Arrangement

Summer Startup 2026

Deltag i årets Summer Startup på tagterrassen i Industriens Hus. Aftenen byder på tre spændende oplæg fra iværksættere, networking og koldt at drikke. Tilmeld dig allerede nu!

Det meste af programmet er nu på plads og vi glæder os til snart at løfte sløret for de sidste detaljer. Du kan se frem til tre stærke oplæg, nye perspektiver på iværksætteri og rig mulighed for at møde iværksættere, investorer og nøgleaktører fra startup-økosystemet.

Sidste år deltog mere end 100 iværksættere i Summer Startup. Eftermiddagen bød på inspirerende oplæg, værdifulde samtaler og en afsluttende drink på DI's tagterrasse med udsigt over Tivoli og København.

Derudover kan du glæde dig til at møde iværksættervirksomhederne Dansevand, Casca og NODA, som medbringer deres produkter og byder på smagsoplevelser undervejs.

Tilmeld dig allerede nu og sikr din billet til sommerens iværksætterhøjdepunkt i DI.

Programmet finder du nedenfor.

Program

    • 15.50-16.00 Ankomst & check-in

    • 16.00-16.15 Introduktion til aftenens program, v. Anton Vahl-Møller

      Anton Vahl-Møller, ansvarlig for DI’s iværksætterindsats, DI Startup, byder velkommen og giver en kort introduktion til aftenens formål og program. Her sættes rammen for, hvad deltagerne kan forvente – fra faglige oplæg og inspiration til netværk, dialog og nye perspektiver.

    • 16.15-16.35 Oplæg fra EIFO v. Alexandra Han Bao Nguyen

      EIFO er Danmarks nationale erhvervsfremmende bank og investeringsfond og hjælper danske iværksættere med risikovillig finansiering og kapital til vækst. Til Summer Startup giver EIFO et indblik i de finansieringsmuligheder, der findes for startups, herunder lån, investeringer og matchfinansiering - samt konkrete råd til, hvordan founders bedst forbereder sig på dialogen med investorer og finansieringspartnere.

    • 16.35-16.55 Oplæg fra CYKOM.app v. Christian Dideriksen & Oscar Bjørn-Rosager

      CYKOM gør det nemt for virksomheder at aktivere, engagere og administrere communities inden for blandt andet cykling, løb og andre interessefællesskaber. Til Summer Startup deler de historien bag virksomheden – fra de første idéer og største udfordringer til de vigtigste succeser og erfaringer undervejs.

    • 16.55-17.15 Oplæg fra ZOLE CPH v. Søren Juul Petersen

      ZOLE CPH genfortolker den klassiske herresko med kompromisløs kvalitet, tidløst design og håndværk i verdensklasse. Efter en karriere som filmproducer valgte stifter Søren at vende tilbage til familiens skotraditioner og bygge sit eget brand. Til Summer Startup fortæller han om modet til at skifte spor, opbygningen af ZOLE og de vigtigste udfordringer, succeser og erfaringer på iværksætterrejsen.

    • 17:15-18.30 Networking og forplejning

      Dagen afsluttes med netværk på DI's tagterrasse, hvor der serveres kolde drikke og let forplejning. Benyt lejligheden til at møde andre ambitiøse iværksættere, udvide dit netværk og nyde udsigten over København.