Fald i andelen af kvinder optaget på IT-uddannelserne
Der er en stor kønsskævhed på STEM-uddannelserne i Danmark. Langt færre kvinder end mænd bliver optaget på uddannelser inden for STEM-området. På IT-uddannelserne er andelen af kvinder faldet i 2024 efter en årrække, hvor andelen har været støt stigende. Trods den stigende andel af kvinder optaget inden for IT-området, har der ikke været en støt stigning i antallet af kvinder optaget.
Kønsfordelingen i optaget på de videregående STEM-uddannelser i Danmark har i 2024 fastholdt en velkendt tendens fra tidligere år. Kvinder udgør i 2024 fortsat kun lidt over en tredjedel af de optagne (34 pct.). Over de seneste år har andelen af kvindelige studerende optaget på en videregående STEM-uddannelse svinget mellem 32 pct. og 34 pct.
På de videregående IT-uddannelser – som er en del af STEM-uddannelserne – har der været en støt stigning i andelen af kvinder blandt de optagne. I perioden fra 2019 til 2023 steg andelen af kvinder på IT-uddannelser fra 27 pct. i 2019 til 33 pct. i 2023. Denne positive udvikling blev dog ikke opretholdt i 2024. Her faldt andelen af optagne kvinder på IT-uddannelserne til 31 pct.
I 2024 er tre ud af ti (34 pct.) optagne på diplom- og civilingeniøruddannelserne, som også er en del af STEM-uddannelserne, kvinder. På ingeniøruddannelserne har andelen af kvinder blandt de optagne ligget stabilt omkring 30 pct. i flere år. Efter et lille fald i andelen i 2023, er der for første gang i mange år sket en mindre stigning i andelen af kvinder på ingeniøruddannelserne fra 2023 til 2024.

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriets KOT-data
Trods stigende andel af kvinder på IT-uddannelserne,
har der ikke været en stor stigning i antallet
Et nærmere kig på antallet af mænd og kvinder, som er blevet optaget på en videregående IT-uddannelse, viser, at den støt stigende andel af kvinder fra 2019 til 2023 ikke skyldes, at der årligt er blevet optaget markant flere kvinder.
Derimod er antallet af kvinder optaget på en videregående IT-uddannelse stort set uændret i flere af årene, hvor andelen af kvinder steg. Det er med undtagelse af 2020 og 2023, hvor flere kvinder blev optaget på IT-uddannelser sammenlignet med året før.
Ændringerne i kønsfordelingen i optaget fra 2020 til 2022 er primært drevet af, at færre mænd er optaget på en IT-uddannelse. I 2020 blev der optaget cirka 5.200 mænd, hvilket i 2022 var faldet til cirka 4.300.

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriets KOT-data
Flere kvinder optaget på ingeniøruddannelserne i 2024
De seneste mange års uændret kønsfordeling i ingeniøruddannelsernes optag er udtryk for, at udviklingen i antallet af mænd og kvinder optaget på ingeniøruddannelser er fulgtes ad de seneste år – dog med undtagelse af optaget i 2024.
Fra 2023 til 2024 er antallet af kvinder optaget på en ingeniøruddannelse steget med 8 pct., mens antallet af mænd optaget på ingeniøruddannelserne er faldet marginalt.

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriets KOT-data
Sådan gjorde vi
Analysen bygger på data fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT) leveret af Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Den Koordinerede Tilmelding står bag koordineringen af optagelsen på størstedelen af de videregående uddannelser.
STEM-uddannelser dækker over uddannelser inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik (Science, Technology, Engineering and Mathematics).
Ved brug af betegnelsen ingeniøruddannelserne menes der både diplom- og civilingeniøruddannelser.