Analyser

Danmark topper EU i virksomhedernes brug af AI – men potentialet er endnu større

Danmark er det EU-land, hvor virksomhederne i størst omfang anvender AI. Samtidig viser nye internationale data, at AI i Danmark især anvendes til at understøtte medarbejdernes arbejde frem for at erstatte det. Det er dog den største gruppe virksomheder, der anvender AI ad hoc frem for systematisk, og der er derfor et stort uudnyttet potentiale.

Kunstig intelligens har på få år fundet vej ind i store dele af det danske erhvervsliv. En international sammenligning fra Eurostat viser, at Danmark er det EU-land, hvor virksomhederne i størst omfang anvender AI. På de følgende pladser ligger blandt andet Sverige og Finland, mens EU-gennemsnittet ligger betydeligt lavere på 20 pct. Samlet set er der 42 pct. af virksomheder, der anvender mindst en af de undersøgte teknologier, mens der er 23 pct., der anvender mindst tre af teknologierne. 

Anm.: Undersøgelsen er gennemført blandt virksomheder med 10 ansatte eller flere. Ikke alle EU-lande er vist, og Norge er vist.

Kilde: Eurostat

De internationale tal peger i samme retning som DI’s egne undersøgelser, selvom niveauerne ikke kan sammenlignes direkte, fordi undersøgelserne afgrænser AI-anvendelse forskelligt. I DI’s undersøgelse svarer knap 80 pct. af virksomhederne, at de anvender AI i en eller anden form. For 42 pct. er anvendelsen fortsat ad hoc, mens 24 pct. anvender AI systematisk i udvalgte afdelinger, og yderligere 11 pct. anvender AI systematisk i stort set alle afdelinger. DI’s tal peger dermed på, at teknologien er bredt udbredt blandt de adspurgte virksomheder, men også at der fortsat er et stort potentiale for at integrere AI dybere i arbejdsgange og forretningsprocesser.


Udviklingen understreger samtidig, hvor hurtigt danske virksomheder har taget de nye muligheder til sig. Lanceringen af ChatGPT i november 2022 gjorde generativ AI bredt tilgængelig, og på få år er AI blevet et praktisk værktøj i en stor del af dansk erhvervsliv. Det er derfor værd at skelne mellem, hvor udbredt AI allerede er i virksomhederne, og hvor stærke de underliggende rammevilkår er for at udvikle og skalere teknologien. Danmark ligger helt i front på den første dimension, men billedet er mere nuanceret, når man ser på de bredere forudsætninger for AI.


De danske rammevilkår for AI levner rum for forbedring

I den årlige vurdering af landes konkurrenceevne fra International Institute for Management Development (IMD), indgår der i år målepunkter om AI. På de udvalgte indikatorer ligger Danmark generelt i den bedste halvdel af de undersøgte lande, men uden at være blandt den absolutte verdenselite. På flere indikatorer ligger blandt andet Singapore, Schweiz, de nordiske naboer og flere engelsktalende økonomier foran Danmark.


Danmarks resultater er på flere områder kun lige over 5 på skalaen fra 0 til 10, hvor 10 er den bedste vurdering. Det er dermed placeringer, som giver mulighed for forbedringer. Især på investeringsincitamenterne er der basis for en forbedring, hvor den gennemsnitlige vurdering er under 5. Tilsvarende er vurderingen af om AI-kompetencerne lever op til behovet ikke i top. Her er den gennemsnitlige vurdering 5,3 – så en ganske gennemsnitlig vurdering. Og det selvom Danmark ligger nummer 13 i den internationale rangorden. Der hvor Danmark har den højeste vurdering, er på borgernes tillid til AI. Her er den gennemsnitlige vurdering 6,7. Men det rækker dog blot til en 20. plads blandt de undersøgte lande.

Anm.: Svar fra en spørgeskemaundersøgelse er skaleret på en skala fra 0-10, hvor 0-4 er negative opfattelser, mens 6-10 angiver positive opfattelser. Tallene på figuren angiver Danmarks placering blandt de 70 lande der indgår i undersøgelsen. Kategorierne er oversat til dansk.

Kilde: IMD World Competitiveness og Dansk Industri

Nye tal indikerer, at AI understøtter danskernes arbejde

En central diskussion om AI handler om balancen mellem automatisering og understøttelse af medarbejdernes arbejde. Teknologien kan både overtage dele af en opgave og fungere som et værktøj, der gør medarbejdere mere produktive.


Nye data fra Anthropic Economic Index giver et indblik i, hvordan brugere fordeler arbejdet mellem sig selv og AI i interaktioner med Claude. Analysen bygger på millioner af anonymiserede interaktioner med AI-assistenten og klassificerer dem som enten AI-understøttet arbejde (augmentation) eller automatisering (automation). AI-understøttet arbejde dækker situationer, hvor brugeren samarbejder med AI om opgaven, mens automatisering dækker situationer, hvor brugeren i højere grad delegerer opgaven til AI.


Blandt de lande, der indgår i Anthropics datagrundlag, har Danmark den næsthøjeste andel af Claude.ai-interaktioner, der karakteriseres som AI-understøttet arbejde; kun Norge ligger højere. Det peger på, at danske Claude-brugere i høj grad anvender værktøjet til at understøtte deres arbejde frem for at overlade opgaven til det. Hvis mønstret også gælder for en bredere anvendelse af AI i virksomhederne, understøtter det billedet af, at teknologien ofte bruges til at løse opgaver hurtigere, forbedre kvaliteten eller understøtte beslutninger, mens medarbejderen fortsat spiller en central rolle i arbejdsprocessen.

Anm.: Anthropic har ud fra prompts til Claude vurderet, om der er tale om automatisering eller AI-understøttet arbejde. Opgørelser er lavet på landebasis. Lande der er markeret med grå, indgår ikke i datagrundlaget.

Kilde: Anthropic Economic Index og DI

Selv om AI uden tvivl vil ændre mange jobfunktioner i de kommende år, peger de observerede Claude.ai-interaktioner ikke på, at brugen i Danmark primært består i, at hele opgaver uddelegeres til AI. Tværtimod tyder resultaterne på, at Claude ofte bruges i et samspil med brugeren. Det kan understøtte højere produktivitet og give medarbejderne bedre muligheder for at løse mere værdiskabende opgaver, men det kan ikke fastslås ud fra interaktionsdataene alene.

Sådan har vi gjort

 Analysen bygger på tre internationale datakilder. Den første figur er baseret på Eurostats årlige statistik om virksomhedernes brug af kunstig intelligens. Opgørelsen omfatter virksomheder med mindst 10 beskæftigede i de omfattede private, ikke-finansielle brancher og viser andelen, der anvender mindst én af de AI-teknologier, som indgår i Eurostats spørgeskema. Data kommer fra datasættet Artificial intelligence by size class of enterprise (isoc_eb_ai).

Den anden figur er baseret på IMD World Competitiveness Online. Figuren sammenfatter udvalgte indikatorer om de rammevilkår, der har betydning for udvikling og anvendelse af AI. IMD kombinerer statistiske oplysninger med resultater fra sin internationale spørgeskemaundersøgelse blandt erhvervsledere. Resultaterne skal derfor læses som en sammenligning af landenes relative placering på de valgte indikatorer og ikke som et direkte mål for virksomhedernes faktiske brug af AI.

Den tredje figur er baseret på Anthropic Economic Index og anonymiserede samtaler på Claude.ai. Anthropic analyserer et udsnit af de faktiske interaktioner med Claude ved hjælp af et privatlivsbeskyttende klassifikationssystem. Klassifikationen sker på samtaleniveau og beskriver, hvordan brugeren og AI-systemet fordeler arbejdet mellem sig. Samtaler, hvor brugeren lærer, arbejder iterativt med løsningen eller får Claude til at kontrollere og kvalificere et resultat, kategoriseres som AI-understøttet arbejde (augmentation). Samtaler, hvor brugeren i højere grad delegerer opgaven til Claude, eller hvor Claude udfører opgaven med begrænset løbende medvirken fra brugeren, kategoriseres som automatisering (automation).

Målet i figuren er andelen af de klassificerbare Claude.ai-samtaler i et land, der kategoriseres som AI-understøttet arbejde. Nævneren omfatter alle klassificerbare samtaler, der kategoriseres som enten AI-understøttet arbejde eller automatisering. Resultatet viser dermed fordelingen mellem de to anvendelsesformer blandt de observerede Claude.ai-interaktioner. Interaktioner, der ikke kan henføres til en af de to kategorier, indgår ikke, og lande med utilstrækkeligt datagrundlag er udeladt.

Opgørelsen måler således, hvordan Claude anvendes blandt Anthropics brugere, og ikke den samlede AI-anvendelse i et land. Landeforskelle kan både afspejle forskelle i brugernes opgaver og arbejdsformer og forskelle i, hvem der anvender Claude. Resultaterne kan derfor ikke uden videre generaliseres til alle virksomheder eller alle AI-værktøjer.

 

Relateret indhold