DM i Skills 2026 i krystalkuglen – hvad sker der i Hjørring?
Hvad venter i teltene, når Hjørring bliver centrum for årets DM i Skills? På dette webinar kigger vi frem mod tre spændende dage i april og viser frem, hvorfor du - og måske dine lærlinge – skal tage en tur forbi Danmarks største fest for faglige talenter.
Hvad kan du glæde dig til – og hvem møder du?
Simon Neergaard-Holm, direktør for SkillsDenmark, løfter sløret for, hvordan årets DM i Skills er bygget op, hvilke nye fag og oplevelser du kan se frem til, og hvad der gør netop denne udgave helt særlig.
Helle Mølgaard Nielsen, projektleder hos SkillsDenmark, sætter fokus på DM i Skills som en mulighed for rekruttering til erhvervsuddannelserne. Helles mål er, at både unge, forældre og lærere går klogere hjem med viden om de mange muligheder, erhvervsuddannelserne rummer. Hør om SkillsStafetten for 8. klasserne, et lærerværelse med fokus på bl.a. samarbejde med virksomheder og forældreaftenen med karrierefortællinger.
Med på webinaret er også Kristoffer Skjold Matzen, som er klejnsmedelærling hos Vestergaard Company, og som konkurrerer i Hjørring. Kristoffer flankeres af uddannelseskoordinator Per Gregers Jensen, og sammen vil de fortælle om arbejdet frem mod DM i Skills: Hvordan har virksomhed og lærling forberedt sig på konkurrencen? Hvilken værdi skaber det at deltage – for lærling og for virksomhed? Hvad kræver det? Hvad har været svært? Og sjovt?
Skal du se med?
Webinaret er for dig, der arbejder med lærlinge og elever – uanset om du arbejder med lærlinge til daglig, ønsker at komme i gang eller blot er nysgerrig på, hvad der sker i Hjørring.
Glæd dig til inspiration og gode historier!
Når webinaret lukker ned, ved du, hvad du kan opleve i Hjørring, og vi håber at have inspireret dig til at besøge konkurrencerne – måske sammen med lærlinge og kolleger.
Vi glæder os til at byde dig velkommen på Lærepladsfællesskabets webinar!