Arrangement

Reducer brugen af engangsplast – Bæredygtig forretningsmulighed ved EM2020

Har du den gode idé til, hvordan vi kan undgå brugen af engangsplastikbægre ved store sportsbegivenheder? Kan din virksomhed være med til at skabe fokus på bæredygtighed under EM2020 og Tour de France 2021?

Foto: Getty

Så er det nu, du skal tilmelde dit ”hold” til DM i miljøvenlige drikkebægre. Onsdag d. 12. juni sætter Københavns Kommune, Dansk Industri og Idrættens Innovationslab jagten ind på den bedste bæredygtige løsning til at undgå, at store offentlige begivenheder flyder over med plastikbægre. Faktisk er målet helt at undgå engangsplastik til EM2020 og Tour de France 2021.

København har de seneste år været vært for en lang række internationale sportsbegivenheder såsom EM i svømning, VM i ishockey og VM i håndbold. Samtidig fører Københavns Kommune en meget ambitiøs miljøpolitik, hvor bæredygtighed og miljøbevidsthed skal tænkes ind i flest mulige sammenhænge. Derfor stiller Københavns Kommune fra 2020 krav om, at der ikke må benyttes engangsplastikbægre til udskænkning af drikkevarer ved større events.

I den anledning inviterer vi nu virksomheder til at deltage i en innovationsturnering, hvor vi stiller skarpt på reduktion af engangsplastikbægre til sportsbegivenheder. Til dette kick-off arrangement kan du blive klogere på ambitionerne og de udfordringer, som arrangørerne oftest støder på i forhold til reduktion af engangsplast. Vi vil også præsentere det videre forløb, hvor dit ”hold” kan få mulighed for at videreudvikle og teste jeres løsning i samarbejde med to potentielle aftagere af løsningen, nemlig Parken Sport & Entertainment og Sparta.

Hvis I har en idé eller løsning til, hvordan vi kan undgå brugen af engangsplastikbære, kan I allerede nu tilmelde jeres ”hold” til turneringen og pitche jeres løsningsforslag eller idé på dagen. Det er ikke et krav, at du deltager med et pitch.

Program

15.00 Velkommen og startskud v. Dansk Industri
15.10 Udfordringer og nye krav til engangsemballage v. Københavns Kommune
15.30 Udfordringen, markedet og udviklingen inden for engangsemballage v. Plastindustrien
15.50 Kundernes behov og udfordringer v. Sparta og Parken Sport & Entertainment
16.10 Pause
16.20 EM2020 - operatør og profilering v. Operatør og DBU
16.40 Præsentation af innovationsteams (3 min. pitch + 5 min. spørgsmål)
17.40 Det fremadrettede forløb og tilmelding til turneringen
18.00 Tak for i dag.

Forløbet

Denne kick-off bliver første fase i et forløb, hvor I får mulighed for at lave brugerundersøgelser og teste løsninger til mindre sportsbegivenheder i perioden op til sommeren 2020. Til ”finalen” får I mulighed for at pitche løsninger for et dommerpanel, hvorefter der uddeles guld, sølv og bronze til de tre bedste løsninger.

 

Forbud mod engangsplast

Med vedtagelsen af FN’s 17 verdensmål (SDG’erne) er der øget global efterspørgsel på bæredygtige løsninger, som skåner vores fælles klima og miljø uden at gå på kompromis med pris, funktion og kvalitet.

Engangsplastik er en af de største udfordringer for den globale bæredygtighed. EU’s medlemslandene, EU-Parlamentet og EU-Kommissionen har derfor netop færdigforhandlet et nyt plastikdirektiv om forbud mod brugen af engangsplastik. Plastikdirektivet skal være med til at begrænse de store mængder plastikaffald, der ender på strande i Europa og på verdenshavene. Dette ventes at blive implementeret fra 2021. I København dannes et forbud mod brugen af engangsplastikbægre ved arrangementer fra 2020.