Arrangement

DI Lolland-Falster Erhvervstræf 2026

Når Femern-forbindelsen åbner, vil det have stor betydning for Lolland-Falster – men hvordan? Spørgsmålet stiller vi skarpt på i Holeby den 18. juni.

Femern Bælt-forbindelsen er den største infrastrukturelle investering i Lolland-Falsters historie. Den vil ændre transportmønstre, arbejdsmarkeder, logistik og erhvervsliv – ikke bare lokalt, men i hele regionen.

Men én ting er ikke givet på forhånd:

Hvordan sikrer vi, at Femern skaber varig vækst, arbejdspladser, investeringer og bosætning på Lolland-Falster – og ikke blot bliver en transitkorridor mellem Skandinavien og resten af Europa?

Det spørgsmål sætter DI Lolland-Falster fokus på ved Erhvervstræf 2026.

På dagen samler vi virksomheder, investorer, kommuner og beslutningstagere til en eftermiddag med perspektiver, debat og konkrete erfaringer fra virksomheder og aktører, der allerede nu investerer i fremtidens Lolland-Falster.

På scenen møder du blandt andre:

Tine Gøtzsche

Journalist, tv-vært og erfaren moderator. Tine Gøtzsche vil guide deltagerne gennem eftermiddagen og styre samtalerne mellem oplægsholdere, virksomheder og beslutningstagere.

Mirco Reimer-Elster

Tysk-dansk erhvervsprofil med indgående kendskab til Femern-forbindelsen og samarbejdet mellem Skandinavien og Nordtyskland. Han vil sætte Femern-projektet ind i et regionalt og europæisk perspektiv og give sit bud på de muligheder og udfordringer, forbindelsen skaber for Lolland-Falster.

Allan Sørensen

Cheføkonom i Dansk Industri. Allan Sørensen er en af Danmarks mest markante økonomiske analytikere og vil give et indblik i, hvordan investeringer, arbejdsmarked og international konkurrenceevne kommer til at påvirke udviklingen på Lolland-Falster i de kommende år.

Thomas Knudsen

Kommunaldirektør i Lolland Kommune og central aktør i arbejdet med at udvikle området omkring Femern-forbindelsen. Thomas Knudsen vil fortælle om visionerne for erhvervsudvikling, investeringer og nye muligheder i kølvandet på Femern-projektet.

Jesper Laursen

Direktør i MELITEK, der udvikler og producerer specialmaterialer til blandt andet medicoindustrien. MELITEK har valgt aktivt at placere og udvikle sine aktiviteter på Lolland-Falster efter tidligere at have haft base i hovedstadsområdet. Jesper Laursen deler virksomhedens erfaringer med at drive international vækst fra Lolland-Falster.

Michael Sheikh

Udvikler og investor bag projektet Nørresø Park i Maribo, der omfatter hotel, boliger, butikker og kontorer. Michael Sheikh vil fortælle om investeringer, bosætning og byudvikling – og hvorfor attraktive bymiljøer bliver afgørende for Lolland-Falsters fremtidige udvikling.

Svend Aage Brandstrup Hansen

Stifter af Hveiti Ingredients ApS, der arbejder med planer om etablering af et hvederaffinaderi ved Nakskov Havn. Oplægget vil sætte fokus på grøn produktion, fødevareindustri, energi og de nye erhvervsmuligheder, der kan opstå i samspillet mellem havn, infrastruktur og grøn omstilling.

Kasper Roug


Folketingsmedlem for Socialdemokratiet valgt i Sjællands Storkreds. Kasper Roug har stærke rødder på Lolland-Falster og beskæftiger sig blandt andet med udviklingen i landdistrikter, infrastruktur og vækstmuligheder uden for de største byer.

Rune Kristensen


Folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti valgt i Sjællands Storkreds. Rune Kristensen arbejder med erhvervsudvikling, rammevilkår for virksomheder og den langsigtede udvikling af Sjælland som vækstregion.

Susie Jessen


Folketingsmedlem for Danmarksdemokraterne valgt i Sjællands Storkreds. Susie Jessen arbejder blandt andet med udviklingen af landdistrikter, infrastruktur og vilkårene for virksomheder og borgere uden for de største byområder.

En eftermiddag om fremtidens Lolland-Falster

Erhvervstræffet handler ikke kun om tunnelen under Femern Bælt. Det handler om, hvordan vi omsætter mulighederne til konkret udvikling i hele området.

  • Hvordan tiltrækker vi virksomheder og investeringer?
  • Hvordan skaber vi attraktive lokalsamfund og arbejdspladser?
  • Hvordan sikrer vi adgang til arbejdskraft og kompetencer?
  • Og hvordan får vi hele Lolland-Falster til at stå stærkere – også når byggefasen er afsluttet?

Det bliver en eftermiddag med både visioner, realisme og konkrete erfaringer fra dem, der allerede nu satser på området.

 

Program

Gordon Trier Holm

Gordon Trier Holm

Konsulent

Susanne Munk Jørgensen

Susanne Munk Jørgensen

Teamleder