Dansk fremgang på det australske marked kan fortsætte i mange år
Danske virksomheder eksporterer for mere end 20 mia. kr. om året til Australien. En mulig frihandelsaftale mellem EU og Australien vil sammen med høj økonomisk vækst og grøn omstilling styrke danske virksomheders muligheder på det australske marked
Australierne køber danske varer og tjenester for mere end 20 mia. kr. om året, hvilket gør landet ”down under” til Danmarks 22.-største eksportmarked. Eksporten til Australien ligger nogenlunde på samme niveau som vores salg til Canada, Japan, Indien og Sydkorea, hvilket bør ses i forhold til, at Australien har en væsentligt mindre befolkning.
Anm.: 2025 er estimeret pba. varehandel frem til november og tjenestehandel frem til 3. kvartal 2025. Varer der ikke krydser grænsen er sat til samme værdi som i 2024.
Kilde: Danmarks Statistik
En gennemsnitlig australier bruger årligt cirka 770 kr. på danske varer og tjenester, mens en italiener bruger 785 kr., en canadier lidt over 600 kr. og en sydkoreaner køber for tæt på 400 kr. om året. Danske virksomheder har dermed relativt godt fat i det australske marked, som ellers er et af de markeder, der ligger allerlængst væk fra Danmark.
Eksporten af varer til Australien er meget bredt sammensat af svinekød, maskiner, møbler, medicin og medicinsk udstyr. Tjenesteeksporten er især domineret af søtransport, men der er også en del indtægter fra data- og rådgivningstjenester. Der er også en del danske virksomheder, som er direkte aktive på det australske marked. Danske virksomheder har direkte investeringer for næsten 20 mia. kr. i Australien. Danske virksomheder har mere end 200 datterselskaber i Australien, som tilsammen beskæftiger mere end 20.000 australiere.
Danmark har over de seneste par år haft et handelsoverskud i forhold til Australien på 14-15 mia. kr. om året. Overskuddet skyldes, at vi har en meget begrænset import fra Australien.
Kilde: Danmarks Statistik
Vin er den største importvare fra Australien, hvor vi sidste år importerede for lidt over 200 mio. kr. Det er helt klart tjenester, der fylder mest i importen fra Australien. Tjenesteimporten består især af søtransport samt tele- og forretningstjenester.
Danmark har en tjenesteimport af rejser for lidt over 700 mio. kr. om året, hvilket dækker over danske udgifter i forbindelse med rejser til Australien. I de seneste år er det dog lykkedes at vende et mangeårigt underskud på turistbalancen til et overskud i forhold til Australien. Australierne har en stigende interesse for at rejse til Danmark, og 2025 var et nyt rekordår for australske turister i Danmark.
Kilde: Danmarks Statistik
Australierne har over de seneste 25 år haft en støt stigende interesse for at rejse til Danmark. Udviklingen har især taget fart efter det royale bryllup i 2004 mellem daværende kronprins Frederik og australske Mary Donaldson. Australierne har samtidig et relativt højt velstandsniveau, hvilket gør dem mere interessante som turister og kunder for danske produkter.
Australien har et velstandsniveau pr. indbygger på niveau med flere af vores europæiske samhandelspartnere. Det er omtrent på samme niveau som svenskerne, mens der samtidig er 1½ gang flere indbyggere i Australien.
Kilde: IMF World Economic Outlook
Udfordringerne med det australske marked er formentlig primært afstanden fra Danmark på over 16.000 kilometer sammenlignet med 3.300 km. for den gennemsnitlige danske eksport.1 Ifølge Verdensbankens Doing Business fra 2020 er det også relativt svært at handle med Australien i forhold til tid og omkostninger forbundet med import ind i Australien. EU har fortsat ikke en frihandelsaftale med Australien. Ifølge EU-kommissionen2 kan en frihandelsaftale øge EU’s eksport til Australien med 16-33 procent, afhængigt af hvor omfangsrig aftalen bliver.
En frihandelsaftale kan også lette adgangen til australske produkter. Australien er stor eksportør af hvede, uld, vin, jernmalm, gas, guld og en række mineraler. Australien er en af verdens førende producenter af kritiske mineraler som eksempelvis kobolt, litium, mangan og sjældne jordarter.
Høj vækst øger potentialet på det australske marked
Væksten i Australien er på vej op i tempo igen. I de foregående år har det især været den offentlige sektor, som har trukket væksten, men i de kommende år ventes en større del af væksten at komme fra den private sektor. Væksten i privatforbruget og investeringerne vil tage til i styrke. Over de næste tre år skønnes australsk økonomi at vokse med lidt over 2½ procent om året.
Kilde: Oxford Economics
Australien er også på længere sigt et meget interessant marked. Australien har udsigt til en markant højere vækst end næsten alle af vores andre store eksportmarkeder. I løbet af de næste 25 år skønnes australsk økonomi at vokse med ca. 2,7 procent om året, hvilket er væsentligt højere vækst end i Europa, USA og Kina.
Kilde: OECD Long-term baseline projections
Det er især en stor befolkningstilvækst, som er med til at løfte væksten i Australiens økonomi. Over de næste 35 år ventes der en årlig nettoindvandring til Australien på ca. 230.000 personer om året. Samlet set skønnes Australiens befolkning at stige med 12-13 millioner personer frem mod 2060.
Kilde: Macrobond
Der vil i de næste mange år især være fart på boligbyggeriet. Med stor be-folkningstilvækst og en nedadgående trend i størrelsen på husholdningerne vil der være brug for at opføre 250.000 nye boliger om året, hvilket er markant mere end det nuværende på cirka 180.000 nye boliger om året.
Der bliver især brug for mange nye boliger i den australske delstat Victoria, hvor der ventes den største befolkningstilvækst frem mod 2060. Victoria og New South Wales ventes, at stå for næsten to-tredjedele af befolkningstilvæksten i Australien frem mod 2060.
Kilde: Australian Bureau of Statistics
Victoria og New South Wales er de to største delstater målt på både økonomi og befolkning. Over halvdelen af befolkningen og den økonomiske aktivitet finder sted i disse to delstater, og befolkningsprognoserne peger på, at denne tendens vil fortsætte.
Kombinationen af høj økonomisk vækst og en stor stigning i befolkningen øger mulighederne for danske virksomheder på det australske marked over de næste årtier.
Grøn omstilling med danske muligheder
Over de næste årtier står Australien også foran en stor grøn omstilling. Den australske regering har sat et lovpligtigt mål om at være klimaneutrale inden 2050.
Australien har eksempelvis et stort behov for at investere i mere vedvarende energi for at imødekomme den voksende efterspørgsel efter el og samtidig erstatte den store produktion af elproduktionen som er baseret på aldrende anlæg, der fyrer med kul. Australien har gunstige forhold for sol- og vindkraft.
Den australske regering har lavet en investeringsplan ’Capacity Investment Scheme’, der har til formål at fremskynde investeringer i vedvarende ener-giproduktion (såsom vind- og solenergi) samt batterilagring mv. Investe-ringsplanen vil understøtte investeringer i elsektoren for mere end 300 mia. kr. i perioden 2024-2027 i Australien. Det anslås, at de årlige udgifter til elnet skal fordobles i forhold til 2023-niveauet, mens de årlige investeringer i vedvarende energi skal stige med 23 procent3.
Vedvarende energi dækker aktuelt kun 10 procent af det samlede energibehov i Australien, mens det dækker 45 procent af det danske energibehov.
Kilde: IMD World Competitiveness Yearbook
Den grønne omstilling i Australien giver danske eksportmuligheder. Danmark er foregangsland inden for brug af vedvarende energi og har mange løsninger, som potentielt kan eksporteres til Australien. Danske virksomheder eksporterer energiteknologi og -service for mere end 120 mia. kr. om året til hele verden.4
Fodnoter
- Kilde: Dansk Industri "Dansk eksport sendes længere ud i verden", september 2025.
- Kilde: EU-Kommissionen "Commission staff working document impact assessment", September 2017.
- Kilde: OECD "Economic Surveys: Australia 2026", januar 2026.
- Kilde: Dansk Industri m.fl. "Eksport af energiteknologi og - service 2024", juni 2025.