Webinar

Vand til Power-to-X – en ny forretningsmulighed for vandsektoren

Hvilke potentialer og udfordringer ligger der i vandforbruget til Power-to-X? Det spørgsmål stilles der skarpt på, når DI Vand den 5. maj fra 14.00-15.45 inviterer alle interesserede medlemmer til webinar om vand til Power-to-X

Power-to-X (PtX), som omdanner grøn el til brændstoffer, er i de seneste år blevet udråbt som et af de vigtigste indsatsområder i realiseringen af 70 procent-reduktionsmålet og et europæisk stop for import af russisk gas. Samtidig har PtX potentialet til at blive det næste store danske eksporteventyr. Et potentiale som vandsektoren selvfølgelig skal have del i.

I marts vedtog folketingets partier den længe ventede aftale om PtX med ambitionen om at opbygge en national elektrolysekapacitet på mellem 4 og 6 GW inden 2030. En så stor kapacitetsopbygning har store konsekvenser for efterspørgslen af vand til erhvervsbrug, der lokalt som følge heraf risikerer at stige med mere en 100 procent. En stigning i denne størrelsesorden indeholder flere risici, men også muligheder, som kræver en detaljeret kortlægning.

Vandets rolle
Der er behov for en reel og detaljeret belysning af vandets rolle i PtX. Hvor store mængder vand vil være nødvendige for at kunne realisere regeringens ambitioner om en national elektrolysekapacitet på mellem 4 og 6 GW, og hvor skal denne mængde komme fra? Hvilken vandkvalitet er mest energi-, pris og miljømæssig efficient i produktionen af brint, og hvilke teknologier findes eller bør opfindes til dette formål? Og endelig hvilke tanker om vandudfordringerne gør ministerier, styrelser og PtX producenter sig?  Det er nogle af de spørgsmål, som skal besvares, hvis PtX skal blive en central bidragsyder til 70 procent-reduktionsmålet, et nyt dansk eksporteventyr for Danmark samt en mulig ny forretningsmulighed for den danske vandsektor.

På webinaret vil følgende tematikker blive behandlet:

  • Regeringens Power-to-X ambition: Hvilke overvejelser gøres der i ministerier og styrelser om vandets rolle i Power-to-X?
    v. Energistyrelsen
  • En dansk styrkeposition: Hvor står Danmark i udviklingen af Power-to-X?
    v. Mads Pagh Nielsen, Leder af Electro Fuel forskningsprogrammet, Aalborg Universitet
  • Vandressourcer og renseteknologi: Hvordan gør vi det bedst?
    v. Martin Rygaard, Lektor ved Institut for Vand og Miljøteknologi, DTU
  • Produktion: Hvilke overvejelser vedr. vandforsyningen gør Power-to-X producenter sig?
    v. Lars Riis, Sales and Business Development Manager, Siemens Energy
  • Vandforsyning: Hvilken rolle kan forsyninger spille i Power-to-X?
    v. Henrik Harborg Blicher, projektchef, Din Forsyning

Afsluttende vil der være mulighed for at stille oplægsholderne spørgsmål.

Vi glæder os til at se så mange som muligt til et par interessante timer, hvor vi sammen vil udforske mulighederne i Power-to-X for vandsektoren.

Husk også at DI Vand afholder generalforsamling og medlemsmøde den 29. juni.