Analyser

Større finansiel forståelse kan få flere ind på aktiemarkedet

Fire ud af ti af de danskere, der står uden for aktiemarkedet i dag, mangler viden om, hvordan de kommer i gang med at investere. Et bedre kendskab til de finansielle markeder vil dermed kunne bidrage til at aktivere flere opsparede midler til gavn for danske virksomheder.

I en spørgeundersøgelse blandt 4.500 danskere har DI undersøgt befolkningens investeringsvaner. Investeringer gennem aktier og investeringsforeninger kan være en fornuftig måde at placere penge, der ikke skal bruges på kort sigt. Det har historisk givet et større afkast end renten i banken. 

Anm.: De præcise spørgsmålsformuleringer afviger mellem dem, der investerer i forvejen, og dem, der ikke gør.

Kilde: Befolkningsundersøgelse af Epinion for DI, n = 4.505

Samtidig gavner investeringerne de virksomheder, der søger kapital. I
undersøgelsen er der derfor fokuseret på, hvad der kunne få danskerne til at investere mere, end de gør i dag, så en endnu større del af danskernes opsparing kan flyttes over i produktive investeringer. Øget aktivering af private opsparede midler er én af de veje til at kanalisere mere kapital til virksomhederne, som anbefales i Draghi-rapporten.


Flere af de store investeringsbarrierer kan ryddes af vejen


På tværs af befolkningen svarer 40 pct., at de undlader at investere mere, end de gør i dag, fordi de ikke ønsker at tage mere økonomisk risiko. Det er dermed den største barriere for at investere mere. Omvendt er det kun få, der siger, at de skal bruge pengene inden for en kort tidshorisont. Gruppen, der ikke ønsker at tage mere risiko, men heller ikke skal bruge pengene snart, ville muligvis være mere tilbøjelig til at investere, hvis investeringsprodukter med lavere risiko var mere tilgængelige og synlige for dem.


En anden gruppe, der kan flyttes i retning af at investere mere, er dem, der mangler viden om, hvordan man kommer i gang med at investere. Det er en forholdsvis udbredt barriere blandt de danskere, der ikke investerer i forvejen. I denne gruppe angiver 41 pct. nemlig, at de ikke investerer, fordi de mangler viden om, hvordan de skal komme i gang.


Blandt dem, der allerede investerer, svarer mere end hver femte, at det ikke er attraktivt skattemæssigt at investere mere. Det kan eksempelvis dække over personer, der har ramt indskudsloftet på aktiesparekontoen eller at yderligere aktieindkomst vil blive omfattet af den høje aktieindkomstskattesats på 42 pct. Dermed er der også et potentiale for at mobilisere mere kapital ved at skabe en mere attraktiv aktiebeskatning.


Det er særligt blandt de unge mellem 18 og 34 år, at manglende viden om, hvordan man kommer i gang, er en barriere for at investere. I denne gruppe er det 27 pct., der mangler viden om, hvordan de skal komme i gang, mens det omvendt kun gælder 10 pct. i gruppen over 56 år. I den ældre gruppe er det omvendt næsten halvdelen, der holder sig fra at investere mere, fordi de ikke ønsker at tage mere økonomisk risiko. 

Anm.: De præcise spørgsmålsformuleringer afviger mellem dem, der investerer i forvejen, og dem, der ikke gør. Kun dem, der ikke investerer i forvejen, har mulighed for at svare, at de mangler viden om, hvordan de skal komme i gang med at investere.

Kilde: Befolkningsundersøgelse af Epinion for DI, n = 4.505

Endelig er der en relativt stor gruppe, der ikke investerer mere, fordi de ikke har pengene til det. Det er en barriere for 37 pct. af danskerne, og det er dermed den næststørste årsag til ikke at investere mere. I modsætning til de tre ovennævnte barrierer – manglende risikovillighed, manglende viden om hvordan man kommer i gang, og uattraktive skattevilkår – er de danskere, der har ramt denne barriere, formentlig svære at flytte i retning af at investere mere. Det er dog vigtigt at understrege, at det ikke nødvendigvis kræver mange penge at investere.


Kun få er kritiske overfor investeringer


I undersøgelsen spørges også til den generelle holdning til at investere sine penge i aktier og investeringsforeninger. På tværs af befolkningen er 54 pct. helt enige eller enige i, at det er en god idé at investere i aktier og investe-ringsforeninger, mens 29 pct. hverken er enige eller uenige. 


Det er særligt dem, der investerer i forvejen, der er positive overfor investeringer. 74 pct. af denne gruppe er helt enige eller enige i, at det er en god idé at investere, mens det gælder 30 pct. af den gruppe, der ikke investerer i forvejen. Blandt dem, der ikke investerer, er det mest udbredte at forholde sig neutralt til investeringer, mens de færreste mener, at det er en dårlig idé at investere. Den store gruppe af neutrale afspejler sandsynligvis, at få i gruppen har egne erfaringer med at investere. Derudover har næsten hver femte ikke taget stilling til deres holdning til investeringer.

Kilde: Befolkningsundersøgelse af Epinion for DI, n = 4.505

I gruppen, der ikke investerer, men synes, at det er en god idé, må det forventes, at der er særligt mange, der ville begynde at investere, hvis flere investeringsbarrierer blev ryddet af vejen. 48 pct. af alle i gruppen mangler viden om, hvordan de skal komme i gang med at investere. Denne barriere kan reduceres eller elimineres blandt andet med en større finansiel forståelse, så flere opsparede midler kan bringes i spil.


Gruppen, der ikke mener, at det er en god idé at investere – herunder dem, der forholder sig neutralt – svarer især, at de ikke ønsker at tage mere økonomisk risiko. Samtidig er det dog få, der skal bruge pengene på kort sigt. Gruppens holdning kan derfor måske flyttes i retning af en mere positiv holdning til investering, hvis der skabes en større forståelse for, at risikoen ved investeringer kan være større eller mindre alt efter, hvad man investerer i.

Kilde: Befolkningsundersøgelse af Epinion for DI, n = 788

Selv om det er vanskeligt at få den store gruppe af personer, der mangler penge, til at investere mere, er der flere andre grupper, der godt ville kunne hjælpes i retning af større investeringslyst. Det gælder både gruppen, der skal hjælpes i gang på investeringsplatformene og gruppen, der måske skal have øjnene op for mindre risikable investeringsprodukter. Endelig kan justeringer af aktiebeskatningen få en gruppe til at investere mere, end de gør i dag.

DI’s samlede udspil til en bedre investorkultur, Verden i forandring – Danmark i vækst, kan læses på DI’s hjemmeside: verden-i-forandring---danmark-i-vakst-2026_web_final.pdf.

 

Sådan har vi gjort

I DI’s befolkningspanel er 4.505 danskere blevet spurgt til deres holdninger til en række aktuelle emner, herunder investeringer. Svarene er vægtet efter alder, køn, bopæl og stemme ved folketingsvalget i 2022 for at sikre repræsentativitet i forhold til befolkningen.

Panelet har fået stillet tre spørgsmål til investorkultur, nemlig:

Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn: Det er en god idé for danskere at investere en del eller hele sin opsparing i aktier, investeringsforeninger eller andre værdipapirer?, hvor der har kunnet svares fra helt enig til helt uenig samt ved ikke.

Har du i dag penge investeret i aktier, investeringsforeninger eller andre værdipapirer?, med svarmulighederne ja, nej og ved ikke.

Til sidst får respondenter, der svarer ja, stillet spørgsmålet:

Hvilke barrierer oplever du for at investere mere i aktier, investeringsforeninger eller andre værdipapirer, end du gør i dag? (vælg gerne flere svarmuligheder)

·          Det er for tidskrævende at finde ud af, hvad jeg yderligere skal investere i

·          Jeg ønsker ikke at tage mere økonomisk risiko, end jeg gør i dag

·          Jeg har ikke yderligere penge at investere for

·          Skattevilkårene gør det uattraktivt at investere mere, end jeg gør i dag

·          Jeg skal bruge mine penge inden for en kort tidshorisont

·          Andet

·          Ved ikke

 

Respondenter, der svarer nej til at have penge investeret, får stillet spørgsmålet:

Hvilke barrierer oplever du for at begynde at investere i aktier, investeringsforeninger eller andre værdipapirer? (vælg gerne flere svarmuligheder)

·          Jeg mangler viden om, hvordan jeg skal komme i gang med at investere

·          Det er for tidskrævende at finde ud af, hvad jeg skal investere i

·          Jeg ønsker ikke at tage økonomisk risiko

·          Jeg har ikke penge at investere for

·          Skattevilkårene gør det uattraktivt at investere

·          Jeg skal bruge mine penge inden for en kort tidshorisont

·          Andet

·          Ved ikke

 

Respondenterne gøres opmærksom på, at der skal ses bort fra pensionsopsparinger. Det skal bemærkes, at 56 pct. at respondenterne angiver at have penge investeret. Den selvrapporterede investeringsgrad er dermed væsentligt højere end f.eks. de registerbaserede investeringsgrader, der ses i Danmarks Statistiks formuestatistik. Forskellen kan blandt andet tænkes at afspejle, at nogle angiver at investere, selv om det kun er en ægtefælle, der er juridisk ejer af værdipapirdepotet og dermed fremgår af formuestatistikken. Eksempelvis er det ikke muligt at oprette en fælles aktiesparekonto.

 

Kilde: Befolkningsundersøgelse af Epinion for DI, n = 4.505

Relateret indhold