Arrangement

Årsrapportprisen 2026

Vi sætter fokus på indregning af omsætningen og på forståelse af den forretningsmæssige udvikling – endnu en gang set i lyset af en omskiftelig verden og med et kig frem mod de næste store ændringer i rapporteringskravene.

Dansk Industri og FSR – danske revisorer inviterer til Årsrapportprisen 2026, hvor vi hædrer og fejrer årets vinder af Årsrapportprisen, de nominerede selskaber og diplomvinderne.

På årets konference sætter vi fokus på indregning af omsætningen samt forståelse af virksomhedens indtjening og vækstpotentiale gennem klare beskrivelser af geopolitiske forhold og andre eksterne påvirkninger på indtjening og pengestrømme. Det gælder både beskrivelser i ledelsesberetningen og relevante noter til koncernregnskabet samt i beskrivelse af forventede fremtidige effekter på virksomheden.

Vi ser frem mod de kommende krav i IFRS 18 – udfordringer, omstilling og den fremtidige kommunikation om indtjening og resultater – og vender blikket mod bæredygtighedsrapporteringen i en tid midt mellem ”gamle” og ”nye” rapporteringskrav.

Vi debatterer, lærer af de gode eksempler og hylder den gode årsrapport i sin helhed.

Årsrapporten under forandring – stadigvæk!
Årsrapporten har de seneste året været påvirket af indarbejdelsen af bæredygtighedsrapporten. Med Omnibus I ser vi nu frem mod ændrede krav til bæredygtighedsrapportering samtidig med at næste store ændring fra IFRS 18, Presentation and Disclosure in Financial Statements, er på vej ind i årsrapporterne. Stabiliteten i årsrapportens struktur er derfor en udfordring både fra ændrede regulatoriske krav – og fra en konstant foranderlig omverden.

Årets Key Note speaker sætter derfor fokus på betydning af årsrapporten som instrument i kommunikationen med omverdenen. Hvad er dilemmaerne og får vi de rigtige muligheder med de fremtidige krav og muligheder?

Trends og udvikling af års- og koncernregnskabet
I lighed med tidligere år gennemgår vi trends og udvikling af årsrapporten i sin helhed og med særligt fokus på nye krav i års- og koncernregnskabet.

Vi sætter fokus på de gode eksempler fra års- og koncernregnskabet og samspillet med ledelsesberetningens beskrivelse af geopolitiske og andre eksterne forholds indvirken på virksomheden.

Som et særligt tema belyser vi den regnskabsmæssige behandling af omsætningen både i beskrivelser af indregning og måling af særlige kontrakttyper samt i specifikationer af omsætningen af betydning for forståelse af forretningen.

I en debat med to aflæggere belyses dilemmaer, udfordringer og deres erfaringer fra præsentationen af detaljerede oplysninger om omsætningen.

I det afsluttende indlæg fortæller IASB om deres strategiske prioriterer og hvad vi skal forvente af den fremtidige rapportering.

De kommende krav til præsentation af års- og koncernregnskabet – IFRS 18
IFRS 18 stiller nye krav til præsentationen af resultatopgørelsen og brugen af ”management performance measures” og skal senest implementeres fra 1. januar 2027. Vi ser nærmere på hvilke konsekvenser virksomhederne forventer, at implementeringen af IFRS 18 vil få på deres regnskabsaflæggelse og -kommunikation.

Hør indlæg fra aflæggere, der er langt i implementering og vil dele erfaringer og eksempler på de overvejelser de gør sig.

Trends i bæredygtighedsrapporteringen
Vi sætter fokus på gode eksempler fra bæredygtighedsrapporterne, der er aflagt i krydsfeltet mellem de oprindelige krav i ESRS og omnibus-forslagene til ændrede og reducerede standarder.

Få seneste nyt fra EFRAG om de kommende krav i ESRS, hvorefter vi ser frem mod de fremtidige krav og hvordan de forventes at påvirke rapporteringen.

Indlæg og paneldebatter
Glæd dig til indlæg fra en række virksomheder samt til paneldebatter, hvor der sættes fokus på erfaringer og dilemmaer i udviklingen af årsrapporten som helhed.

I paneldebatterne indgår blandt andet de nominerede virksomheder og diplomvinderne. Her giver de deres perspektiver på de områder, dommerkomitéen særligt har bemærket.

Gode eksempler fra Small Cap og Mid Cap - igen!
Årsrapporterne fra virksomheder i Small Cap- og Mid Cap-segmentet udvikler sig meget i disse år. Vi inddrager de gode eksempler fra dette segment, som andre danske virksomheder kan blive inspireret af.

Diplomer og nomineringer
Uddeling af diplomer og nomineringer til årsrapportprisen præsenteres i løbet af dagen i tilknytning til dagens emner.

Dagens program
Dagens præsentationer og debatter afholdes hovedsageligt på dansk, mens slides og publikationer alene vil foreligge på engelsk. Visse sessioner og debatter vil dog foregå på engelsk. Årets moderator er journalist Vibeke Daell Bjerrum. Talere og paneldeltagere samt navne på nominerede selskaber tilføjes løbende til programmet.

Most sessions will be held in Danish, but some will be in English. Written material, publications and slides will be in English. The event will be facilitated by journalist Vibeke Daell Bjerrum as moderator. Speakers, panelists and names of the nominated entities will be added closer to the date of the event.

    • 08:30 Registrering og velkomst

    • 09:00 Velkomst

    • 09:10 Hvad har dommerkomitéen lagt vægt på?

    • Trends og udvikling af årsrapporten

    • 10:10 Pause

    • 10:40 Trends og udvikling af årsrapporten (fortsat)

    • Fokus bæredygtighedsrapporteringerne

    • Implementering af IFRS 18

    • 12:00 Frokost

    • 13:00 Key note speak – Årsrapporten under forandring

    • Trends i års og koncernregnskabet


    • Omsætning – Indregning, måling og præsentation

    • 14:10 Pause

    • 14:35 IASBs strategic priorities – which direction to expect in future standards and amendments

    • Refleksioner over årsrapporten 2025 og de kommende års ændringer

    • Hvad har dommerkomitéen lagt vægt på?

      V/Henrik Grønnegaard, medlem af FSR - danske revisorers Regnskabsudvalg, på vegne af dommerkomitéen

    • Prisoverrækkelse til vinderen af Årsrapportprisen 2026

    • 15:25 Afslutning

    • 15:30 - 16:00 Fejring af vinderne

      Vi fejrer vinderne med bobler i Atriet i DI

DE NOMINEREDE VIRKSOMHEDER

De nominerede virksomheder bliver annonceret på vores hjemmesider – di.dk og fsr.dk.

Vinderne findes blandt ikke-finansielle selskaber, som har aktier noteret på Nasdaq Copenhagen Main Market eller er blandt de største unoterede virksomheder, der aflægger årsrapport efter IFRS.