Mere end hver anden dansker vil gøre det nemmere at ansætte international arbejdskraft
En undersøgelse i befolkningen viser, at mere end halvdelen af danskerne gerne vil gøre det nemmere for virksomheder at ansætte international arbejdskraft. Samtidig viser den, at to ud af tre vurderer, at international arbejdskraft er en gevinst for Danmark.
En ny befolkningsundersøgelse, som Epinion har foretaget for DI, viser, at mere end hver anden dansker synes, at det skal være nemmere for danske virksomheder at ansætte international arbejdskraft. Det er endda hver femte, som er helt enig i udsagnet. I den anden ende af skalaen er der blot 12 pct. af danskerne, som er helt eller delvist uenige i, at det skal være nemmere at tiltrække den internationale arbejdskraft.

Anm.: n = 4.503
Kilde: Epinion og DI
Det er samtidig et resultat, der er meget bredt fundereret i den danske befolkning. Uanset om der opdeles på alder, køn, geografi eller uddannelse er der en klar overvægt, som gerne ser, at det bliver nemmere for virksomheder at tiltrække den internationale arbejdskraft.
Der er dog nuancer i holdningen, når der opdeles på alder. Mens godt fire ud af ti personer under 30 år gerne ser, at det bliver nemmere at tiltrække international arbejdskraft, så er det mere end seks ud af ti blandt personer som mindst er 70 år gamle.
Tilsvarende er der forskelle, når der opdeles på uddannelse. Blandt faglærte er det lige knap halvdelen, der gerne vil have lettere adgang til international arbejdskraft, mens det blandt personer med en videregående uddannelse er seks ud af ti.

Anm.: Der er ikke vist andele for respondenter, der har svaret "Hverken eller" eller "Ved ikke". n = 4.503
Kilde: Epinion og DI
En forklaring på, at en overvægt af befolkningen gerne vil gøre det nemmere for virksomhederne at tiltrække international arbejdskraft, kan være, at de vurderer, at den internationale arbejdskraft bidrager positivt til det danske samfund. Det har vi ligeledes spurgt befolkningen om, og her er hele to ud af tre danskere helt eller delvist enige i, at den internationale arbejdskraft er positiv for samfundet. Modsat er blot syv pct. uenige.

Anm.: n = 4.503
Kilde: Epinion og DI
Såfremt det skal gøres lettere for virksomheder at ansætte international arbejdskraft, så kunne en løsning være at lade personer uden for EU komme til Danmark og arbejde på overenskomstvilkår. Det har vi spurgt danskerne om, og der er næsten seks ud af 10, der angiver et eller flere lande, hvorfra man gerne vil lade arbejdskraft komme fra på overenskomstvilkår. Modsat er der blot 15 pct., der ikke vil lempe reglerne.

Anm.: n = 4.503
Kilde: Epinion og DI
Det er især for europæiske lande uden for EU, at man vil lempe reglerne. En tredjedel peger på disse lande for international arbejdskraft, mens en fjerdedel peger på USA og Canada. I den modsatte ende af skalaen er der blot fire pct., der peger på Afrika som en kilde til international arbejdskraft på overenskomstvilkår.

Anm. n = 4.503
Kilde: Epinion og DI
Sådan har vi gjort
Resultaterne i denne analyse er baseret på en befolkningsundersøgelse, som Epinion har foretaget for DI. Der er indhentet svar fra 4.503 danskere på mindst 18 år i perioden fra den 13. februar til den 3. marts 2025. Svarene er vægtet efter køn, alder, uddannelse, region og partivalg ved seneste folketingsvalg, så de giver et repræsentativt udsnit af den danske befolkning.
Til denne analyse er der taget udgangspunkt i to udsagn om international arbejdskraft, som respondenterne har skulle angive deres enighed i på en skala, der går fra meget uenig til meget enig. Derudover har det været muligt at svare "ved ikke". De to udsagn er følgende:
- Det bør generelt gøres nemmere for danske virksomheder at ansætte international arbejdskraft
- International arbejdskraft bidrager positivt til udvikling af det danske samfund
Derudover er der set på spørgsmålet ”Fra hvilke lande uden for EU bør vi lempe reglerne for, at man kan komme til DK og arbejde på overenskomstvilkår?” Her var der følgende svarmuligheder
- Ingen
- Alle
- Lande i Europa, som ikke er en del af EU
- Mellemøsten (fx Bahrain eller Saudi Arabien)
- Afrika (fx Kenya eller Sydafrika)
- Rusland
- Kina
- Indien
- Sydøstasiatiske lande (fx Filippinerne og Thailand)
- Latinamerika (fx Brasilien og Mexico)
- USA og Canada
- Andre lande
- Ved ikke