Virksomhedsgruppe om de politiske rammer for fremtidens tekstiler
DI’s virksomhedsgruppe om de politiske rammer for fremtidens tekstiler samler en række virksomheder, der anvender eller producerer tekstiler, i dialog om de politiske rammer for fremtidens tekstilsektor – herunder de kommende lovgivningskrav, der stilles fra EU og nationalt, især med fokus på det kommende producentansvar for tekstiler.
Det kommende producentansvar for tekstiler betyder, at virksomheder får ansvar for tekstilprodukters fulde livscyklus, hvilket også indebærer ansvaret for produkterne, når de ender som affald. Formålet med ordningen er at drive udviklingen hen imod en mere cirkulær økonomi, hvor miljøpåvirkningen mindskes, og andelen af både genbrug og genanvendelse øges. Dette krav bygger på en revision af EU's Affaldsrammedirektiv fra 2025, hvor medlemslandene pålægges at indføre producentansvar på tekstiler.
Virksomhedsgruppens formål
Konkret har virksomhedsgruppen til formål at sparre med DI’s enhed for Miljøpolitik og cirkulær økonomi om politisk interessevaretagelse i forbindelse med implementering af producentansvar for tekstiler i Danmark samt implementeringen af EU’s revision af affaldsrammedirektivet fra 2025 med fokus på de nye krav til tekstiler. Deltagere i gruppen har således mulighed for at komme input til det mandat, som DI arbejder ud fra i politisk sammenhæng.
DI forsøger løbende at påvirke de politiske rammebetingelser og har brug for konkret dialog med virksomheder, der producerer, sælger eller anvender tekstiler for, at de løsninger og lovkrav, der kommer, er både ambitiøse og implementerbare i virksomhederne.
Praktisk information
Virksomhedsgruppen er for DI’s medlemmer, der anvender eller producerer tekstiler og interesserer sig for tekstiler i en cirkulær økonomi. Målgruppen er medarbejdere, der har stor viden om miljø, tekstiler og public affairs, da diskussionerne i netværket i høj grad handler om indretning af de politiske rammer, og hvad konkrete krav vil betyde for virksomheder og miljø.
Møder afholdes ad hoc i forbindelse med DI’s politiske arbejde med at påvirke forskellige lovgivningsprocesser nationalt og i EU. Vi forsøger at indkalde i så god tid som muligt. Møderne foregår typisk online.
Hvis man ønsker viden om kommende krav til tekstiler, og hvordan man kan arbejde med dem i en cirkulær økonomi, anbefales det i stedet at deltage i DI’s netværk for cirkulær økonomi.