7 ud af 10 virksomheder bruger generativ AI
7 ud af 10 virksomheder bruger generativ AI, hvilket er en markant stigning siden sidste år. Over halvdelen af disse virksomheder anvender det i udvalgte afdelinger, mens en tredjedel har udbredt det i hele virksomheden. For de fleste er det kun en mindre del af de ansatte, der hver uge bruger teknologien i arbejdet.
Generativ AI (genAI) har de seneste år indtaget de danske arbejdspladser, og i dag anvender størstedelen af virksomhederne det. I DI’s medlemsundersøgelse blev virksomheder spurgt, hvorvidt de bruger genAI i arbejdet. Det svarede 72 pct. af dem ja til.
I en tilsvarende undersøgelse fra marts 2024 angav 43 pct. af de mellemstore og store virksomheder, at de anvendte genAI i virksomheden. Det er en stigning på 29 procentpoint.

Anm.: Baseret på 254 besvarelser i 2024 og 239 besvarelser i 2025. I 2025 er populationen bredere, men kigges der kun på virksomheder i samme population som i 2024, er det 80 pct., der anvender genAI i 2025.
Kilde: DI's Future of Work medlemsundersøgelse 2024 og 2025
Samtidig bruger godt 20 pct. af virksomhederne ikke genAI. Blandt disse virksomheder bliver det begrundet med, at det ikke er en ledelsesprioritet, at potentialet endnu er uklart, og at de mangler passende AI-værktøjer.
Fakta
I undersøgelsen defineres generativ AI som værende systemer som f.eks. ChatGPT, Bing, Copilot, Midjourney mv., der skaber nyt originalt indhold såsom tekst eller billeder baseret på læring fra et datasæt. Det kan automatisere, give input til og understøtte forskellige arbejdsopgaver.
Flertallet anvender generativ AI i udvalgte afdelinger
Mere end hver anden virksomhed anvender genAI i udvalgte afdelinger, mens det kun var hver femte virksomhed sidste år. Der er således sket en stigning. Blandt disse anvendes det i år primært i HR (69 pct.), efterfulgt af marketing (53 pct.), IT (53 pct.), salg (38 pct.) og administration (38 pct.).
Samtidig har en tredjedel (31 pct.) af virksomhederne udbredt genAI i hele organisationen, så alle ansatte kan arbejde med det. Det er samme niveau som sidste år.
For 16 pct. af virksomhederne er det dog kun IT- og digitaliseringsafdelingen, der anvender genAI. Således bruger flertallet af virksomhederne genAI på tværs af flere områder.

Anm.: Baseret på 110 besvarelser i 2024 og 172 besvarelser i 2025. I 2025 er populationen bredere, men kigges der kun på virksomheder i samme population som i 2024, er det 70 pct., der anvender genAI i udvalgte afdelinger i 2025.
Kilde: DI's Future of Work medlemsundersøgelse 2024 og 2025
Få ansatte bruger fortsat generativ AI
Selv om undersøgelsen viser, at mange virksomheder har implementeret genAI, er det hos tre ud af fem virksomheder alligevel under 20 pct. af de ansatte, der hver uge bruger genAI i deres arbejde. Det svarer til det samme niveau som sidste år, hvor over halvdelen af virksomhederne angav det samme. Der er således ikke sket den store ændring i udviklingen sammen-lignet med 2024.
Derudover er det hos hver femte virksomhed mellem 20-60 pct. af de ansatte, der anvender genAI, mens det lige knap er hos hver femte virksomhed, at 60 pct. eller flere af de ansatte bruger genAI ugentligt.

Anm.: Baseret på 110 besvarelser i 2024 og 172 besvarelser i 2025. I 2025 er populationen bredere, men kigges der kun på virksomheder i samme population som i 2024, er andelen af de ansatte, der bruger genAI på samme niveau i 2025.
Kilde: DI's Future of Work medlemsundersøgelse 2024 og 2025
Blandt de 31 pct. af virksomhederne, der har udbredt genAI i hele virksomheden, peger tallene til gengæld på et andet billede. Her ses hos lidt over halvdelen af virksomhederne, at over 20 pct. af de ansatte anvender genAI i det ugentlige arbejde.
Fakta om undersøgelsen
Virksomhederne har de seneste år fået nye erfaringer med kunstig intelligens. Formålet med undersøgelsen er at klarlægge, hvordan danske virksomheder arbejder med den forandring, generativ AI medfører på arbejdspladserne, samt hvilke tendenser vi ser i deres brug af generativ AI.
Spørgeundersøgelsen blev sendt til 1.252 DI-medlemmer på tværs af brancher. 239 virksomheder deltog i undersøgelsen mellem den 1. april til 11. april 2025. Analysen baseres på svar fra de 239 virksomheder, der har svaret på, om de bru-ger generativ AI samt svar fra de 172 virksomheder, der svarede ja til, at de bruger det.
Undersøgelsen blev sendt til relevante personer, der har indsigt i deres virksomheds forandringer. Denne analyse har fokus på udbredelsen af generativ AI i danske virksomheder.
I 2025 indbefatter populationen alle virksomhedsstørrelser. I 2024 var der fokus på virksomheder med 50 ansatte eller derover. Alle spørgsmål viser en tendens til, at stigningen i tallene er større end vist i figurerne, når der i tallene for 2025 kigges på virksomheder med over 50 ansatte.
Resultaterne i denne rapport sammenlignes med data fra DI’s medlemsundersøgelse fra 2024, der baseres på svar fra 254 virksomheder, som angav, at de brugte generativ AI.