Kom godt i gang med AI
Opdag, hvordan AI kan styrke din faglighed, inspirere til nye idéer og gøre en positiv forskel i din arbejdsdag. Gennem praktiske øvelser lærer du at bruge teknologien på konkrete opgaver og får redskaber til at kvalitetssikre resultaterne og anvende AI sikkert og ansvarligt.
AI kan allerede i dag hjælpe med en lang række opgaver i dit daglige arbejde. Men der er stor forskel på at have adgang til AI og på faktisk at kunne bruge det godt.
På dette kursus lærer du at bruge AI som et praktisk arbejdsredskab. Du får en enkel tilgang til, hvordan du stiller den rigtige opgave, giver AI den nødvendige kontekst og arbejder videre med resultatet, indtil det har en kvalitet, du kan bruge.
Efter én dag har du både en bedre forståelse af mulighederne med AI og konkrete metoder, du kan tage direkte med tilbage til dit arbejde.
Hvorfor deltage?
Mange har allerede prøvet ChatGPT, Copilot eller andre AI værktøjer. Måske bruger du dem til at skrive en mail, opsummere en tekst eller finde inspiration. Men ofte bliver resultatet for generelt, upræcist eller simpelthen ikke godt nok. Det skyldes ikke nødvendigvis værktøjet. Det handler i høj grad om, hvordan du bruger det.
På kurset lærer du derfor ikke blot at skrive gode prompts. Du lærer at arbejde systematisk med AI. Vi ser på, hvilke opgaver AI er god til, hvordan du giver AI den nødvendige faglige kontekst og hvordan du kan bruge egne dokumenter, informationer og eksempler til at få bedre resultater.
Du arbejder med konkrete opgaver som mødeforberedelse, research, analyse, opsummering af dokumenter, idéudvikling samt udkast til mails, notater og andet materiale. Samtidig lærer du at forholde dig kritisk til resultatet. Hvornår kan du stole på svaret? Hvad skal du kontrollere? Hvilke informationer bør du ikke dele? Og hvornår er AI ganske enkelt ikke det rigtige værktøj?
Målgruppe
Kurset er for dig, der gerne vil bruge AI mere aktivt og professionelt i dit daglige arbejde. Du har måske allerede prøvet ChatGPT, Copilot eller andre AI modeller, men oplever, at du ikke får nok værdi ud af dem. Du kan også være helt ny og have brug for en god og praktisk introduktion.
Du behøver ingen teknisk baggrund.
Deltagerne kommer fra hele bredden af DI's medlemskreds og arbejder eksempelvis med HR, kommunikation, økonomi, produktion, salg og projektledelse. Fælles for jer er, at I har arbejdsopgaver, hvor AI kan gøre en forskel, og at I ønsker at bruge teknologien med både nysgerrighed og faglig dømmekraft.
Det kan du forvente
Kurset veksler mellem korte oplæg, demonstrationer og praktiske øvelser ved din egen skærm. Vi arbejder blandt andet i ChatGPT og Copilot, men fokus er ikke på ét bestemt værktøj. Det vigtigste er at lære en arbejdsform, som du kan bruge på tværs af de AI værktøjer, du møder. Medbring gerne en konkret opgave fra dit eget arbejde, som du bruger tid på i dag. Så bruger vi AI på noget, der faktisk betyder noget for dig.