Arrangement

Forretningsudvikling for SMV’er i Kina

Bliv klogere på forretningspotentialet for din virksomhed på det kinesiske marked ved et seminar, hvor forretningsudviklere med praktisk erfaring fra Kina vil dele deres viden.

Hvad er det reelle forretningspotentiale for små og mellemstore danske virksomheder i Kina? Og hvad kan man selv gøre for at finde fodfæste på et marked, der fortsat har et kæmpe uforløst potentiale, men også er karakteriseret ved mange faldgruber? Dansk Industri og Væksthus Sjælland inviterer dig til et uformelt morgenmadsseminar med en udvalgt gruppe af driftige forretningsudviklere med mange års praktisk erfaring fra Kina.

Du har sikkert hørt det hele før. Kina er på ganske få år vokset til at blive et af Danmarks største eksportmarkeder. Samhandlen bugner, kinesiske virksomheder og  forbrugere får flere og flere penge mellem hænderne til at indkøbe danske kvalitetsprodukter, store danske virksomheder kalder Kina for deres ”andet hjemmemarked”, etc. etc. 

Men virkeligheden er også en anden. Mange mindre danske virksomheder har brændt fingrene på det kinesiske marked. Endnu flere har på forhånd kastet håndklædet i ringen ved udsigten til at skulle konkurrere i et marked kendetegnet ved uigennemsigtighed og lokal favorisering. 

Så hvad skal man tro på? Er det udelukkende et spørgsmål om tid og ressourcer, hvis man skal finde nøglen til indtjening i Kina? Er nogle sektorer reelt lukket land for udenlandske virksomheder? Hvordan finder man frem til de rigtige lokale samarbejdspartnere? Hvad er sandheden om Kinas nye status som innovativt foregangsland? Hvem og hvor kan man bede om hjælp til at komme videre?

Seminaret vil give dig et bedre indblik i den reelle situation for danske SMV’er i Kina. Vi kan ikke love at give et svar på alle dine spørgsmål. Men vi kan garantere, at du gennem erfaringsudvekslingen med vores dygtige indlægsholdere får et bedre afsæt til at tage vigtige beslutninger om din virksomheds muligheder i Kina.

Indlægsholdere og paneldeltagere

Peter N. Rasmussen. Peter startede sin karriere i Kina i 1988 og etablerede konsulentvirksomheden Asia Base i 1994. Asia Base har siden rådgivet flere hundrede udenlandske virksomheder om etableri.ng og strategi i Kina. Peter har undervejs også været foregangsmand for en række succesfulde iværksætterinitiativer, ikke mindst Scandinavian Farms, der producerer en halv million svin til det kinesiske marked på årsbasis. Peter blev valgt som "Årets Forretningsmand" af det danske handelskammer i 2013 og modtog Prins Henriks æresmedalje i 2014 for hans bidrag til udvikling af danske forretningsinteresser i Kina.

Nikolaj Moesgaard. Nikolaj har som en af ganske få danskere konkret ledelseserfaring fra en kinesisk virksomhed. Efter at have beklædt en række topstillinger for Hempel Asia Pacific, fik Nikolaj i 2013 et job i ledelsen af det børsnoterede kinesiske selskab Titan Wind Energy. Her rapporterer han direkte til virksomhedens grundlægger og har således opnået unik indsigt i kinesiske forretningsprincipper. Nikolaj er sideløbende også involveret på investorniveau i flere andre initiativer og fungerer som Kina-rådgiver for den danske investeringsfond, IFU.

Peter Bøgh Hansen. Peter blev i 2003 udsendt til Shanghai for at etablere Danmarks første danske business incubator for SMV’er i et samarbejde mellem Dansk Industri og Asia Base. Peter har siden været medstifter af blandt andre e-handelsplatformene EasyBizChina og Easy2Bid, og han er i dag chef for DI’s forretningsenhed for strategiske partnerskaber og innovation i Kina..

Program

    • 08:30 - 09:00 Registrering og morgenmad

    • 09:00 - 09:20 Kina som katalysator for vækst og innovation

      Peter Bøgh Hansen, Dansk Industri

    • 09:20 - 10:00 30 års erfaringer med forretningsudvikling i Kina

      Peter N. Rasmussen, CEO, Asia Base A/S

    • 10:00 - 10:20 Betragtninger fra en kinesisk virksomhed

      Nikolaj Moesgaard, Vice President, Titan Wind Energy

    • 10:20 - 10:30 Kaffepause

    • 10:30 - 11:25 Paneldiskussion inklusiv Q&A

    • 11:25 - 11:30 Afrunding