Analyser

Medicinalindustrien øger de danske investeringer i forskning

Erhvervslivet i Danmark investerede i 2024 for 59,2 mia. kr. i forskning og udvikling. Det er en stigning på ca. 5,2 mia. kr., svarende til 0,11 pct. af BNP. Væksten kommer særligt fra store virksomheder og medicinalindustrien.

I 2024 investerede medicinalindustrien alene for 18,5 mia. i forskning og udvikling i Danmark. Maskin- og elektronikindustrien investerede samtidig for 11,8 mia. kr., mens den øvrige industri stod bag 6,5 mia. kr. Erhvervsservicebranchen, der også indeholder mange forsknings- og udviklingsvirksomheder, investerede for 11,4 mia. kr. i forskning og udvikling.  

Anm.: 2024 er foreløbige tal
Kilde: Dansk Industri på baggrund af data fra Danmarks Statistik

Erhvervslivets samlede investeringer i forskning og udvikling steg i 2024 med ca. 5,2 mia. kr. i 2024-priser. Det svarer til 0,11 pct. af BNP, hvilket bringer erhvervslivets samlede investeringer i forskning og udvikling op på 2,01 pct. af BNP.

Det er særligt medicinalindustriens øgede investeringer i forskning og udvikling, der driver fremgangen. Medicinalindustriens investeringer er således steget fra 9,5 mia. kr. i 2019 til 18,5 mia. kr. i 2024 målt i 2024-priser. Det er næsten en fordobling over den femårige periode og svarer til en vækst fra 0,36 pct. af BNP i 2019 til 0,63 pct. af BNP i 2024.

Anm.: 2024 er foreløbige tal
Kilde: Dansk Industri på baggrund af data fra Danmarks Statistik

Det er særligt store virksomheder, der har øget deres investeringer i forskning og udvikling. Således stod store virksomheder, kendetegnet ved at have mere end 250 ansatte, for investeringer i forskning og udvikling bag 45,4 mia. kr. af investeringerne, svarende til 1,55 pct. af BNP i 2024. Det betyder, at de store virksomheder stod for 77 pct. erhvervslivets samlede investeringer.

De små og mellemstore virksomheders investeringsniveau er derimod stagneret. I 2024 udgjorde investeringerne ca. 13,8 mia. kr. eller hvad der svarer til 0,47 pct. af BNP. Selvom der er tale om en stigning i forhold til tidligere år, så er investeringerne, målt i forhold til BNP, stadig lavere end i 2016.

Anm.: 2024 er foreløbige tal
Kilde: Dansk Industri på baggrund af data fra Danmarks Statistik

Sådan har vi gjort

Analysen er baseret på data fra Danmarks Statistiks undersøgelse ”Forskning og udvikling i erhvervslivet”, der er en årlig spørgeskemabaseret undersøgelse. Undersøgelsen er baseret på oplysninger indsamlet af Danmarks Statistik fra en stikprøve af ca. 3.400 virksomheder blandt en population af ca. 20.000 virksomheder.

Alle virksomheder med over 100 ansatte eller en omsætning større end 1 mia. kr. bliver udvalgt til stikprøven. Herefter er udvalgssandsynligheden faldende i forhold til til antallet af ansatte. Virksomheder fra FoU-intensive brancher udvælges med højere dækning end virksomheder fra mindre FoU-intensive brancher. Virksomhederne i stikprøven er herudover tilfældigt udvalgt.

Undersøgelsen beskriver den samlede population på 20.000 virksomheder ved at opregne resultaterne fra stikprøven. Tallene for 2024 er foreløbige tal, der kan blive revideret ifm. næste års opgørelse.

SMV’er er i analysen defineret som virksomheder med mindre end 250 ansatte. Store virksomheder er defineret som virksomheder med mere end 250 ansatte.

Maskin- og elektronikindustrien er defineret som virksomheder inden for  fremstilling, af kontormaskiner, edb-udstyr mv., fremstilling af telemateriel, fremstilling af måleinstrumenter, optisk og fotografisk udstyr, fremstilling af medicinsk og kirurgisk udstyr, fremstilling af motorer og motordele, fremstilling af land- og skovbrugsmaskiner, fremstilling af maskiner til nærings- og nydelsesmiddelindustri, fremstilling af biler, cykler, andre transportmidler fremstilling af andre maskiner til generelle formål, maskinindustri i øvrigt.  

Relateret indhold