Arrangement

Fremtidens fleksible produktionsvirksomhed

Besøg på Aalborg Universitets 5G Smart Production Lab

Foto: GettyImages

Fremtidens produktionsvirksomhed skal være fleksibel og digital:

• Produktionslinjer skal hurtigt kunne omstilles og på sigt måske indrettes som øer, hvor samlebåndet erstattes med mobile robotter
• Produktionsanlæg og kollaborative robotter vil blive overvåget i realtid, så der hurtigt kan gribes ind i tilfælde af produktionsstop eller andre utilsigtede hændelser
• Den interne logistik vil i stigende grad blive håndteret af autonome, mobile robotter, palleløftere og trucks.

Fremtidens produktion bliver altså i stigende grad trådløs, hvor de nyeste teknologier gør det muligt at udskifte kabler med radiobølger, uden at det går ud over pålidelighed og sikkerhed.

Aalborg Universitet har opbygget et 5G Smart Production Lab, hvor man i et industrielt miljø med produktionslinjer, øer og mobile robotter kan eksperimentere med forskellige måder at gøre produktionen fleksibel på. Visionen er at kunne erstatte kabler med trådløs kommunikation, hvor man i lab’et kan afprøve et bredt spektrum af teknologier fra LoRaWAN og NB-IoT til wi-fi, 4G og 5G.

Virksomheder kan medbringe eget udstyr for at teste, hvordan det fungerer i praksis og på forskellige kommunikationsplatforme. Også produktionsvirksomheder som LEGO, Grundfos og Novo Nordisk samt en række SMV-underleverandører har prøvet mulighederne af i samarbejde med robot- og teleleverandører samt Aalborg Universitets forskere.

Kom og vær med, når DI Produktion i samarbejde med Aalborg Universitet lukker op for Lab’et og demonstrerer, både hvad vi kan i dag, og hvad vi kan vente os i fremtiden. Du får bl.a. svar på følgende spørgsmål:

• Hvad kan jeg som mindre virksomhed gøre her og nu?
• Hvor er de store virksomheder på vej hen – og hvad kan jeg lære af det?

Program

    • 11.30 Ankomst, registrering og sandwich

    • 12.00 Velkommen til 5G Smart Produktion Lab

      v/DI og AAU

    • 12.10 Fremtidens produktion – tendenser og krav

      v/ professor Ole Madsen, AAU Produktion

    • 12.30 Fremtidens digitale kompetenceudvikling

      v/ medstifter og CEO Claus Riekehr Møller, Cadpeople samt Brian Smedegaard Pedersen, Vestas

    • 13.00 Hvilke trådløse kommunikationsformer tester vi? – og hvad skal du vælge?

      v/ professor Preben Mogensen, AAU Trådløs Kommunikation

    • 13.20 Besøg i Lab’et med demonstration af use-cases

    • 14.20 Hvilke erfaringer har vi med trådløs kommunikation?

      Gennemgang af use-cases fra robot-projektets demonstrationsdag v/ Milad Jami, Manager - Head of Robotics Innovation Lab, Novo Nordisk A/S Forsøgsprojekter med trådløs kommunikation hos Grundfos v/ Alexander Larsen, Grundfos A/S.

    • 15.00 Tak for i dag!