Arrangement

The Life of an Entrepreneur – Heini Zachariassen fra Vivino

Kom tæt på en af Danmarks mest ambitiøse tech-iværksættere og bliv klogere på balancen mellem drømme, ambitioner og familie.

Foto: Vivino

“You win the US, you win the world.” Derfor flyttede Heini Zachariassen i 2013 til Californien for at accelerere væksten af Vivino, som han startede i København sammen med Theis Søndergaard. Missionen har fra starten været at gøre gode vinoplevelser tilgængelige for alle. Det er godt på vej til at lykkes. Vivino er i dag verdens største vin-app med 46 mio. brugere, omfatter over 12 mio. forskellige vine og omsætter vin for over 1 mia. kr. om året.

For Heini og Vivino har flytningen til USA betydet store forretningsmæssige successer. Men samtidig har livet budt på svære overvejelser i forhold til familien, som der ikke har været meget tid sammen med. Missede fødselsdage, sprogvanskeligheder og savnet af venner er nogle af de udfordringer, familien har kæmpet med. Alligevel fortryder Heini ikke, for det ville være en endnu større fejl ikke at benytte sig af muligheden for at bygge noget helt stort.

Vi starter med at se dokumentarfilmen Disrupting Wine – The Life of an Entrepreneur og derefter taler vi med Heini om livet som hårdtarbejdende iværksætter. Det kommer til at handle om ambitioner, etablering i USA, investorer, ledelse, familieliv og meget mere. Der bliver god tid til spørgsmål.

Vi slutter med networking, snacks og en lille champagnesmagning fra et af DI’s iværksættermedlemmer, Champagnebobler.dk.

TILMELD DIG STRAKS – kun 50 pladser.

Se trailer fra Disrupting Wine - The Life of an Entrepreneur