Analyser

STEM-kompetencer er i høj kurs hos landets største vækstlokomotiver

De seneste års kraftige beskæftigelsesfremgang blandt STEM-uddannede har i høj grad været trukket af de 20 mest værdiskabende globale virksomheder. Højtspecialiserede medarbejdere fylder mere i disse virksomhederne, hvor især medarbejdere med en STEM-baggrund er i høj kurs sammenlignet med det øvrige erhvervsliv.

De 20 mest værdiskabende globale virksomheder i Danmark (kaldet top 20 virksomhederne herefter), er en vigtig jobmotor på det danske arbejdsmarked, hvor de har stået for over en fjerdedel af den samlede beskæftigelsesfremgang i den private sektor over de seneste tre år og bidraget markant til jobskabelsen på alle uddannelsesniveauer i hele Danmark1 2.

En af grundstenene til de 20 vækstlokomotivers succes er, at de i stigende grad benytter sig af højtuddannet og specialiseret arbejdskraft. Siden 2014 er andelen af medarbejdere i de 20 virksomheder med en lang videregående uddannelse (kandidatuddannelse) eller en ph.d.-uddannelse steget fra 26 pct. i 2014 til 39 pct. i 2023, altså en stigning på hele 13 pct.-point3. Til sammenligning er andelen af højtuddannede i de øvrige virksomheder blot steget fra 8 til 12 pct., svarende til en stigning på 4 pct.-point.

Den næststørste medarbejdergruppe i de 20 virksomheder er faglært arbejdskraft, som i dag udgør lidt over en femtedel af medarbejderne. De fleste af top 20 virksomhedernes faglærte medarbejdere finder vi inden for faggrupper som f.eks. kontoruddannede, detailuddannede, industrioperatører og elektrikere. Til sammenligning har næsten hver tredje medarbejder i det øvrige private erhvervsliv en faglært uddannelse. Selvom andelen af faglærte medarbejdere er lavere, så viser tallene, at top 20 virksomhederne også spiller en vigtig rolle, når det gælder produktionsdanmark.

Anm.: Sum kan afvige fra 100% på grund af afrunding til hele tal
Kilde: Danmarks Statistik og DI

Hvis vi ser nærmere på uddannelsessammensætningen blandt top 20 virksomhedernes højtuddannede medarbejdere (som har en lang videregående uddannelse eller en ph.d.-uddannelse), har lidt under en tredjedel en teknisk baggrund (30 pct.). Det næstmest udbredte hovedområde er samfundsvidenskab (28 pct.), efterfulgt af naturvidenskab (21 pct.). Det er en markant anderledes fordeling end i det øvrige private erhvervsliv, hvor samfundsvidenskab er det klart mest udbredte hovedområde med 42 pct. hos medarbejdere med en kandidat- eller ph.d.-uddannelse. Derefter følger teknisk videnskab og humaniora med henholdsvis 18 og 15 pct.

Kilde: Danmarks Statistik og DI

STEM-uddannelserne4  er særligt stærkt repræsenterede i top 20 virksomhederne – det gælder både, når der tages udgangspunkt i medarbejdere med en videregående uddannelse og medarbejdere med en kandidat- eller en ph.d.-uddannelse.  I top 20 virksomhederne har knap seks ud af ti medarbejdere med enten en videregående uddannelse eller en kandidat- eller ph.d.-uddannelse således en STEM-baggrund, mens dette kun er tilfældet for ca. en tredjedel i det øvrige private erhvervsliv. Det skyldes formentlig, at top 20 virksomhederne i højere grad er repræsenterede i brancher, hvor kompetencer inden for STEM-fagene er særligt efterspurgte.

Kilde: Danmarks Statistik og DI

Top 20 virksomhederne spiller således en endnu større rolle i fremgangen af kandidater og ph.d.’er uddannet inden for STEM-området end for den samlede beskæftigelsesfremgang. Over de seneste tre år (fra december 2021 til december 2024) er den private sektors samlede beskæftigelse af ansatte med en kandidat- eller ph.d.-uddannelse inden for STEM-området steget med ca. 13.300 personer. Heraf tegner de 20 virksomheder sig for godt 4.600 personer, svarende til lidt over en tredjedel, mens de står bag over en fjerdedel af den samlede beskæftigelsesfremgang i erhvervslivet.  

Kilde: Danmarks Statistik og DI

Sådan har vi gjort

De 20 mest værdiskabende globale virksomheder i Danmark

Denne analyse er udarbejdet på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik og regnskabsoplysninger fra Lasso X. De 20 mest værdiskabende globale virksomheder i Danmark (top 20 virksomheder) defineres på koncernniveau ved at sammenlægge de relevante økonomiske størrelser (værditilvækst, beskæftigelse, eksport mv.) for alle cvr-nr. i samme koncern. Således bliver al aktivitet inden for samme koncern behandlet som den samme virksomhed. Blandt de koncernaggregerede virksomheder defineres top 20 virksomhederne som de virksomheder, der havde mindst 1.000 årsværk i 2023 og en gennemsnitlig årlig real værditilvækst per årsværk på mindst 1,5 mio. kr. i perioden 2019-2023 (fraregnet årene med højeste og laveste værditilvækst pr. fuldtidsansat i perioden). 20 virksomheder i Danmark opfylder disse kriterier.

Uddannelses- og beskæftigelsesdata

Opgørelsen af top 20 virksomhederne og øvrige virksomheders uddannelsessammensætning er baseret på Danmarks Statistiks Registerbaserede arbejdsstyrkestatistik (RAS), som opgør befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet ved et nedslagstidspunkt i ultimo november. Den nyeste tilgængelige RAS er opgjort ultimo november 2023.

Medarbejdersammensætningen er opgjort ved medarbejdernes højeste fuldførte uddannelsesniveau per ultimo november i det givne år. Uddannelsesniveauet er baseret på Danmarks Statistiks uddannelsesregister (UDDA), som identificerer den enkeltes højeste fuldførte uddannelse.

Videregående uddannelser dækker over korte-, mellemlange- og lange videregående uddannelser, som omfatter følgende:

  • Kort videregående uddannelse (erhvervsakademiuddannelse): f.eks. finansøkonom, datamatiker og laborant
  • Mellemlang videregående uddannelse (professionsbacheloruddannelse): f.eks. pædagog, sygeplejerske og diplomingeniør
  • Lang videregående uddannelse (kandidatuddannelse): f.eks. erhvervsøkonom, datalog og civilingeniør

STEM-uddannelser er en betegnelse af uddannelser inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik (Science, Technology, Engineering and Mathematics).

Opgørelsen af beskæftigelsesfremgangen blandt STEM-uddannede er opgjort på baggrund af beskæftigelsesdata for lønmodtagere (BFL) fra Danmarks Statistik. I analysen medtages alene lønmodtagere med 40 timers beskæftigelse om måneden.


 

Noter

  1. De 20 mest værdiskabende globale virksomheder er defineret som virksomheder, der består af et moderselskab og evt. flere datterselskaber inden for samme koncern, som havde mindst 1.000 årsværk i 2023 og en gennemsnitlig årlig real værditilvækst per årsværk på mindst 1,5 mio. kr. i perioden 2019-2023 inden for koncernen. Opgørelsesmetoden uddybes nederst.
  2. Se DI-analyse (2025): 20 virksomhederne bidrager markant til jobskabelsen i Danmark.
  3. Til at opgøre uddannelsessammensætningen benyttes Danmarks Statistiks Registerbaserede Arbejdsstyrkestatistik (RAS). Læs mere om opgørelsesmetoden nederst i analysen.
  4. STEM står for Science, Technology, Engineering og Mathematics og dækker over uddannelser inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik.

Relateret indhold