Arrangement

WORKSHOP: Vær med til at sætte byggeriets præg på DI’s kommende politik for cirkulær økonomi

Tirsdag den 21. marts 2023 sætter DI Byggeri fokus på, hvad der skal til for at skalere cirkulære forretningsmodeller, forebygge affald, bruge ressourcerne smartere og reducere de globale CO2-udledninger, der er knyttet til byggeriets lange værdikæde – fra produktionen over udførelsen på byggepladsen til driften i bygningerne.

DI arbejder på at udarbejde en ny politik for cirkulær økonomi. Målet er, at vi i 2023 kan lancere en politik med ambitiøse mål for omstilling til cirkulær økonomi i Danmark og med konkrete politiske forslag. Her spiller byggeriet en væsentlig rolle – og som medlem får du nu mulighed for at være med til at spille ind med input og idéer til den samlede politikudvikling.

Vi afholder derfor en politikudviklingsworkshop på DI’s konferencecenter Gl. Vindinge i Nyborg den 21. marts kl. 9.00 – 13.00. Her vil der være lidt inspirationsoplæg, inden vi går i gang med idé- og politikudvikling på det cirkulære område. Dagen afsluttes med en velfortjent frokost og mulighed for netværk.

Forud for mødet vil vi fremsende materiale, der sætter rammerne for diskussionen på workshoppen, samt nogle spørgsmål, som vi håber, at I vil forberede jer på inden vi mødes.

Der er begrænsede pladser, og de fordeles efter først-til-mølle-princippet. For at give størst mulig værdi, opfordres repræsentanter fra hele byggeriets værdikæde til at melde sig til og sikre, at der kommer input og idéer fra alle relevante aktører på markedet.