Top 20-virksomhederne går et gear ned, men er stadig afgørende
De 20 mest værdiskabende globale virksomheder har siden 2021 stået for en væsentlig del af væksten i dansk økonomi. Nye regnskaber viser imidlertid, at disse vækstlokomotiver bremser op i 2026, hvor deres vækstbidrag aftager til 0,4 procentpoint. Det laveste niveau i seks år.
Landets 20 mest værdiskabende globale virksomheder (top 20 virksomhederne) spiller en afgørende rolle for dansk økonomi og har stået for en betydelig del af væksten de seneste fire år. Fra 2021 til 2025 voksede dansk økonomi samlet set med 7½ pct., men ses der bort fra disse 20 virksomheder var der blot en fremgang i den øvrige del af økonomien på lidt over én pct. I forlængelse af de store danske virksomheders regnskaber for 2025 samt deres forventninger til det kommende år, forventes top 20-virksomhedernes bidrag til den samlede vækst at aftage ganske kraftigt i 2026.
Anm.: Der ses i figuren bort fra råstofindvinding. Regnskabsstatistikken er korrigeret for udgifter til forskning og udvikling for at gøre data sammenlignelige med BVT i nationalregnskabet. Tal for top 20-virksomhederne i 2024-25 er beregnet pba. regnskaber fra Lasso X.
Kilde: Danmarks Statistik, Lasso X og DI-beregninger
På baggrund af virksomhedernes forventninger til indeværende år skønnes top 20-virksomhederne samlet set at bidrage med 0,4 procentpoint til væksten i dansk BNP i 2026. Dermed er der udsigt til det laveste vækstbidrag fra de 20 virksomheder i seks år. Bidraget vil falde til omtrent det samme niveau som i perioden 2015-2020. Selvom væksten i disse vækstlokomotiver aftager en del, vil de dog fortsat give et stort bidrag til væksten i dansk økonomi ikke mindst taget i betragtning, at der blot er tale om 20 virksomheder, som står for lidt over to procent af den samlede beskæftigelse i Danmark.
Anm.: Top 20-virksomhedernes vækstbidrag i 2024-2025 er beregnet pba. regnskaber fra Lasso X, mens deres vækstbidrag i 2026 er beregnet pba. virksomhedernes forventninger i deres seneste offentliggjorte årsregnskaber.
Kilde: Danmarks Statistik, Lasso X og DI-beregninger.
Det forventede lavere vækstbidrag fra top 20-virksomhederne betyder, at væksten i dansk økonomi går betydeligt ned i tempo. Når der fortsat er et positivt vækstbidrag trods de store nedjusteringer til omsætningen, så skyldes det, at reduktionen i omsætningen primært er drevet af markante prisfald – især i medicinalindustrien – og i mindre omfang faldende afsætning. Det vil primært påvirke virksomhedernes indtjeningsevne og selskabsskattebetalinger frem for BNP opgjort i faste priser. De 20 virksomheder vil derfor fortsætte med at trække dansk økonomi i en positiv retning, men deres betydning bliver ikke nær så markant, som vi har set i de foregående år.
I lyset af forventningen om, at top 20-virksomhedernes bidrag til væksten vil være mindre i 2026 er det afgørende, at resten af erhvervslivet kan fortsætte de positive takter fra 2025 og levere et positivt bidrag til væksten. Sidste år kom der mere gang i væksten fra privatforbruget, den offentlige efterspørgsel og gasproduktionen i Nordsøen, mens vækstbidraget fra eksporten aftog. Samtidig har arbejdsmarkedet vist fremgang med stigende beskæftigelse i de fleste brancher. Der er umiddelbart udsigt til fortsat fremgang i især den hjemlige efterspørgsel i 2026, men der hersker aktuelt betydelig usikkerhed om udviklingen i verdensøkonomien. Denne usikker-hed er kun blevet yderligere forstærket på det seneste efter den omfattende krig i Mellemøsten, som ventes at svække vækstudsigterne for 2026.
De 20 mest værdiskabende globale virksomheder
Top 20-virksomhederne er defineret som virksomheder, der består af et moderselskab og eventuelt flere datterselskaber inden for samme koncern, som havde mindst 1.000 årsværk i 2023 og en gennemsnitlig årlig real værditilvækst per årsværk på mindst 1,5 mio. kr. i perioden 2019-2023 inden for koncernen. Analysen er udarbejdet på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik og regnskaber fra Lasso X. Læs mere om datagrundlaget og opgørelsesmetoden nederst i analysen.
Få store virksomheder henter mange penge hjem fra udlandet
De 20 vækstlokomotiver er meget aktive globalt, både når det kommer til afsætningsmarkeder, produktion og beskæftigelse. Deres eksport er 5-6 gange større end i resten af erhvervslivet, hvilket især er trukket af nogle få store virksomheder i industrien. En stor del af disse virksomheders eksportindtægter kommer fra såkaldt merchanting og processing (M&P), som er kendetegnet ved, at produktionen og salget foregår i udlandet, og derfor kun i begrænset omgang påvirker den indenlandske aktivitet i Danmark.
De 20 virksomheders M&P-aktiviteter er skudt kraftigt i vejret siden 2021, hvor indtægterne fra denne type af eksport er steget med over 200 mia. kr. (målt i løbende priser). Af de i alt 330 mia. kr. står top 20-virksomhederne bag hele 265 mia. kr., hvilket svarer til omkring en femtedel af den samlede danske vareeksport i 2025. En stor del af fremgangen i dansk BNP kommer således fra aktiviteter, der finder sted uden for Danmarks grænser.
Anm.: *Data for M&P på virksomhedsniveau er kun tilgængelige frem til og med 2023, hvorfor tallene for superstjernerne i 2024-2025 er fremskrevet med den overordnede udvikling i M&P.
Kilde: Danmarks Statistik og DI
Når man betragter den geografiske fordeling af den ikke-grænsekrydsende eksport, er det særligt USA, der skiller sig ud. USA som M&P-marked er vokset fra 42 mia. kr. i 2019 til 205 mia. kr. i 2025 og er Danmarks suverænt vigtigste marked. M&P-aktiviteterne er dog også vokset uden for USA, blandt andet i EU, hvor indtægterne herfra er fordoblet siden 2019.
Kilde: Danmarks Statistik og DI
Hvad er merchanting og processing?
Merchanting omfatter danske virksomheders køb og videresalg af varer i udlandet, uden at varerne krydser den danske grænse. De danske virksomheder ejer de færdige varer, men ikke de råvarer, der indgår i produktionen. Merchanting opgøres som avancen på varerne, det vil sige salgsprisen fratrukket købsprisen.
Processing er defineret ved, at danske virksomheder får forarbejdet råvarer i udlandet og videresælger de færdige varer i udlandet. I modsætning til merchanting ejer de danske virksomheder i dette tilfælde både råvarerne og de færdige varer. Processing opgøres som omsætningen fra salget af varer fratrukket omkostningerne til forarbejdningen i udlandet, og er mest udbredt inden for industrien.
Top 20-virksomhedernes M&P-aktiviteter – som i høj grad knytter sig til medicinalindustrien – bygger ofte på mange års intensive investeringer i FoU og immaterielle aktiver. Dette kommer blandt andet til udtryk ved, at de 20 virksomheder i gennemsnit bruger 6 pct. af deres værditilvækst på at investere i FoU, hvilket er tre gange mere end i det øvrige private erhvervsliv. Forskellen er endnu mere udtalt, når det kommer til ansættelse af medarbejdere til FoU-arbejde (såkaldt FoU-årsværk). 16 pct. af de beskæftigede i top 20-virksomhederne arbejder således med FoU-aktiviteter, mens den tilsvarende andel blot er 2 pct. i den resterende del af erhvervslivet.
Anm.: Figuren omfatter alene virksomheder med mindst 10 fuldtidsansatte.
Kilde: Danmarks Statistik og DI
Selvom en betydelig del af top 20-virksomhedernes produktion og salg finder sted uden for Danmarks grænser, har de i de seneste år bidraget markant til fremgangen i beskæftigelsen. Det gælder især i industrien, hvor de fem største top 20-virksomheder målt på værdiskabelse (industriens top 5)1 i perioder har stået for så stor en andel af beskæftigelsesudviklingen i industrien, at der samlet set ville have været tilbagegang uden deres bidrag. Jobvæksten i disse fem virksomheder er dog bremset op på det seneste og var negativ i fjerde kvartal 2025. Til gengæld har de øvrige industrivirksomheder oplevet lidt større fremgang i beskæftigelsen over det seneste år.
Anm.: Beskæftigelsen i et givent kvartal er opgjort som den gennemsnitlige sæsonkorrigerede beskæftigelse over kvartalets tre måneder.
Kilde: DI-beregninger pba. virk.dk og Danmarks Statistik
Udsigten til lavere vækst og faldende indtjening blandt top 20-virksomhederne samlet set betyder, at væksten i dansk økonomi går et gear ned. Det øger kravene til politikerne om, at de fører en økonomisk politik, der både sikrer, at top 20-virksomhederne fortsat kan vokse med afsæt i Danmark samtidig med, at det store flertal af øvrige danske virksomheder har nogle rammevilkår, der holder dem konkurrencedygtige i en usikker verdensøkonomi præget af krig i Mellemøsten og tiltagende international konkurrence
Sådan har vi gjort
Datagrundlag og definition af top 20-virksomheder
Denne analyse er udarbejdet på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik og regnskaber fra Lasso X. Top 20 virksomhederne er defineret på koncernniveau ved at sammenlægge de relevante økonomiske størrelser (værditilvækst, beskæftigelse mv.) for alle CVR.-numre i samme koncern. Således bliver al aktivitet inden for samme koncern behandlet som samme virksomhed. Blandt de koncernaggregerede virksomheder er top 20-virksomhederne defineret ved, at de havde mindst 1.000 årsværk i 2023 og en gennemsnitlig årlig real værditilvækst per årsværk på mindst 1,5 mio. kr. i perioden 2019-2023 (fraregnet årene med højeste og laveste værditilvækst per fuldtidsansat i den femårige periode).
Top 20-virksomhedernes vækstbidrag i 2024-2026
Da Danmarks Statistiks regnskabsstatistik kun er tilgængelig frem til og med 2023 benyttes regnskaber fra Lasso X og CVR-registeret til at beregne top 20-virksomhedernes vækstbidrag i 2024-2025. Da det ikke er muligt at identificere enkeltvirksomheder i Danmarks Statistiks registre, gøres dette ved at beregne værditilvæksten i de brancher, hvor de 20 virksomheder er repræsenterede, og fremskrive virksomhedernes værditilvækst med den overordnede udvikling i de respektive brancher.
Bidraget til væksten i 2026 fra de 20 virksomheder er beregnet på baggrund af en række store virksomheders forventninger til deres resultater og indtjening i deres seneste offentliggjorte regnskaber, som opererer i de samme brancher som top 20 virksomhederne. I analysen deflateres udviklingen i BNP med nationalregnskabstal på 36-branchegrupperingen, der – som følge af de seneste års meget store prisfald særligt inden for medicinalindustrien – er forbundet med betydelig usikkerhed.
Den sidste figur i analysen, der fokuserer på de fem største top 20-virksomheder (industriens top 5), omfatter virksomhederne: Novo Nordisk, LEGO, Lundbeck, Coloplast og Oticon (Demant). De fem virksomhederne er opgjort ud fra samme kriterier som i Danmarks Statistiks registre, men dækker ikke nødvendigvis over de samme virksomheder som i den øvrige del af analysen.
Fodnote
- Ifølge regnskabsoplysninger fra Lasso X omfatter Industriens top 5 følgende virksomheder: Novo Nordisk, LEGO, Lundbeck, Coloplast og Oticon (Demant). Læs mere i metodeafsnittet nedenfor.