Frankrig er et attraktivt marked for dansk eksport
Frankrig er et af Danmarks ti største eksportmarkeder. Danske virksomheder sælger for 60 mia. kr. om året til Frankrig. På trods af mange år med lav vækst så er Frankrig et attraktivt marked med et højt velstandsniveau og næsten 70 mio. indbyggere.
Danske virksomheder eksporterede sidste år varer og tjenester for knap 60 milliarder kroner til Frankrig. Eksporten til Frankrig er steget med 42 procent over de seneste fem år.

Kilde: Danmarks Statistik
Danmark har overskud på handlen med Frankrig. I de seneste år er overskuddet på handlen med Frankrig steget til cirka 10 milliarder kroner om året.

Kilde: Danmarks Statistik
Danmark har en stor import fra Frankrig af eksempelvis vin, biler, parfume, rejser og tjenester, men en stor eksport af fisk, mejeriprodukter, møbler, transport, medicin og vindmøller sikrer Danmark et overskud på handlen med Frankrig.
I 2023 eksporterede Danmark eksempelvis energiteknologi for 5,7 milliarder kroner til Frankrig1, hvilket gør Frankrig til Danmarks fjerdestørste marked for energiteknologi.
Der er samlet set mere end 5.000 danske virksomheder, som eksporterer til Frankrig. Det er dog ikke kun gennem eksport, at Frankrig har stor betydning for dansk erhvervsliv. Danske virksomheder har investeret for 55 milliarder kroner i Frankrig, hvilket gør Frankrig til det syvende-største marked for danske investeringer i udlandet.

Kilde: Nationalbanken
De danske investeringer i Frankrig er bremset op over de seneste år, men det ændrer ikke på, at danske virksomheder fortsat er meget til stede på det franske marked. Danske virksomheder har lidt over 130.000 ansatte på datterselskaber i Frankrig.
Bedre tider på vej for fransk økonomi
Frankrig har over en længere årrække haft svært ved at få gang i væksten. Siden 2010 er fransk økonomi blot vokset med 1,1 procent om året. Som EU’s næststørste økonomi, kun overgået af Tyskland, har den lave vækst i Frankrig været med til at svække tempoet i europæisk økonomi. Væksten i fransk økonomi vil fortsat være lav i 2025, hvor svag vækst i eksporten og tilbagegang i investeringerne holder fransk økonomi tilbage.

Kilde: Oxford Economics
Væksten i fransk økonomi skønnes dog at blive styrket over de kommende år. Lavere renter og stigende købekraft vil sætte mere fart på privatforbruget og investeringerne frem mod 2027. I både 2026 og 2027 ventes Frankrig at få en vækst på over 1½ procent om året. Den tiltagende vækst i fransk økonomi betyder også, at importen vil stige. Frankrigs øgede import vil betyde, at danske virksomheder får bedre muligheder for at øge deres salg til det franske marked i årene frem mod 2027.
På trods af mange år med lav vækst, så har franskmændene fortsat et meget højt velstandsniveau, hvilket, sammen med et befolkningstal tæt på 70 millioner indbyggere, gør Frankrig til et attraktivt marked for mange danske virksomheder.
Fransk økonomi oplever aktuelt demografisk modvind, hvilket er med til at reducere det økonomiske vækstpotentiale. De bliver færre og færre i de arbejdsdygtige aldersgrupper. Frem mod 2040 bliver der næsten to millioner færre franskmænd i alderen 15-64 år.

Kilde: Macrobond
Den skrumpende arbejdsstyrke og flere ældre lægger pres på de offentlige finanser. Frankrig har i rigtig mange år haft store udfordringer med de offentlige finanser. Der har ikke været overskud på den offentlige saldo siden 1980. 45 år med kroniske underskud på de offentlige finanser har øget den franske statsgæld fra cirka 10 procent af BNP i starten af 1980’erne til nu over 100 procent. Den franske statsgæld ventes over de næste fem år at stige yderligere og nærme sig 120 procent af BNP.
De store underskud og den stigende statsgæld er en stor bekymring for fransk økonomi, som kan ende med, at give dem enormt store udfordringer på den lange bane. Det er afgørende for Frankrig, at de får lavet reformer, der håndterer de store udskud, nedbringer gælder og styrker det langsigtede vækstpotentiale. Det vil styrke velstanden for borgerne i Frankrig, men det vil samtidig være til gavn for resten af Europa.

Kilde: IMF World Economic Outlook
På trods af udfordringer med store underskud og stigende gæld har Frankrig brug for at investere mere i forsvaret. Den franske præsident, Emmanuel Macron, har for nylig sagt, at Frankrig vil øge forsvarsudgifterne fra de nuværende 2 procent af BNP til 3-3½ procent.
Aldringen af befolkningen giver også et pres på sundhedsudgifterne. Frankrigs sundhedsudgifter er steget over de seneste 20 år, og den tendens vil fortsætte i takt med aldring og øget fokus på sundhed.

Kilde: Macrobond
Aldring og stigende sundhedsudgifter øger behovet efter løsninger på sundhedsområdet. Danmark har mange virksomheder inden for Life Science, der producerer medicin og medicoteknisk udstyr, som kan hjælpe Frankrig med løsninger på mange sundhedsproblemer.
Fodnote
- Eksport af energiteknologi og- service 2023 - DI Energi