For at skabe tryghed for vores gæster i Industriens Hus og DI's øvrige lokationer, indføres krav om coronapas for alle gæster i forbindelse med kurser og arrangementer. Læs mere om retningslinjerne

Arrangement

Informationsmøde om SMV virksomhedsprogrammet

Regeringen har lanceret et ambitiøst virksomhedsprogram for genstart af SMVer ovenpå COVID-19 krisen. Kom og hør, hvordan din virksomhed kan få økonomisk hjælp til vækst- og forretningsudvikling, grøn og digital omstilling, internationalisering samt indkøb af konkret teknologi, produktionsudstyr og software m.v

Eftermiddagsmødet klæder dig på, så du er klar til at søge tilskud til din virksomhed. Du får viden og konkret vejledning til, hvordan du gør, og du kan tale med DI og erhvervshusets forretningsudviklere.

Der er kaffe, snacks og forfriskninger fra kl. 14:30. Programmet starter kl. 15 med inspiration og viden. Fra ca. kl. 16.30 står erhvervshuset og DI til rådighed med konkret sparring, og der er mulighed for at netværke. 


Program:

Velkomst - Hvad er SMV virksomhedsprogrammet, og hvad kan du bruge det til?
v/ CEO Katrine Paaby Joensen, Erhvervshus Hovedstaden og fagleder Jes Lerche Ratzer, Regional Erhvervsfremme, DI.

Sådan har Partneren A/S formået at tage det første skridt mod en bæredygtig strategi
v/ adm. direktør Catja Winther

Partneren A/S er en familieejet servicevirksomhed med mere end 300 medarbejdere, der løser specialiserede rengøringsopgaver for både store og små erhvervskunder.

Hvad kan du få tilskud til, og hvordan gør du konkret, når du vil søge?
v/ Erhvervshus Hovedstaden.

Forstå Omstillingspuljen og Virksomhedsprogrammets spor: SMV:Digital, SMV:Grøn og SMV:Vækstpilot.

Den hybride arbejdsplads – har Covid-19 krisen også ført noget godt med sig? Få tips til, hvordan de nye hybride arbejdsformer kan gavne din virksomhed
v/ Christine Secher, chefkonsulent for DI hybridarbejde

Networking med mulighed for at tale med erhvervshusets forretningsudviklere og DI’s medarbejdere.



Kort om programsporene:


SMV:Digital indeholder tilskudsvouchers til køb af rådgivning omkring digital omstilling; desuden indeholder programmet en række kompetenceudviklingsmuligheder samt mulighed for tilskud til investering i udstyr, maskiner, software mv. Tilskudsvouchers op til 250.000 kr.

SMV:Grøn indeholder vouchers til rådgivning, kompetenceudvikling og investeringer i udstyr, maskiner mv. som understøtter jeres grønne udvikling. Tilskudsvouchers op til 250.000 kr.

SMV:Vækstpilot indeholder mulighed for ansættelse af en ledig vækstpilot (lige fra en faglært til en højtuddannet) Vækstpiloten ansættes i 6 mdr. på ordinære vilkår - virksomheden får dækket 50 pct. af omkostninger (dog max. 15.000 kr./mdr.)


Kort om Omstillingspuljen:
Omstillingspuljen giver tilskud til virksomheder, som har været hårdt ramt af Covid-19 krisen. Puljen åbner for tredje gang fra 5.-28. oktober, og denne gang er der tilført 178 mio. kr. Virksomheder kan her få støtte til omstilling og tilpasning af forretningsmodeller, kompetenceudvikling samt indkøb af udstyr.