets data fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT) tilgået via Danmarks Statistiks forskerservice. Der er taget udgangspunkt i studieoptaget fra 2018 til 2024, inklusiv efteroptagelse. Den tilsvarende data for studieoptaget i 2025 forventes først at være tilgængelig medio 2026.

KOT står bag koordineringen af optagelsen på størstedelen af de videregående uddannelser. Her har man mulighed for at søge op mod otte forskellige videregående uddannelser i prioriteret rækkefølge. I 2024 søgte ansøgere med en bacheloruddannelse som deres førsteprioritet i gennemsnit 2,6 videregående uddannelser gennem KOT. Ansøgerne med en bacheloruddannelse i hovedstaden som deres førsteprioritet søgte i gennemsnit 2,8 videregående uddannelser i 2024.

Hovedstadens universiteter dækker her over Københavns Universitet, Copenhagen Business School (CBS), Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Aarhus Universitet i København, IT-Universitetet i København (ITU), Aalborg Universitet i København og Roskilde Universitet (RUC). Afgræsningen flugter med, hvilke universiteter hvis hovedcampus blev regnet for hovedstaden i den politiske aftale ”Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark”.

En ansøger er kvalificeret, hvis vedkommende opfylder de specifikke adgangskrav (fx har bestået matematik på A-niveau), har fuldført en adgangsgivende uddannelse (fx STX) og opfylder det generelle karakterkrav for universitetet (fx karaktergennemsnit på mindst 6,0 i kvote 1 på Københavns Universitet). Hvis en ansøger ikke er kvalificeret til optagelse på den søgte uddannelse, bliver vedkommende afmeldt af institutionen og tæller ikke med i opgørelsen som en afvist ansøger.

En afvist kvalificeret ansøger er således afvist fordi der er flere kvalificerede ansøgere, end der udbydes studiepladser på den givne uddannelse.

Analysens opgørelser af afviste ansøgere baserer sig på KOT-data inklusiv efteroptagelse. I efteroptagelsesperioden har ansøgere mulighed for at søge optag på uddannelser med ledige studiepladser og mulighed for at takke nej til en tilbudt studieplads. Analysens opgørelser af om afviste kvalificerede førsteprioritetsansøgere bliver optaget på en anden uddannelse eller ej, indeholder således ansøgere, der bliver optaget på en ledig studieplads, som de har søgt i efteroptagelsesperioden, og ansøgere, der har takket nej til en tilbudt studieplads på en uddannelse, der er søgt på en lavere prioritet.


 

Noter

  1. Uddannelses- og forskningsministeriet, ”Optagelsen 2023”, ”Optagelsen 2024” og ”Optagelsen 2025”
  2. EVA (2018): Studievalg og frafald på de videregående uddannelser, EVA (2018): Gymnasiale karakterers be-tydning for frafald på universiteterne

Relateret indhold