Analyser

Donald Trump svækker væksten i dansk erhvervsliv

Donald Trump og den nye amerikanske administration har negativ effekt på dansk vækst, beskæftigelse og investeringer. De store amerikanske toldstigninger har svækket verdensøkonomien og de danske vækstmuligheder. Der er dog stadig udsigt til fremgang i Danmark og udlandet.

Nye svar fra DI’s Virksomhedspanel viser entydigt, at Donald Trump og den  nye amerikanske administrations politiske linje samlet set har negativ effekt på dansk erhvervsliv. Halvdelen af DI’s medlemmer vurderer, at den nye politiske linje fra USA mindsker deres vækstudsigter, mens der er ganske få som ser det som en fordel for deres vækstudsigter. 

Anm.: Besvarelserne er vægtet i forhold til beskæftigelsen.

Kilde: DI's Virksomhedspanel, juni 2025, 475 besvarelser

Den nye politiske linje i USA har også mindsket virksomhedernes forventninger til både beskæftigelse og investeringer. Det er cirka hver fjerde virksomhed som har mindsket deres forventninger til beskæftigelse og investeringer.

Det er eksportvirksomhederne, som er hårdest ramt af den nye politiske linje fra USA. Det er 2/3 af eksportvirksomhederne som har fået mindsket deres vækstudsigter, mens det tilsvarende gælder for 1/3 af virksomhederne uden eksport. 

Anm.: Besvarelserne er vægtet i forhold til beskæftigelsen.

Kilde: DI's Virksomhedspanel, juni 2025, 475 besvarelser

Eksportvirksomhederne har også mere negative vurderinger af effekterne på beskæftigelse og investeringer. Virksomhederne uden eksport angiver, at den nye politiske linje i USA ikke har påvirket deres forventninger til investeringerne.

Ifølge Danmarks Statistik er mangel på efterspørgsel en stor begrænsning for produktionen i dansk industri. Det er halvdelen af de danske industrivirksomheder, som angiver at mangel på efterspørgsel er en produktionsbegrænsning. Det er en historisk høj andel som begrænses af mangel på kunder.

Kilde: Macrobond

Manglen på efterspørgsel fremgår også af industriens vurdering af beholdningen af eksportordrer. Der har over de seneste måneder været et markant dyk i industriens vurdering af den samlede ordrebeholdning. Vurderingen af beholdningen af eksportordrer ligger aktuelt på det laveste niveau siden finanskrisen. Der er en klar overvægt af industrivirksomhederne som ikke finder beholdningen af eksportordrer som værende tilstrækkelig.

Kilde: Danmarks Statistik

Det store dyk i efterspørgslen og ordrebeholdningen kan godt være midlertidigt stort som følge af de igangværende toldforhandlinger mellem USA og EU. Den store usikkerhed om de fremtidige handelsvilkår kan have fået mange kunder til at afvente udfaldet af de igangværende forhandlinger om told. 

Donald Trump har lagt told på et meget bredt udsnit af varer fra stort set alle lande i verden. De massive toldstigninger er gift for verdensøkonomien, og vi har over det seneste halve år set markante nedjusteringer  af vækstudsigterne for en lang række lande verden over. 

Over det seneste halve år er det især prognoserne for USA, Canada og Mexico som har lidt et alvorligt knæk. For alle tre lande er vækstudsigterne for 2025 og 2026 samlet set blevet nedjusteret med to procent. Der er også markante nedjusteringer af væksten i Europa og Asien. Vækstudsigterne for eurozonen er foreløbigt blevet reduceret med knap et procentpoint, men der hersker aktuelt stor usikkerhed om udfaldet af forhandlingerne om told.

Kilde: Oxford Economics prognoser fra december 2024 og juni 2025

Der har hen over foråret været en kraftig eskalering af toldkrigen mellem USA og Kina. Selv om de to lande har lavet en aftale som begrænser toldstigningen, så tolden vil fortsat være markant højere end for et halvt år siden. Vækstudsigterne for Kina er samlet set ikke blevet markant nedjusteret, hvilket skyldes, at den kinesiske regering forventes at modgå vækstnedgangen med store lempelser af finanspolitikken som vil modgå nedgangen i eksporten.

På trods af de store nedjusteringer af væksten så er der stadig udsigt til fremgang i verdensøkonomien, men væksten bliver ikke lige så markant som der blev skønnet før den nye politiske linje fra USA.

Anm.: Eksportvægten er baseret på samlet eksport.

Kilde: Oxford Economics, IMF, Danmarks Statistik og DI

En vækst i USA på 1½ procent er lavt efter en amerikansk målestok. I løbet af de seneste 33 år er det kun sket fire gange, at årsvæksten i amerikansk økonomi har været så lav, og det er sket i forbindelse med it-boblen, finanskrisen og coronakrisen. USA naboer fra Canada og Mexico vil også opleve svag vækst, mens Kina og Indien også i de kommende år vil opretholde en ganske høj vækst.

Europæisk økonomi vil også i de kommende år opleve svag vækst. Stigende udgifter til forsvaret vil sætte lidt fart på væksten. Den store tyske investe-ringspakke vil også stimulere økonomien, men effekterne ventes først for alvor at vise sig i 2026 og årene derefter.

Samlet set er der stadig fremgang på fremgang på de danske eksportmarkeder, selv om væksten er nedjusteret en del over det seneste halve år. Industrien har fortsat positive forventninger til produktionen, og den samlede erhvervstillid ligger også højere end det historiske gennemsnit. Industrien, der er meget afhængig af eksport, har set erhvervstilliden falde over de seneste måneder, mens serviceerhvervene fortsat ser forholdsvist lyst på tilværelsen.

På trods af de negative effekter fra den politiske linje i USA, så ser DI’s med-lemmer fortsat deres vækstudsigter som gode. Donald Trumps mange told-stigninger har taget toppen af væksten, men der vil stadig være fremgang i dansk økonomi.

Anm.: Besvarelserne er vægtet i forhold til beskæftigelsen.

Kilde: DI's Virksomhedspanel, juni 2025, 475 besvarelser

Selv om industrien aktuelt møder udfordringer på eksportmarkederne, så er der fortsat gang i privatforbruget. Lav inflation, stigende købekraft og rentesænkninger giver husholdningerne øget luft i budgettet. Der er også udsigt til stor vækst i det offentlige forbrug i de kommende år. Arbejdsmarkedet udvikler sig også fortsat utrolig positivt, hvilket er tegn på at der er fremgang i dele af  dansk økonomi på trods af den negative vækst i BNP i første kvartal. 

Sådan har vi gjort

Analysen bygger på en spørgeundersøgelse blandt DI’s medlemmer foretaget mellem den 3. og 16. juni 2025. 475 virksomheder, der til sammen repræsenterer 57.000 ansatte i Danmark, har svaret på undersøgelsen. 

Relateret indhold