INCOTERMS® 2020 i praksis, forsikring, transportørens ansvar og sikring af betaling i international handel
Hvordan sikrer du dig bedst muligt, når du laver dine transport- og logistikaftaler, aftaler om forsikring og vælger INCOTERMS® klausul? Hvilken betydning har det, og hvorfor er det så vigtigt at aftale de rigtige?
Gennemgang af INCOTERMS®
INCOTERMS® 2020 benyttes i forbindelse med varehandel for at fastlægge, hvad der gælder omkring en vares levering, herunder hvordan omkostningerne forbundet med transport mv. skal fordeles, risikoovergang samt en række yderligere forpligtelser mellem sælger og køber i internationale samhandelsforhold. INCOTERMS® 2020 er ikke lovgivning, men reglerne anvendes over hele verden i internationale handelsaftaler. Vi vil gennemgå de enkelte INCOTERMS®-klausuler, og hvad man skal være særligt opmærksom på.
Forsikring af varer
Hvad går en vareforsikring ud på, og hvorfor er det så vigtigt? Vi ser på, hvad INCOTERMS® 2020 siger – og ikke siger – om, hvem der skal tegne vareforsikringen, og på hvilke vilkår, og gennemgår dækningen efter de danske og engelske standardbetingelser med fokus på de bestemmelser, der giver anledning til flest tvister i praksis.
Transportørens ansvar
Hvordan er man stillet som transportkunde ved godsbeskadigelse, bortkomst og forsinkelse? Vi belyser transportørens ansvar og den praktiske betydning af de særlige regler om skærpet ansvar, bevisbyrde og ansvarsbegrænsning ved land-, sø- og lufttransport samt efter NSAB 2015.
Sikring af betaling i International handel
Du vil få indblik i, hvordan betalingsbetingelser fungerer, og hvordan man kan sikre sin betaling. Hovedvægten vil være på den sikreste, men også mest byrdefulde, som er rembursen. Denne vil vi gennemgå fra start til slut.
Hvem henvender kurset sig til?
Kurset er for dig, der har en praktisk tilgang til at arbejde med eksport, eksportrelaterede opgaver, salg, indkøb eller logistik. Du er måske din virksomheds nøgleperson, når det handler om at udfærdige eksportdokumenter, indgå logistik- og transportaftaler, løse reklamationsopgaver, have kontakt til banken ved remburser, sælge på internationale markeder eller klare hverdagens udfordringer i forhold til transportører og lignende.
Der er plads til spørgsmål og diskussioner, så vi kommer omkring relevante og praktiske problemstillinger.
Undervisere på dagen
Jakob Rosing har mere end 27 års erfaring med international handel samt forsikrings- og erstatningsret, herunder særligt sø- og transportretlige sager. Han rådgiver løbende både danske og internationale klienter om forhold inden for disse områder, herunder både vedrørende kontrakter og tvister, som han gennem årene har behandlet et betydeligt antal af ved både de danske domstole, herunder flere i Højesteret, og ved voldgift. Jakob er ranket som ”Leading Partner” i ”Legal 500 Denmark” inden for både ”Shipping & Transport” og ”Insurance”.
Freja Maj Johansen er advokatfuldmægtig og beskæftiger sig primært med rets- og voldgiftssager inden for sø- og transportret samt forsikrings- og erstatningsret. Freja har særligt erfaring med tvister i transport- og logistikkæden, herunder sager om transportansvar ved godsbeskadigelse, bortkomst og forsinkelse samt kontrakt- og forsikringsretlige problemstillinger i international handel og transport.
Marcin P. Radtke er Key Account Manager, Trade Finance i Danske Bank. Marcin har de seneste fem år arbejdet med at rådgive og støtte danske virksomheder med deres udfordringer inden for Trade Finance med særligt fokus på remburser. Det spænder lige fra virksomheder, som tager deres første skridt inden for Trade Finance, til virksomheder, som er velbevandrede på området og søger en kompetent sparringspartner til at håndtere komplekse udfordringer.
-
-
08.30 Registrering og let morgenservering
-
09.00 Introduktion til dagen
Anette Suhr Rasmussen, chefkonsulent i DI
-
09.15 INCOTERMS® 2020 i praksis: Indhold, vedtagelse, risikoovergang, leveringsstedets betydning – og de dyre misforståelser
-
10.15 Pause
-
10.25 INCOTERMS® 2020 i praksis – Fortsat
-
10.45 Vareforsikring: Ret og pligt til forsikringstegning, standardbetingelser, dækning og undtagelser
-
11.15 Pause
-
11.25 Transportørens ansvar: Ansvar, ansvarsbegrænsning, bevisbyrde og de praktiske konsekvenser for transportkunden
Jakob Rosing, advokat og Freja Maj Johansen, advokatfuldmægtig, Kromann Reumert
-
12.15 Frokost
-
13.15 Sikring af betaling i international handel med hovedvægten på remburs
Marcin P. Radtke, Key Account Manager, Danske Bank, Trade Finance
-
14.45 Afrunding og tak for i dag
-