Modificerbare betonkonstruktioner

Design og analyse af modificerbare præfabrikerede betonkonstruktioner til cirkulær anvendelse af bygninger.

Som bidrag til den bæredygtige omstilling af betonbyggeri har dette forskningsprojekt fokus på at øge fleksibiliteten af betonkonstruktioner og dermed forlænge levetiden af bygningerne, samt at optimere designet af betonkonstruktionerne for at minimere CO2 aftrykket ved produktionen.

I projektet bliver der udviklet designs, og der foretages analyser af betonkonstruktioner, der er modificerbare, for at understøtte cirkulær anvendelse af bygninger. De modificerbare betonkonstruktioner designes med zoner, der kan skæres ud uden eller med minimal behov for yderligere forstærkninger af konstruktionen. Ved at give mulighed for fremtidige åbninger i konstruktionen kan bygningen tilpasses ændrede funktionskrav, og bygningens levetid kan dermed forlænges. Ændrede funktionskrav kan f.eks. være et behov for større boliger, en ændring fra boliger til kontorlokaler eller andre transformationer, der kræver nye åbninger i væggene.

Mindre CO2 fra produktionen
Udover den cirkulære anvendelse af bygningen designes de modificerbare betonkonstruktioner med henblik på at minimere CO2 aftrykket fra produktionen. Det gøres blandt andet ved at udvikle nogle særlige beregningsværktøjer til at minimere materialeforbruget og ved at udfordre de gængse måder at designe og producere betonelementer på.

Produktionen af betonelementerne bliver testet på Contigas fabrik, hvilket er med til at sikre at designet bliver producerbart og skalerbart.

Ph.d projekt
Projektet er en erhvervs-ph.d., der laves i et samarbejde mellem DTU, Rambøll og Contiga. Det foregår i perioden 2020-2023. Det er yderligere støttet af Innovationsfonden, Realdania og Rambøll Fonden.

Kontaktperson for projektet 
Sara Sofie Vestergaard, Rambøll,  sspe@ramboll.dk.

Relateret indhold