Analyser

Stigende oliepriser svækker tempoet i dansk økonomi

Krigen i Mellemøsten og de stigende oliepriser har allerede svækket dansk økonomi. Dansk økonomi vil kun vokse svagt i løbet af 2026 – holdt oppe af høj offentlig udgiftsvækst. Situationen i Mellemøsten er meget uforudsigelig, og vi kan med kort varsel se store ændringer i olieprisen. Stiger olieprisen med 10 dollars koster det dansk økonomi 12 mia. kr. og fører til 11.000 færre jobs.

Væksten i dansk økonomi er under pres af krigen i Mellemøsten. Dansk økonomi skønnes, at vokse med 2,1 pct. i 2026 og 1,7 pct. i 2027, men en stor del af væksten i 2026 skyldes en meget gunstig udvikling over det seneste år. Dansk økonomi skønnes at opleve tæt på stilstand hen over  

sommerhalvåret og først komme op i tempo i den sidste del af året og ind i 2027 i takt med, at olieprisen forventeligt begynder at aftage igen. Den samlede vækst fra 2025 til 2026 på 2,1 pct. dækker således over en vækst på blot 0,8 pct. fra slutningen af 2025 til slutningen af 2026. Dette skyldes især lukningen af Hormuzstrædet og de stigende oliepriser, der betyder, at inflationen stiger, rentestigninger rykker tættere på og efterspørgslen i både Danmark og udlandet svækkes. Krigen i Mellemøsten har dermed betydelige konsekvenser for dansk økonomi. Dansk økonomi skønnes allerede nu at blive svækket med 23 mia. kr.1 og den regning kan blive mindre eller større afhængigt at situationen i Mellemøsten.

Væksten skønnes at være ganske svag i løbet af 2026, og derfor kan yderligere stigninger i olieprisen sende dansk økonomi i en teknisk recession, med to kvartaler i træk med negativ vækst. Omvendt vil en snarlig genåbning af Hormuzstrædet og lavere oliepriser kunne styrke konjunktursituationen og sende væksten op over to pct. om året.

Der hersker aktuelt meget stor usikkerhed om olieprisen, som på daglig basis kan svinge op og ned med 5-10 dollars pr. tønde. Den fremadrettede oliepris har stor betydning for væksten i de kommende år, hvilket er illustreret ved nedenstående følsomhedsberegninger (se boks 1). Stiger olieprisen med yderligere 10 dollars pr. tønde hen over hele prognoseperiode, så vil det isoleret svække dansk BNP med knap 12 mia. kr. og reducere beskæftigelsen med 11.000 personer i 2027.   

Vedvarende forsyningsproblemer og større stigninger i olieprisen kan det få meget alvorlige konsekvenser for Danmark og verdensøkonomien. Ifølge IMF kan det føre til global recession, med en vækst i verdensøkonomien på under to procent, hvilket sidst er set under coronapandemien og Finanskrisen. Meget store stigninger i olieprisen kan føre til et kraftigt fald i både forbrugs- og investeringslysten, hvilket vil accelerere nedgangen i økonomien.

Krig i Mellemøsten øger usikkerhed

Krigen i Mellemøsten og lukningen af Hormuzstrædet har sendt oliepriserne kraftigt i vejret. På ganske få uger i starten af marts steg olieprisen fra under 70 til over 110 dollars pr. tønde. Kort efter påske faldt olieprisen som følge af den midlertidige våbenhvile, men priserne er steget igen i takt med at håbet om en hurtig aftale er svundet ind. Olieprisen har lavet store udsving over de seneste to måneder.


Der er ingen tvivl om, at olieprisen vil holde sig på et højt niveau et godt stykke tid endnu. Det vil tage tid at få skibstrafikken til at flyde normalt igen, mens der samtidig er ødelagt olieinfrastruktur, som skal genopbygges. 

Kilde: Macrobond

Konsekvenserne og varigheden af krigen i Mellemøsten er meget uforudsigelig, og derfor er der også ekstraordinært stor usikkerhed om forsyningerne igennem Hormuzstrædet og olieprisen, hvilket også har betydning for væksten i verdensøkonomien og inflationen.


Over de seneste 2 måneder har olieprisen svinget op og ned i intervallet fra tæt på 90 til op over 110 dollars pr. tønde. Futurepriserne peger aktuelt på, at olieprisen vil holde sig tæt på 100 dollars pr. tønde hen over sommeren og aftage gradvist over prognoseperioden. De aktuelle futurepriser på olie ligger højere end i ugen efter påske og især markant højere end i starten af året.


DI’s prognose er baseret på den skønnede udvikling i futurepriserne på olie fra d. 5 maj 2026. Der er dermed taget udgangspunkt i en oliepris på 103 dollars pr. tønde i 2. kvartal 2026 som gradvist faldt ned mod 75 dollars pr. tønde ved udgangen af 2027. Da der hersker ekstraordinært stor usikkerhed om især olieprisen, er prognosen suppleret med en følsomhedsberegning (se boks 1), der viser konsekvenserne for væksten og inflationen ved en højere eller lavere oliepris.


Inflationen presses op af stigende oliepriser

De stigende oliepriser har allerede vist sig tydeligt i priserne på benzin og diesel, som siden slutningen af februar er steget med 3-4 kr. pr. liter. Højere priser på brændstof trækker isoleret set op i inflationen, men prisstigningen kommer i forlængelse af den kraftige lempelse af elafgiften fra nytår. Samlet set steg inflationen i Danmark fra 0,7 pct. i februar til 1,2 pct. i marts. Inflationen er fortsat relativt lav i Danmark, men forbrugerpriserne skønnes at stige i løbet af forårsmånederne. 

Kilde: Danmarks Statistik og DI-beregninger

I finansloven for 2026 blev der indgået en politisk aftale om at afskaffe afgifterne på kaffe og sukkervarer fra d. 1. juli 2026. Det er antaget, at en kommende regering vil fremsætte et lovforslag om at vedtage afgiftslempelserne. De lavere afgifter vil dæmpe fødevarepriserne og dermed inflationen. I løbet af 2027 vil udsigten til faldende oliepriser bidrage negativt til inflationen, mens det skønnes, at kerneinflationen vil stige lidt i takt med, at de højere energipriser passerer igennem værdikæden. 


Den samlede inflation skønnes at være på 1,7 pct. i 2026 og 2,0 pct. i 2027. Forventningerne til inflationen skal ses i lyset af enorm stor usikkerhed om udviklingen i olieprisen og de afsmittende effekter på de øvrige forbrugerpriser.

Boks 1: Følsomhedsberegning af ændringer af olieprisen

Som nævnt ovenfor er der betydelig uforudsigelighed i, hvordan olieprisen udvikler sig i løbet af prognoseperioden. DI’s hovedscenarie for dansk økonomi er derfor her suppleret med en følsomhedsberegning af effekterne, hvis prisen på en tønde olie stiger eller falder med 10 dollars.

Stiger olieprisen med 10 dollars pr. tønde i løbet af hele prognoseperiode, vil det føre til højere inflation, flere rentestigninger og mindre efterspørgsel i både Danmark og udlandet. Følsomhedsberegningen viser, at væksten i dansk økonomi kan blive reduceret med 0,2 procentpoint om året ved en forhøjelse af olieprisen på 10 dollars pr. tønde, mens væksten omvendt bliver højere ved en lavere oliepris. 

 

Anm.: Det er i scenarierne antaget, at olieprisen øges/mindskes med 10 dollars pr. tønde i hele prognoseperioden. Renterne hæves/sænkes med 25 basispoint mens eksportmarkedsvæksten reduceres/øges som følge af ændret vækst i udlandet.

Kilde: DI-beregninger på Nationalbankens MONA-model

En forhøjelse af olieprisen med 10 dollars pr. tønde i løbet af hele prognoseperioden betyder, at dansk BNP i 2027 vil være knap 12 mia. kr. lavere end ellers. Den lavere aktivitet vil samtidig føre til, at beskæftigelsen reduceres med 11.000 personer i 2027.

Både virksomhederne og forbrugerne har allerede mærket effekterne af de stigende oliepriser, som hurtigt har ført til øgede produktionsomkostningerne og højere priser på transport. Stiger olieprisen med yderlige 10 dollars, vil det vise sig i højere inflation over prognoseperioden. Inflationen vil blive forøget med ca. 0,3 procentpoint i begge år.

 

Anm.: Det er i scenarierne antaget, at olieprisen øges/mindskes med 10 dollars pr. tønde i hele prognoseperioden. Renterne hæves/sænkes med 25 basispoint mens eksportmarkedsvæksten reduceres/øges som følge af ændret vækst i udlandet

Kilde: DI-beregninger på Nationalbankens MONA-model

Jo højere olieprisen kommer op, jo mere vil de stigende energipriser sprede sig til mange andre produkter, hvilket kan sætte sig i en skadende opadgående løn-pris-spiral. En stigning i olieprisen på fx 30 dollars vil derfor have langt større effekt på inflationen, end hvad der svarer til 3 gange en forhøjelse på 10 dollars.


Følsomhedsberegningerne viser, at erhvervsinvesteringerne og privatforbruget reagerer negativt på de højere oliepriser og de økonomiske følgevirkninger, men der hersker usikkerhed om styrken af virksomhedernes og forbrugernes reaktion. Beregningerne er behæftet med vanlig usikkerhed. Der er imidlertid særlig usikkerhed denne gang vedr. effekterne af trægheden i såkaldt sentiment. Dvs. hvor meget reagerer risikopræmierer på investeringer og forbrug udover det, som olieprisen isoleret set ville tilsige. Store stigninger i olieprisen kan føre til et kraftigt fald i både forbrugstilbøjeligheden og investeringslysten, hvilket vil accelerere nedgangen i økonomien. Det betyder, at følsomhedsberegningerne ikke bare kan skaleres op med samme faktor som oliepriserne stiger. Samtidig skal ovenstående følsomhedsberegninger også ses i forlængelse af den i forvejen store stigning i olieprisen. Effekter vil ikke være lige så store hvis olieprisen stiger fra 55 til 65 dollars pr. tønde i en normal konjunktursituation. 


Svar fra DI’s Virksomhedspanel viser, at de geopolitiske spændinger har fået hver femte virksomhed til at droppe eller overveje at droppe nogle investeringer. Samtidig er forbrugertilliden i april faldet til det laveste niveau i seks måneder. Disse tal bekræfter, at virksomheder og forbrugere reagerer negativt på situationen. 

DI’s prognose for væksten i de kommende år

Dansk økonomi er vokset kraftigt over de seneste to år, hvor de 20 mest værdiskabende globale virksomheder har leveret store bidrag til væksten. Top-20-virksomhederne leverede et vækstbidrag til dansk økonomi på hhv. 3,0 og 1,3 pct.point i 2024 og 2025, men dette skønnes at aftage til 0,4 procentpoint i 2026. Det er især medicinalindustrien, som har leveret store bidrag til væksten over de seneste år. Novo Nordisk forventer faldende omsætning i 2026, men tilbagegangen er især drevet af store prisfald, mens der er forventninger om salg af flere medicindoser. Derfor ventes medicinalindustrien også at bidrage positivt til væksten i 2026 og 2027.


Det aftagende vækstbidrag fra de allerstørste virksomheder betyder, at væksten i dansk økonomi bliver mere afhængig af det øvrige erhvervsliv. Der er dog aktuelt mange virksomheder, som angiver, at deres produktion er begrænset af mangel på efterspørgsel. Usikkerheden er en stor barriere for væksten, der bliver fortsat holdt igen med investeringerne, og efterspørgslen fra de nære eksportmarkeder er stadig svag. Det øvrige erhvervsliv kan således ikke kompensere for vækstnedgangen i top-20-virksomhederne, og derfor bliver væksten ikke lige så høj i 2026 og 2027 som i de foregående år.


Samlet set skønnes dansk økonomi at sætte tempoet lidt ned i 2026 og 2027, hvor der ventes en vækst på henholdsvis 2,1 og 1,7 pct. Den relativt høje vækst i 2026 dækker over høj vækst over det seneste år og en svag vækst igennem 2026. Samtidig er væksten i begge år også trukket op af store bidrag fra stigende offentlige udgifter. 

 

Kilde: Danmarks Statistik og DI-beregninger

Erhvervsinvesteringerne og boliginvesteringerne skønnes at udvikle sig svagt i 2026 i lyset af den store usikkerhed, stigende omkostninger og udsigten til svagt stigende renter. Investeringerne skønne at komme lidt op i tempo i 2027 i takt med, at den økonomiske usikkerhed forhåbentligt aftager.


Eksporten skønnes at stige i både 2026 og 2027, men tempoet bliver lavere end set over de seneste fem år. Eksportvirksomhederne møder udfordringer på flere fronter. Krigen i Mellemøsten svækker væksten i verdensøkonomien, mens de høje toldmure omkring det amerikanske marked rammer den store eksport til USA. Nye internationale prognoser fra både ECB, OECD og IMF viser, at eurozonen også i de kommende år vil opleve svag vækst på blot cirka én pct. om året.


Privatforbruget skønnes i løbet af prognoseperioden at stige i takt med de disponible indkomster, dog med en lavere hastighed i 2026 på grund af den store usikkerhed i verdensøkonomien. Stigende beskæftigelse, fremgang i reallønnen samt lavere skatter og afgifter giver husholdningerne et større rådighedsbeløb, som de ventes at omsætte til fremgang i privatforbruget. 

Note: Ændringer i lagerinvesteringer i pct. af bruttonationalproduktet det foregående år.

Kilde: Danmarks Statistik og DI

Der er udsigt til en meget stor stigning i både det offentlige forbrug og 
investeringer i både 2026 og 2027. Det offentlige forbrug skønnes at stige med cirka fem pct. om året, mens de offentlige investeringer vil stige med cirka ti pct. om året i løbet af prognoseperioden. Der vil især blive brugt mange penge på forsvaret, men der er også en pæn vækst i det øvrige forbrug. Det er forventet, at meget af det nye materiel til forsvaret bliver købt i udlandet, og derfor stiger importen meget i løbet af prognoseperioden.

Anm.: Bidraget til væksten fra de offentlige udgifter, dækker over bvt i den offentlige sektor som typisk kommer via offentligt ansatte, mens offentlige udgifter til varekøb og investeringer som typisk udføres af private virksomheder eller importeres. Der er antaget et importindhold på 80 pct. i forsvarsinvesteringer og 50 pct. i varekøb til forsvaret.

Kilde: Danmarks Statistik og DI-beregninger

Beskæftigelsen steg sidste år med 38.000 personer, men skønnes nu at stige med 22.000 personer i 2026 og 16.000 personer i 2027. Ledigheden skønnes at stige med over 20.000 personer hen over prognoseperioden, men en stor del af den stigende ledighed skyldes tekniske ændringer af visitationskategorierne i beskæftigelsessystemet.

Med henblik på at se hele prognossen i flere detaljer, venligst download PDF-filen som redegør for en detaljeret gennemgang af udviklingen i de centrale hovedstørrelser i dansk økonomi.  


 

Fodnote

  1. Dansk BNP skønnes at være 23 mia. kr. lavere i 2027 i DI’s prognose end i Nationalbankens vur-dering af den økonomiske udvikling i fravær af højere energipriser. Ifølge Nationalbankens prog-nose fra 26. marts 2026 ville dansk økonomi vokse med 2,3 pct. i 2026 og yderligere 2,2 pct. i 2027 i fraværet af højere energipriser.

Relateret indhold