Dansk eksport sendes længere og længere ud i verden
Dansk eksport sendes i gennemsnit 3.300 km. ud i verden. Vores eksport og import handles over større afstande end tidligere. Søtransport og medicin sælges over store afstande, mens strøm og tøj sælges til de europæiske nærmarkeder. Vi rejser længere ud i verden end de turister der kommer til Danmark.
Danske virksomheder sælger deres varer og tjenester længere og længere ude i verden. I gennemsnit sendes dansk eksport 3.300 km. ud i verden, det er 1.100 km. mere end for 20 år siden. Vi handler vores eksport over større afstande end vores import. Importen kommer i gennemsnit 2.860 km. væk fra Danmark.
Anm.: Eksporten og importen er vejet sammen i forhold til værdien og landets afstand fra Danmark.
Kilde: Danmarks Statistik, CIA, World Atlas og DI-beregninger
Danske virksomheder kigger længere og længere ud i verden for at finde efterspørgsel til deres produkter. Jagten på nye markeder sker ikke på bekostning af de europæiske markeder. Eksporten til Europa ligger på en nogenlunde konstant andel i forhold til dansk BNP, mens eksporten til eksempelvis USA og Kina har stigende betydning for dansk økonomi.
Europa køber en aftagende andel af dansk eksport, mens en stigende andel af vores eksport sælges til USA og Kina. Tilbage i 2005 aftog landene i Europa mere end 70 procent af dansk eksport, hvilket er aftaget til under 60 procent i 2024.
Kilde: Danmarks Statistik
USA overhalede i 2020 Tyskland på listen over Danmarks største eksport-markeder. Sidste år var det mere end 17 procent af dansk eksport som blev solgt på det amerikanske marked. En meget stor del af eksporten til USA kommer fra medicin og søtransport.
Medicin og søtransport sælges fjernt fra Danmark
Medicin er et de danske produkter, som kommer længst ud i verden. Dansk medicin eksporteres i gennemsnit 4.400 km. ud i verden, og den faktiske afstand er formentlig endnu længere. En meget stor del af vareeksporten, som ikke krydser grænsen, udgøres af medicin, og denne del af eksporten sælges på markeder der i gennemsnit ligger 5.500 km. væk fra Danmark – hvoraf USA aftager hovedparten. Medicinske instrumenter og kemiske produkter sendes også langt ud i verden. Medicin mv. fylder ikke meget og er derfor nemt at transportere og sælge over store afstande.
Dansk søtransport er især kendetegnet ved at eksportindtægterne hentes på markeder der ligger langt væk fra Danmark. Søtransport sælges til markeder, der i gennemsnit ligger mere end 6.000 km. væk fra Danmark. Det er næsten to-tredjedele af eksportindtægterne fra søtransport som kommer fra Amerika eller Asien. Der er ofte tale om danske skibe som sejler med varer fra Asien til USA. Denne del af eksporten kan blive udfordret af amerikanernes nye høje told på de asiatiske lande, hvilket vil mindske efterspørgslen efter varer fra udlandet.
Kilde: Danmarks Statistik, CIA, World Atlas og DI-beregninger
Gas og strøm er de produkter der eksporteres over korte afstande. Dette skyldes deres helt specielle transportform i ledninger og rør, som gør det svært, at sælge over store afstande. Levende dyr og vejtransport sker naturligt også over korte afstande.
Eksportafstandene for møbler og beklædning viser, at disse danske produkter især er populære på vores europæiske nærmarkeder.
Flest turister fra vores nabolande, men danskerne rejser langt
Fordelingen af eksportindtægterne fra ferierejser afspejler, at Danmark er et populært rejsemål for vores nabolande. Turister fra Tyskland, Nederlandene, Norge og Sverige er dem der afholder flest overnatninger i Danmark. I gennemsnit kommer de danske eksportindtægter fra ferierejser fra lande der ligger 1.555 km. væk fra Danmark, mens indtægterne fra forretningsrejser kommer lidt længere væk.
Danskere på ferie lægger deres turistudgifter på markeder der ligger næsten 3.000 km. væk fra Danmark. Danskerne rejser dermed dobbelt så langt ud i verden på deres ferie sammenlignet med hvor de udenlandske turister i Danmark kommer fra i gennemsnit.
Det er en generel tendens, at både eksportindtægterne og importudgifterne kommer fra markeder der ligger længere og længere væk. Vi rejser med andre ord længere ud i verden, og turisterne kommer i stigende grad også til Danmark fra fjernere markeder. Rejselængden er steget med 5-600 km. fra 2005 til 2024.
Anm.: Vareeksporten er vejet sammen i forhold til værdien og landets afstand fra Danmark.
Kilde: Danmarks Statistik, CIA, World Atlas og DI-beregninger.
Vi importerer kød fra nærmarkederne og tøj fra Asien
Der kan være stor forskel på afstanden for eksport og import på tværs af produkter. Dansk kød er af så høj kvalitet, at det kan sælges til fjerne markeder som Japan, Kina og USA, mens det kød vi importerer i langt højere grad kommer fra vores nærmarkeder.
Dansk designede varer som lamper, beklædning, fodtøj og tasker er især efterspurgt på nærmarkederne, mens vi importerer de tilsvarende produkter fra markeder der ligger markant længere væk. Der kommer især en stor andel fra Asien, hvor mange af disse produkter kan produceres billigere.
Kilde: Danmarks Statistik, CIA, World Atlas og DI-beregninger