Kursus

Incoterms i praksis, forsikring og betaling i international handel

Hvordan sikrer du dig bedst muligt, når du laver dine transport- og logistikaftaler, aftaler om forsikring og vælger INCOTERMS® klausul? Hvilken betydning har det, og hvorfor er det så vigtigt at aftale de rigtige? Vi holder nu 2 kurser - et i København og et i Bjerringbro.

Kurset er for dig, der har en praktisk tilgang til at arbejde med eksport, eksportrelaterede opgaver, salg, indkøb eller logistik. Du er måske din virksomheds nøgleperson, når det handler om at udfærdige eksportdokumenter, indgå logistik- og transportaftaler, løse reklamationsopgaver, have kontakt til banken ved remburser, sælge på internationale markeder, eller klare hverdagens udfordringer i forhold til transportører og lignende. Der er plads til spørgsmål og diskussioner, så vi kommer omkring relevante og praktiske problemstillinger. 

Gennemgang af INCOTERMS®

INCOTERMS® benyttes i forbindelse med varehandel for at beskrive reglerne for en vares levering, fordeling af omkostninger, risikoovergang samt en række yderligere forpligtelser mellem sælger og køber i internationale samhandelsforhold. INCOTERMS® er ikke lovgivning, men reglerne kendes og anvendes over hele verden i internationale salgsaftaler. Vi vil gennemgå de enkelte INCOTERMS® regler, og hvad man skal være særligt opmærksom på.

Forsikring af varer

Hvad går en vareforsikring ud på, og hvorfor er det så vigtigt? Vi vil også tale om transportørens ansvarsbegrænsning.

Sikring af betaling i International handel

Du vil få indblik i, hvordan betalingsbetingelser fungerer, og hvordan man kan sikre sin betaling. Hovedvægten vil være på den sikreste, men også mest byrdefulde, som er rembursen. Den vil vi gennemgå fra start til slut.

Program

08.30 Registrering og let morgenservering

09.00 Introduktion til dagen
Anette Suhr Rasmussen, chefkonsulent i DI og redaktør af Eksporthåndbogen

09.15 Gennemgang af de enkelte INCOTERMS® regler, faldgruber og hvad man skal være opmærksom på
Anette Suhr Rasmussen, chefkonsulent i DI og redaktør af Eksporthåndbogen

11.20 Betaling i international handel med hovedvægten på Remburs
Birgit Hemmingsen, seniorrådgiver i Danske Bank

12.30 Frokost

13.15 If forsikring følger op med et indlæg om Incoterms i en forsikringsmæssig sammenhæng, med masser af konkrete skadeeksempler, herunder:

  • Opridse hvad en vareforsikring går ud på.
  • Transportansvar begrænsningsret (vigtigheden af at have en vareforsikring)

Charlotte Thoning, advokat i If Skadeforsikring
Peter Mikkelsen, senior marine underwriter i If Skadeforsikring

15.00 Afrunding og tak for i dag
Anette Suhr Rasmussen, chefkonsulent i DI og redaktør af Eksporthåndbogen

 

Indlægsholdere på dagen:

Anette Suhr Rasmussen er chefkonsulent i DI og redaktør af Eksporthåndbogen. Hun hjælper virksomheder med praktisk rådgivning om krav og regler, som gælder, når man skal eksportere og importere varer.

Birgit Hemmingsen er seniorrådgiver i Danske Bank, og arbejder i Trade Finance afdelingen. Birgit har stor erfaring med Trade Finance området og rådgiver virksomheder og hjælper dem med håndtering af produkterne; garantier, collection (inkasso) og remburser.

Charlotte Thoning er advokat i If Skadeforsikring, hvor hun er tilknyttet afdelingen Complex & International Claims. Til daglig arbejder hun med generel erstatnings- og forsikringsret samt sø- og transportret og har således god praktisk erfaring med den relevante jura på området for international transportforsikring.

Peter Mikkelsen er senior marine underwriter i If Skadeforsikring, hvor han bl.a. arbejder med risikovurdering, og skaber globale forsikringsløsninger til industrikunder indenfor transportområdet