Pricing netværk
Styrk din virksomheds profit med bedre prissætning. I DI’s Pricing netværk møder du fagfæller, der arbejder strategisk og operationelt med pris, værdi og profit.
Prissætning er en af de mest direkte veje til at forbedre virksomhedens bundlinje – og samtidig et område, der ofte er underprioriteret. DI’s Pricing Netværk samler professionelle, der arbejder med pris og profit på tværs af brancher, så du kan udveksle erfaringer, teste idéer og være med til at udvikle prissætningsfaget.
Netværket bygger på fælles scenarier og cases, der afspejler de udfordringer, organisationer typisk står overfor: forståelse af konkurrenternes værditilbud, kundeværdi og betalingsvilje; udvikling af metoder og processer til værdibaseret prissætning; håndtering af differentierede priser på tværs af regioner, kanaler og kundesegmenter; samt implementering af prissætningspolitikker og IT-systemer, der understøtter arbejdet.
Hvem henvender netværket sig til?
Netværket er for analytikere, specialister og ledere, der arbejder med pricing, revenue management eller relaterede kommercielle discipliner som salg, marketing, finans, indkøb og produktudvikling. Uanset om du er ny i feltet eller en erfaren pricing-professionel, får du et fagligt stærkt forum, hvor du kan dele erfaringer og hente inspiration.
Møderne består af oplæg fra netværksmedlemmer og eksterne specialister – herunder erfarne pricing-profiler fra både danske og internationale virksomheder, konsulentbranchen og forskningsmiljøer. Gennem dialog og workshops får du indblik i best practice, nye teorier, praktiske greb og strategiske tilgange, du kan omsætte til dit eget arbejde.