Arrangement

Konference om ptx-flybrændstof i Danmark

De regulatoriske rammer for udvikling af power-to-x baseret flybrændstof er fastsat i EU's Refuel.EU Aviation forordning. Markedet har dog siden vedtagelsen af reguleringen ikke reageret som forventet. Der er således ikke truffet investeringsbeslutning på et eneste brændstofprojekt i EU. Endnu.

Sommerferien er sikret – men fremtidens flybrændstof er ikke så sikkert, som vi har vænnet os til. Det kalder på hurtig og modig investering i europæisk produceret flybrændstof.

De fleste danskere kan roligt pakke kufferten og tage til Mallorca til sommer. Der er ikke udsigt til, at flyene bliver stående på jorden.

Men under overfladen er der en udvikling, som bør bekymre.

Uroen i Mellemøsten og usikkerheden omkring centrale forsyningsruter som Hormuzstrædet har igen sat fokus på Europas afhængighed af importeret flybrændstof. Det mærkes allerede i markedet, hvor stigende brændstofpriser presser flyselskaberne – og i sidste ende billetpriserne.

For passagererne betyder det, at flybilletterne kan blive dyrere det kommende år. Ikke nødvendigvis dramatisk fra den ene dag til den anden, men som en mere vedvarende tendens, hvor geopolitik i stigende grad påvirker prisen på at flyve.

Det rejser et større spørgsmål: Hvor længe vil vi være afhængige af brændstof fra ustabile regioner?

EU-Kommissionen har med sin Sustainable Transport Investment Plan sat en retning for grønne investeringer i transportsektoren. Men hvis ambitionerne skal omsættes til reel forandring, kræver det konkrete beslutninger – også i Danmark. Her har vi et oplagt sted at starte.

Midlerne fra flypassagerafgiften kan bruges langt mere strategisk til at understøtte produktion af bæredygtigt flybrændstof baseret på Power-to-X. Det vil ikke kun bidrage til den grønne omstilling, men også styrke forsyningssikkerheden og skabe arbejdspladser i dansk industri.

For diskussionen om fremtidens flybrændstof handler ikke kun om klima. Den handler også om robusthed, konkurrenceevne og evnen til at holde Danmark forbundet med resten af verden – også når den er urolig.

Hvordan vi konkret får sat fart på udviklingen, er omdrejningspunktet, når centrale aktører fra hele værdikæden samles til debat.

Blandt deltagerne er direktør Lars Sandahl Sørensen fra Dansk Industri og forbundsformand Claus Jensen fra Dansk Metal. Herudover deltager blandt andre Anko van der Werff fra SAS, Geir Karlsen fra Norwegian og Christian Poulsen fra Københavns Lufthavne.

Konferencen bliver modereret af Gertrud Højlund.

Program